”Miss Saigon” er en svulstig kærlighedstragedie i stram scenografi

Der er ikke sparet på de storladne ballader i Det Ny Teaters opsætning af "Miss Saigon", men det er lykkedes Lisa Kent at skabe en fængslende kærlighedstragedie, der rammer alle de rigtige steder

Dansenumrene fungerer upåklageligt med et broget miks af spektakulære optrin i vietnamesiske natklubber og kommunistiske militæreksercitser i fuld uniform under gigantiske vietcong-flag. Ellers er scenografien holdt ganske stram, hvilket klæder den svulstige kærlighedstragedie.
Dansenumrene fungerer upåklageligt med et broget miks af spektakulære optrin i vietnamesiske natklubber og kommunistiske militæreksercitser i fuld uniform under gigantiske vietcong-flag. Ellers er scenografien holdt ganske stram, hvilket klæder den svulstige kærlighedstragedie. . Foto: Gudmund Thai.

Et søgende helikopterlys rammer publikum sammen med den snurrende lyd af propellens rotation.

Året er 1975, og de amerikanske tropper er i færd med at trække sig ud af Saigon. Tilbage i mængden af vietnamesere, der desperat forsøger at slippe ud af landet, står den unge kvinde Kim og spejder forgæves efter sin soldat, der er fløjet væk og har efterladt hende med barn og et sønderknust hjerte. 

"Miss Saigon" hører bestemt til de mere sentimentale musicals. Historien er bevægende, men drivende banal, og der er hverken sparet på de storladne ballader, den tragiske patos eller de fromme forsimplinger. Alligevel er "Miss Saigon" en sødsuppe, man gerne slubrer i sig – især i Det Ny Teaters flotte og solidt velskabte opsætning. 

Handlingen er hentet fra Puccinis navnkundige opera "Madame Butterfly" fra 1904, og centralt i fortællingen står kærlighedshistorien mellem en – ikke japansk – men vietnamesisk glædespige og en amerikansk soldat.

Dramaet er henlagt til tiden omkring Saigons fald og amerikanernes tilbagetrækning fra Vietnam, der betød omfattende ødelæggelser i landdistrikterne sammen med en betydelig svækkelse af den tidligere kolonis økonomiske fundament. 

Parret i midten spilles yndigt, men også en kende karakterløst, af svenske Linda Arunee Olofsson og danske Christian Lund. Olofsson er engleagtigt indtagende som den uskyldsrene sexarbejder Kim, der går så grueligt meget igennem på det snuskede storbybordel i krigens skygge.
Parret i midten spilles yndigt, men også en kende karakterløst, af svenske Linda Arunee Olofsson og danske Christian Lund. Olofsson er engleagtigt indtagende som den uskyldsrene sexarbejder Kim, der går så grueligt meget igennem på det snuskede storbybordel i krigens skygge. Foto: Gudmund Thai.

Der er således lagt op til fransk-amerikansk selvransagelse i makkerparret Claude-Michel Schönberg og Alain Boublils musicalhit fra 1989. Og dog er det ikke for den historiske indsigt eller de storpolitiske analyser, at man skal se "Miss Saigon". Det skal man derimod for den enkle, men medrivende fortælling og for det dygtige cast, der er hentet ind fra hele verden – men måske allermest for Kim Hammelsvangs skurkagtige alfons, der stjæler hele showet. 

Parret i midten spilles yndigt, men også en kende karakterløst, af svenske Linda Arunee Olofsson og danske Christian Lund. Olofsson er engleagtigt indtagende som den uskyldsrene sexarbejder Kim, der går så grueligt meget igennem på det snuskede storbybordel i krigens skygge.

Hendes vokal er krystalklar, klangfuld og ladet med længsel og kval, først i forelskelsen – og senere da hendes verden synker endegyldigt i grus. 

Og Christian Lund er nok en anelse knudemandsagtig som hendes hjertenskære yankee, der dog løsner op undervejs. Også han synger lydefrit og med flotte nuancer og bund i stemmen. En bund og dybde, der med fordel kunne have forplantet sig til resten af karakterarbejdet. Men nu rummer rollen som ærkeamerikansk dreamboy jo heller ikke potentiale for de store psykologiske udsving.  

Foto: Gudmund Thai.

Så er der straks mere saft i Kim Hammelsvangs sleske opportunist Engineer. Her er der for alvor stof at arbejde med. Hvor resten af forestillingen har en slagside mod det lidt for dydige, er Hammelsvang karakteren, der sikrer, at vi ikke omkommer af sukkerchok. 

Hans durkdrevne alfons har luret spillets regler og udnytter dygtigt sin indsigt til at sno sig i den kyniske krigszone. Blændende er han i de umærkelige changeringer fra fidel forretningsmand til afstumpet menneskehandler. Og alligevel er hans maniske bestræbelse på at undslippe sit fattigdomsfængsel og sin usle skæbne ægte medrivende og faktisk stedvist rørende. Også sangligt imponerer den rutinerede Hammelsvang med sit kraft- og karakterfulde instrument, der topper i showstopperen om den amerikanske drøm. 

I det hele taget fungerer ensemble- og dansenumrene upåklageligt med et broget miks af spektakulære optrin i vietnamesiske natklubber og kommunistiske militæreksercitser i fuld uniform under gigantiske vietcong-flag. Ellers er scenografien holdt ganske stram, hvilket klæder den svulstige kærlighedstragedie. Enkle bambusgardiner, der går op og ned, parret med en flok simple rispapirlamper i skiftende kulører sætter den orientalske stemning. Minimalistisk, men behørigt virkningsfuldt og elegant. 

Et andet tiltag, man har taget i brug for at skabe den rette orientalske stemning, er at besætte alle vietnamesiske roller med musicalperformere af asiatisk baggrund. Dette for at styrke illusionen og undgå den ofte ubehjælpsomme asiatudklædning med sorte parykker og skævt sminkede øjne. Beslutningen har betydet, at man har måttet hente sangere og performere fra hele verden med det rette udseende – og naturligvis talent. Filippinere, sydkoreanere, japanere, svenskere som har lært sig de danske partier på rekordtid. Et dristigt valg – og egentlig også småfjollet sådan at skære alle asiatere uanset herkomst over én kam i den politiske korrektheds navn – men selvom man naturligvis bemærker accenterne, er det ingenlunde generende for forståelsen. 

Nej, med "Miss Saigon" lykkes det iscenesætter Lisa Kent at skabe en fængslende kærlighedstragedie, der rammer alle de rigtige steder.         

Miss Saigon. Iscenesættelse og koreografi: Lisa Kent. Musik: Claude-Michel Schönberg. Tekst: Alain Boublil og Richard Maltby Jr. Scenografi: Paul Farnsworth. Det Ny Teater i København. Spiller til den 7. maj.