Denne bog burde være forsynet med en advarselstrekant på forsiden som på cigaretpakker: Mission er skadelig for helbredet! Du kan dø af det! Det er en bog, som helt sikkert vil forarge og ryste den ganske almindelige læser. Sandsynligvis også mange troende. For her tales der om efterfølgelse på en meget konkret og direkte måde. Om at opgive alt for evangeliets skyld. Om at lide for Herren og slås med ulve. Om at lægge sit liv i Guds hånd og styrelse. Om underfulde bønhørelser, hvor Gud selv griber ind, når det kniber. Om, hvordan Gud sørger for bleer til børnene, hus og bil til de voksne, og penge, når der er brug for det. Gud taler direkte til missionæren og vejleder og fører ham derhen, hvor Han vil. Også den Onde er på spil. Djævelen skolder barnet for at forpurre forældrenes planer om at adlyde Gud! Og han viser sig i et syn som en truende, men tandløs drage. Endelig hører vi om islams bedrag og de åndeligt fortabte tyrkere, som går direkte i Helvede.
Det er bare alt for meget! Næsten ikke til at holde ud at læse midt i den lyse danske sommer. Men også kun næsten. For bogen rummer også selvindsigt, selvkritik, anfægtelser og personlige skuffelser, som er svalende og menneskelige. Som når den unge missionær føler sig som én stor fiasko, og da han erkender, at ansvaret som missionær ikke må overskygge ansvaret som ægtemand og far. Man glæder sig også, da han indrømmer, at mennesker aldrig må være projekter, men tværtimod er velsignelser fra Gud, som fører ham til en dybere forståelse af evangeliets budskab.
Missionæren er Martin de Lange, som sammen med sin hustru, Petro, og deres tre drenge har levet 14 år i det sydøstlige Tyrkiet som missionærer blandt tyrkere. De boede 50 kilometer vest for floden Eufrat i byen Malatya på kanten af det bibelske Paradis.
Martin og Petro er begge vokset op i Sydafrika i religiøse hjem, hvor kirkegang og engagement i den lokale menighed blev en del af deres dna. Men som 17-årig skete der en omvæltning for Martin. Han var på et kursus i evangelisation og fortæller, hvordan det åbnede hans hårde og stædige hjerte for Gud. Fra da af blev Gud hans daglige vejleder og arbejdsgiver og dét i en grad, så da en frygtindgydende tyrkisk betjent mange år senere slår ham og spørger: ”Hvem har sendt dig? Hvem betaler dig? Hvor får du penge fra?”. Så er Martins svar: ”Gud har sendt mig, og Gud giver mig alt, hvad jeg har brug for.”
På trods af megen modstand fra myndighederne og konstant overvågning af politiet lykkes det alligevel at opbygge en menighed i Malatya. Og der bliver etableret en bibelbrevskole og uddelt utallige bibeler mange forskellige steder.
Sidst i bogen kommer så det store chok og katastrofen, som er anledningen til bogen. Tre af Martins nære venner og medarbejdere bliver myrdet på kontoret i Tyrkiet den 18. april 2007. Martin og hans kone var kort forinden sammen med deres drenge rejst tilbage til Sydafrika og får her nyheden via en telefonopringning. Martin var den, som havde ført de tre myrdede ind i missionsarbejdet i Malatya, og han føler sig naturligvis ekstremt skyldig. Samtidig føler han sig også lidt snydt, for hvorfor var det ikke ham, der skulle have betalt prisen? Hvorfor havde Gud skånet ham? En missionær fra deres missionsorganisation OM, Operation Mobilisering, som selv havde oplevet, hvordan hans kone var blevet skudt af muslimske ekstremister, sagde da til ham:
”Nogen må blive tilbage for at fortælle historien! Måske skånede Gud dig simpelthen for at sikre sig, at vidnesbyrdet om dine venners martyrium ikke skulle dø.”
Hvad skal man sige? Det er en ualmindelig og radikal missionstjeneste, som man kan kalde naiv, overspændt eller bare for meget. Til gengæld minder den slående om Paulus, som i Andet Korintherbrev, kapitel seks, beskriver missionstjenesten som en krævende opgave fuld af nød, angst, pinsler, fængsel, uro, møje og besvær, søvnløse nætter.
Hvem har dog lyst til at udsætte sig for det? Hvem har lyst til at sige til Gud: ”Send mig!”?
Måske vil denne bog virkelig kunne inspirere nogle til at påtage sig opgaven. Derfor burde der være en advarselstrekant på forsiden. For at være missionær på den måde er farligt og ikke for sarte sjæle.