Jim Lyngvild: Missionæren, der taler med både Odin og Jesus

Jim Lyngvild er en omdiskuteret figur i dansk kirke- og kulturliv. Han har selv svært ved at forstå kritikken. Han bringer jo bare det kristne budskab ud til folket. Kristeligt Dagblad har tilbragt en dag i Jim Lyngvilds verden

Jim Lyngvild. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Jim Lyngvild. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Klokken nærmer sig 12 i Faaborgs bymidte, og folk flokkes om indgangen til den gule Helligåndskirke, som bier, der sværmer ved indgangen til stadet.

Coronarestriktioner siger, at så længe, der ikke synges, må der være op til 250 personer i kirkerummet. Menighedsrådsformand Thomas Ingemansen står uden for våbenhuset og gelejder folk ind og ud, mens han med jævne mellemrum kigger hen over alle hovederne for at vurdere, om der er for mange inde i kirken.

En høj, ranglet fyr med en række røde runer tatoveret på sin skaldede isse sniger sig ind på menighedsrådsformanden bagfra og giver ham et klap i måsen. Menighedsrådsformanden vender sig om med et sæt.

”Nå, det er bare dig,” griner han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den høje fyr marcherer roligt ind i kirken, hvor kvinder og mænd, nok flest kvinder, bevæger sig langsomt rundt og betragter de udstillede værker. Meterhøje kunstfotografier af Jesus på korset, Daniel i løvekulen, Mariæ bebudelse og opstandelsen.

”Fantastisk,” lyder det.

”Smukt!”

”Altså, hvad laver han egentlig, ham Jim Lyngvild?”, siger en kvinde så til sin veninde.

Ingen har endnu for alvor lagt mærke til den høje fyr. Han smiler et perfekt, porcelænshvidt smil og råber så, så alle i kirken kan høre det:

”Han laver ikke en skid !”.

Det er sidste dag, designeren og iværksætteren Jim Lyngvilds omdiskuterede billeder hænger i Faaborg Kirke. I morgen kommer der en lastbil for at køre dem til København, hvor Jesus, Daniel og alle de andre det næste stykke tid vil være at finde i stormagasinet Illums glasvinduer ud mod Strøget.

Billederne har, vurderer menighedsrådet i Faaborg, trukket i omegnen af 50.000 besøgende til over sommeren. Caféerne har været fyldte, og de lokale brokker sig over, at det ikke har været til at finde en parkeringsplads, når man skulle ind og handle. Præsten Lene Matthies, der holder til på kontoret over for kirkepladsen i Faaborg, er træt, men lykkelig. Hun har ikke holdt sommerferie, blandt andet fordi der også lige kom et DR 2-program ”Præsten og hedningen” oven i det hele. Menighedsrådet er glade. Det samme er en række andre præster og kirkelige aktører rundt om i landet. Og det lukningstruede Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet har netop bestilt Lyngvild til at illustrere en ny salmesamling.

Men der er også nogle, der er sure.

Jim Lyngvilds billeder hører ikke til i en kirke, mener nogle. Én ting er den høje grad af nøgenhed, bryster og tatoveringer. Noget andet er stilen. Den er blevet kaldt vulgær, pompøs og alt for meget, for figurativ uden rum for fortolkning. En tredje ting er kunstnerens intention: Hvordan skulle en mand, en erklæret asatro, som har ordene ”Odin ejer mig” tatoveret bag sit højre øre, egentlig kunne sætte sig ind i det budskab, kirkekunsten skal formidle?

Det er lige præcis disse spørgsmål, der fik Jim Lyngvild til at sige ja, da Kristeligt Dagblad spurgte om lov til at følge ham en dag.

”Jeg har ventet på, at I skulle ringe,” lød det.

Klokken ni på den sidste augustmorgen i år ruller Kristeligt Dagblads bil ned ad grusvejen til Ravnsborg. Ravnsborg er Jim Lyngvilds selvbyggede hjem og fremstår som en stor vikingeborg i mørkt træ, hvis tårne og spir kan ses helt ude fra hovedvejen. Her bor og arbejder Lyngvild og hans livsledsager, Morten Paulsen. De to har været par i 19 år, og holdt kobberbryllup sidste år. Her på Ravnsborg er Lyngvilds rekvisitlager og studie, og i gårdspladsen ligger et asatempel. Der er også en overdækket terrasse med plads til 100 mennesker og et julemarked.

To granddanois-hunde er de første, der kommer én i møde. Så kommer Jim Lyngvild ud i armygrøn T-shirt, stramme bukser og sorte tennissko. Han viser ind i køkkenet, til guldalderudsigten over et frodigt område.

”Om vinteren er der dækket af vand dernede,” siger han og peger ud i det grønne.

”Vi har traner, vi har storke, jamen vi har så mange fugle. I det træ derude klokken 11 sidder der ofte havørne.”

Det tog parret to år at bygge stedet, de gjorde det selv, bankede, hamrede og faldt ned af stiger i ét væk, fortæller Lyngvild. Morten Paulsen kommer ind og sætter en termokande kaffe og nogle kopper frem på bordet, mens Jim Lyngvild sætter sig til rette for bordenden. Løfter hovedet og smiler.

”Nå, jeg har jo sagt, hvad jeg gerne vil. Men hvad vil I have ud af mig?”.

Egentlig begyndte hans dag allerede klokken fem, med et langt karbad. Dér måtte Kristeligt Dagblad ikke være med, hvilket måske er forståeligt. Men det er hér, Jim Lyngvild mest konsekvent praktiserer sin tro.

”Altså, så sidder jeg og har en lille samtale. Som regel er det med Odin, men lige for tiden taler jeg rigtig meget med Jesus,” siger han.

”Jeg tror jo på, at skaberkraften er én kraft. At Gud er den samme for alle religioner, men at profeterne er forskellige. Og Jesus, han er virkelig sej. Jeg ville tit ønske, at Odin sagde det samme som ham. Odin er meget konsekvenspædagogisk, Jesus er mere...”.

Han tænker lidt.

”Min samtale med Jesus er meget psykologisk. ’Se det lige fra den anden side,’ kan han sige. ’Kunne du overveje, om det var dig, der var galt på den?’ Hos de nordiske guder må man rydde op efter sig, når man har lavet noget dumt. Hos Jesus handler det om at være på forkant. Og jeg tror ikke, Odin bliver sur på mig, fordi jeg engang imellem også sender en kærlig tanke til Jesus.”

I øvrigt kan man jo aldrig vide, hvornår Jesus viser sig, tilføjer han.

”Charlotte Rørth så Jesus i en kirke i Spanien. Hvad hvis han pludselig stod lige hér foran mig i morgen?”.

Vi går ind i en aflang spisehal med et langt plankebord i midten og stole dækket med dyreskind. Lige nu fungerer det som studie. Under det høje loft kanter en smal svalegang sig hele vejen rundt, og under taget hænger lysekroner lavet af gevirer.

Jim Lyngvild. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

En mandshøj plasticfigur af Jim Lyngvild i superheltekostume byder velkommen i det ene hjørne, men ellers er rummet fyldt op med de kristne billeder – i lidt mindre versioner end dem, der hænger i Faaborg Kirke.

Billederne er ikke efterredigerede, siger Lyngvild, der er kun skruet lidt på kontrasterne og lagt et filter på, som får det til at se ud, som om de er lavet på gulnet papir.”

”Det dér er et fejltryk, se de striber dér,” siger han henvendt til fotografen og peger på et, hvor Jesus er ved at blive taget ned fra korset på en strand, mens en mørk fuglesilhouet tegner sig på himlen i baggrunden.

”Jeg tager jo egentlig bare et billede af mine modeller på et sted, hvor jeg synes, det giver mening. Så har jeg sådan en benzingenerator med, som giver strøm til min flash. Det er egentlig bare det.”

Han peger på fuglesilhouetten.

”Men nogle gange sker der jo bare noget magisk. Hvor heldig kan man være, at der så lige kommer en havørn forbi!”

Det begyndte sidste vinter med et foredrag om forbindelserne mellem asatro og kristendom i Faaborg Kirke på præstens foranledning. Én af de følgende søndage var Lyngvild til gudstjeneste.

”Jeg sad nede på kirkebænken og tænkte: Forstår jeg dette her? Vi lever i en visuel tid, ungdommen forstår alt visuelt. Så jeg spurgte præsten, om jeg måtte lave seks billeder. Hun syntes, det var en fantastisk idé. Det tog så lige tre møder med menighedsrådet, før den var hjemme, og dér er jeg jo sådan én, der bliver utålmodig,” siger han.

”Altså Jesus ventede jo ikke på, at han skulle være Guds søn, vel? Han var det bare. Og når jeg ved, at noget er rigtigt, så gør jeg det. Så da de endelig havde besluttet sig, var jeg stort set færdig.”

Nu har billederne hængt der i et halvt år, men det stopper ikke her.

På det lange plankebord ligger bunker af plakater i A3-format. Morten Paulsen står og er ved at rulle dem sammen i ruller, som Jim Lyngvild skal have med til Faaborg senere.

”I fredags sad jeg i mit bad, og så sagde en stemme ovenfra: ’Du skal give alle præster disse billeder’,” fortæller han.

Så nu er 18 af hans bibelmotiver blevet trykt i 500 eksemplarer hver, som ligger klar til afsendelse. Halvdelen er allerede afsat, og skal i den kommende tid ud til 250 præstegårde i hele landet.

Èn af de næste opgaver bliver måske at dekorere våbenhuset i Nødager Kirke på Djursland, der skal genindvies efter brand. Jim Lyngvild er i dialog med præsten om hvordan, og præsten havde lige nogle ting, der skulle tænkes igennem, fortæller han.

”Det er vigtigt for mig, at præsten er med, for det er jo hende, der skal stå og forkynde. Menighedsrådet, provsterne, biskoppen, de er bare administratorer,” siger han.

Faktisk er ”selveste biskoppen” også med på Lyngvildvognen, og senere i dag skal han transportere et billede af Jesus på korset ind på Fyens Stifts kontor midt i Odense.

Billederne koster kirken nul kroner. Han tager 131 kroner for at sende plakater ud, penge der går til plakatrør og transport.

Hvor får du pengene til alt det hér fra?

Han ser over på ægtefællen, der er ved at trække en elastik over en plakatrulle.

”Jeg aner ikke, hvad der står på kontoen, det er Morten, der står for den del.”

”Indtil for kort tid siden var Morten administrerende direktør i vores cremefirma, Raunsborg. Vi har også et bryggeri, der leverer øl til butikker i hele landet. Og så holder jeg mange foredrag, især i Jylland. Men penge er sådan lidt en død energi for mig. Det er ikke for pengene, jeg gør det.”

Hvorfor gør du det så?

”Nu har vi i 40 år ikke turdet vise Jesu genopstandelse som andet end klatter på et lærred eller en glasplade. Forstå mig ret, jeg elsker Maja Lisa Engelhardt og Per Kirkeby. Men hvor mange unge mennesker har forstået budskabet på grund af de værker?”.

Han peger på et af sine egne billeder, ”Grebet i ægteskabsbrud”, baseret på fortællingen om Jesus, der møder en prostitueret på gaden, som er ved at blive stenet. I Lyngvilds fortolkning er horen et lesbisk par med tatoveringer og piercinger, og det, de bliver ”stenet” med, er smartphones.

Ud over det er der ikke meget at tolke på.

”Det er blevet kaldt for stavepladekunst, og jeg er faktisk enig,” siger Jim Lyngvild.

Virkelig?

”Hver gang, der bliver sagt noget i den stil, skal jeg lige tænke over det, for folk mener det jo ikke positivt. Men de har ret. Faktisk ser jeg det slet ikke som kunst, i øvrigt, hvor megalomant ville det lige være at udråbe sig selv til kunstner? Det ville være ligesom at gå rundt og sige: ’Jeg er et geni!’ eller ’Jeg har skrevet et hovedværk’. Kun andre kan dømme, om det, du laver, er kunst.”

”Jeg er formidler, og dét her er anskuelsestavler anno 2020. Jeg laver ikke billeder til 60-årige teologisk stærke mænd og kvinder, jeg laver billeder til unge mennesker, der ikke fatter, hvad kristendommen går ud på. Og det undrer mig meget, at folk kan blive provokerede af det. Det her er pænt og nydeligt, sjovt og til at forstå. Jeg forstår det, fordi, jeg kan se det! Men det rigtige er åbenbart en klat på en glasplade, og så sidder der en kunstner og griner hele vejen til banken.”

Jim Lyngvild. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Han lægger armene over kors og betragter sit billede af Maria Magdalene med lysende hvidt kranium i hånden. Det glansbilledagtige look er måske fordi han selv er et meget religiøst menneske, siger han.

”Jeg kunne jo have valgt at vise Jesus som stiknarkoman på Vesterbro, det havde da været oplagt, hvis man gerne ville provokere,” siger han og stikker sig selv i håndfladen med en pegefinger.

”Det er der masser, der har gjort før mig. Men hvad skulle det gavne? Det ville være at sætte sig selv først. Jeg vil bare gerne vise det smukke i fortællingerne. Måske leder det til tanker, som måske leder til religion. Og nu bliver det næsten for højstemt, men: Lad de små børn komme til mig!”

”Halløj,” lyder en stemme ude fra køkkenet

”Det må være Lucifer,” smiler Jim Lyngvild og går med hurtige skridt ud for at tage imod sin model.

Søren Greve, som Lucifer rigtigt hedder, er gartner inde i Faaborg, og har i en del år klippet græsset her omkring Ravnsborg. Han giver pænt hånd og sætter sig hjemmevant ned i køkkenet, scroller på sin mobiltelefon, mens Jim Lyngvild stryger op ad trappen. Han kommer ned med to store, hvide englevinger og to blonde parykker, som han længe vejer i den ene og anden hånd.

”Den hér er jo mere platin. Bliver det for Barbie-agtigt?”

Han prøver parykkerne på Søren Greves hoved og beslutter sig for at gå med den knap så platinblonde. Så forsvinder han igen, og kommer kort efter tilbage med en plastickurv fuld af store koralsmykker og guldkroner, to grønne djævlehorn og et væld af fingerringe.

”Jeg henter lige en lille hudfarvet trusse til dig,” siger han, og Søren nikker.

Normalt er han bare nøgen.

Jim Lyngvild har en ”bruttotrup” af almindelige mennesker, som han bruger som modeller. Jesus er for eksempel en fyr, der hedder Christoffer fra Kolding og som læser erhvervsøkonomi. De fleste modeller har han fundet blandt sine følgere på Facebook. Søren Greve har ikke tal på, hvor mange gange, han har stået model. Han har aldrig fået en krone for det.

Mens Lyngvild roder rundt ovenpå, byder lejligheden sig til at spørge modellen, hvorfor han gør det.

”Fordi det er sjovt,” siger han og trækker et smil fra det ene øre til det andet.

”Jeg er selv døbt og konfirmeret, og jeg synes, projektet er fedt. Og så hænger jeg tre steder på Koldinghus lige nu.”

Museumsverdenen har, som kirken, gjort flittigt brug af Lyngvild på det seneste. Med succes redesignede han i 2018 vikingeudstillingen på Nationalmuseet og frem til januar er hans billeder af danske konger og dronninger udstillet på Koldinghus.

Jim Lyngvilds modeller er blevet hinandens venner på tværs af alder og køn. De sidder ofte og drikker kaffe sammen, når de er inviteret ind til fotografering, fortæller Søren Greve.

Så kommer Lyngvild ned.

”Vi kører!”

Hans lysegrå bil har kun to sæder, så journalist og fotograf må følge efter. Bilen suser gennem et par landsbyer og ender med at dreje ind ved en grusgrav. Der en helt klar grund til, at det er Lucifer, der skal fotograferes i dag. Han er blevet misforstået som ond, frygter Jim Lyngvild.

Lucifer, der som bekendt også går under navnet Djævelen eller Satan, blev forvist fra himmeriget og styrtet til helvede, da han opførte sig for meget som Gud. Men var det Gud eller menneskene, der kastede ham ud? Var han blot syndebuk? Det undersøger Jim Lyngvild lige for tiden. En del af undersøgelsen foregår i badet om morgenen, en anden her i grusgraven.

”Der er da sådan lidt Kanaans land over det her, er der ikke?”

Han slår bagsmækken til bilen op og hiver en slidt form for motor og en sort paraply på en trefod ud, placerer det i det første og bedste hul i grusgraven, mens en gravko brummende bevæger sig rundt i baggrunden.

Søren Greve går i gang med at sætte guldringe på sine fingre, og snart kommer Lyngvild tilbage til bilen. I løbet af et minuts tid er de store koralhalskæder, hår og smykker arrangeret.

”Lucifer” sætter sig i gruset, mens Jim Lyngvild forklarer sine tanker med at ornamentere figuren så meget.

”Jeg tænker på, at der skal være en snert af forfængelighed. Han skal være lidt for smuk. Pyntet, vild og uforståelig. Han må godt udstråle, at jeg ikke umiddelbart forstår ham. Men jeg ved ikke, om jeg synes, han skal kastes ud af himlen af den grund.”

Med et hurtigt ryk trækker Jim Lyngvild i snoren til sin generator. Der sker ingenting.

”Der er slukket for benzinen, Jim,” siger Søren Greve og peger på en sort knap.

En øredøvende larm sætter i gang, da det lykkes at få den tændt. Flashen, der skal ”æde alt naturligt lys”, som Lyngvild siger, gør sit arbejde. ”Lucifer” drejer ansigtet fra side til side.

”Ikke smile, flot”, siger Jim Lyngvild, mens han fotograferer, og går så tilbage til sin bil for at tjekke resultatet i mørket under en hættetrøje.

”Aaaav min ryg,” jamrer han og strækker sit lange legeme bagover.

Det hele er overstået på under et kvarter.

Da det går op for de besøgende i Faaborg Kirke, at Jim Lyngvild er i kirken, er det som om den summende sværm pludselig skifter retning. Der går ikke mange sekunder, før han er omringet.

”Vil du ikke skrive hér?,” siger en dame og holder den lille udstillingsfolder frem.

Lyngvild må have fat i journalistens kuglepen. Der skal også tages selfies. Billederne får masser af ros.

”Er det maleri eller foto?,” spørger en kvinde.

Jim Lyngvild. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

”Hvordan får du det tredimensionelle frem,” spørger hendes mand.

Jim Lyngvild begynder at gå billederne igennem ét for et i et improviseret foredrag. Forklarer, hvordan han fandt sin guldkalv hos den lokale slagter, og bliver suppleret af menighedsrådsformanden ude fra våbenhuset, da han bliver i tvivl om en detalje i fortællingen om horen, der stenes.

”Tak!,” råber Lyngvild tilbage.

Folk griner på de rigtige tidspunkter og klapper begejstret, da han er færdig. To kvinder fra Kerteminde fortæller, at de, da de spurgte om vej herned, mødte en mand, der kaldte billederne ”rædselsfulde”.

”Det er jo smag og behag,” siger den ene, mens den anden nikker.

”Det, man har hørt, er meget det dér med, at han viser bare bryster. Men da vi var små og gik i kirke, havde englene i loftet da heller ikke tøj på. Så hvad er egentlig problemet?”

Ude i Faaborgs gader med gamle bindingsværkhuse hviskes der, da Jim Lyngvild forlader kirken: ”Det er da ham, er det ikke?” Og der råbes: ”Vi skal ned og se dine billeder!”

”Faktisk, så hader jeg alt det der,” siger Lyngvild, tilsyneladende ligeglad med, at et par, der også var i kirken går lige bag ved os.

Hvad er det for en mekanisme, der får dig til at gå derind så?

”Jamen, så holder de mund. Og man skulle da være et ringe menneske, når man nu alligevel er der, ikke at give lidt af sig selv. Men jeg er jo ikke præst. Jeg er ikke skabt til at forkynde. Og på en måde føles det som om, jeg hver gang trækker en fjer ud af min fjerdragt. Forstår du?”

Når han støder ind i en lokal bekendt deler han gavmildt ud af coronaureglementerede kram.

”Det, jeg holder mest af ved fynboer er, at janteloven er så udtalt. Man skal altså virkelig ikke komme og tro, man er noget. Dér hvor vi skal spise, brokkede ejeren sig i sidste uge over, at nu kunne jeg godt komme og tage noget af hendes opvask, fordi de havde haft så travlt. Og jeg tænkte: ’Du siger jo faktisk tak til mig. Det er det, du gør.’”

Morten Paulsen har hjemmefra reserveret bord på en café. Vi bestiller tre stjerneskud og da vi har sat os, vender Jim Lyngvild tilbage til badesituationen i morges.

”For tiden er Odin lidt stille. Men så ævler Jesus løs i stedet,” griner han og tager en slurk af sin danskvand. I et par sekunder er der, for første gang i dag, helt stille.

”Det har faktisk været virkelig svært. Jeg har været bange for, at Odin ville blive sur. Han kan godt finde på at trække tæppet væk under folk, når de mindst venter det. Han kan bygge folk op, favorisere folk, for så at slippe dem,” siger han og lader noget usynligt falde ned fra sin hånd.

Har du overvejet bare at blive kristen?

”Alle dem, der skifter over fra en religion til en anden bare sådan dér, Iben Thranholm eller ham Johan Chr. Nord. ’Så var jeg det, vupti, så blev jeg det. ’Stop jer selv!’”

Han læner sig alvorligt ind over bordet:

”Jeg har sluttet en pagt med Odin. Jeg har ofret mit hoved til ham med dén her tatovering. Er du klar over, hvor stort et offer, det er? Jeg kan aldrig nogensinde blive vært på ’GO’aften Danmark’ og jeg kan heller ikke rejse ind i Kina. Jeg græd i to uger, før jeg fik den lavet, men jeg var nødt til det.”

Sådan er det i den nordiske mytologi, forklarer han. Det er ikke nok at tro, man kan opnå frelse ved at lægge en blomst. Har man store ønsker eller er man i knibe, må man sende noget den anden vej. Der en grund til, at man engang ofrede mennesker, som han siger.

”Jeg har også ofret en sølvpokal, som kostede mange penge til ham. ’Hvorfor gør du det dér’ sagde min mor. Hun forstod det ikke. Jeg sagde til hende: ’Mor: Har jeg mit livs kærlighed på 19. år og en stor vikingeborg? Synes du, jeg har det godt?’ Siden da har hun ikke spurgt.”

Hvor er sølvpokalen nu?

”I en høj lidt uden for Assens”.

I bilen tilbage mod Ravnsborg ringer Lyngvilds telefon.

”Goddag, Lars fra Illum. Må jeg ringe lidt senere, jeg er lige ved at lave et interview.”

Jim Lyngvild fortæller, at han har haft voldsomme migræneanfald på det seneste, og at han har været nødt til at tage morfin for smerterne.

Du arbejder relativt hårdt. Hvor kommer det fra, tror du?

”Det er jo heller ikke godt, når det går så hurtigt, vel? For nylig sagde jeg til Morten: ’Jeg har det, som om jeg løber en marathon, og jeg når aldrig i mål.’ Så sagde han: ’Men Jim, jeg løber jo med dig og samler alt det op, du taber.’”

Han skærer ansigt.

”Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Det er sikkert et eller andet freudiansk med, at jeg ikke fik lov at pille i min egen afføring som barn og noget med min far. Det kan der vel skrives afhandlinger om. Men jo, jeg vil gerne have ros. Og på et tidspunkt talte jeg med én, der sagde: ’Det der med, at du altid skal have ros, det skal vi have pillet ud af dig.’ NEJ, vi skal ej! Det er da det, der gør, at jeg er, som jeg er.”

”For nylig skulle jeg lave et interview til radioen, hvor jeg skulle svare på 240 spørgsmål og så skulle det munde ud i noget med, hvilken personlighedstype, jeg var. Og det var så kedeligt . Så jeg løj bevidst i flere af mine svar, fordi jeg kunne se, hvor det bar henad.”

Han fornemmer uroen hos journalisten.

”Det er ikke fordi, jeg lyver nu, vel. Jeg hader bare at blive puttet i en kasse på den måde.”

Jim Lyngvild har boet på Fyn de seneste 20 år, men er opvokset på den københavnske vestegn, i Albertslund. På Lyngvilds profilbillede på Facebook omfavner han sin mor. Hun har opdraget ham og hans fire søskende alene, fortæller han.

”Hvad laver jeres mor og far?” spørger han så ud af det blå. Vi forklarer os, og han spørger ikke mere ind. Der er stille et par sekunder.

Hvad lavede din mor og far?

”Min mor arbejdede i antikvitetsforretning. Min far var narkoman.”

Og – han ernærede sig som pornostjerne i 1970’erne, fortæller han. Moderen lever endnu, faderen er død.

”Vi er jo 50 procent mor og 50 procent far. Min mor er åndelig og hjertegod. Min far var lysende.”

Jim Lyngvilds fulde navn er Jim-Martin Alexandar Konstantin Falke-Skjold Wegener Lyngvild. Han er døbt Jim-Martin Wegener Lyngvild, resten er gamle familienavne fra faderens side, han har taget til sig.

”Jeg går meget op i slægtsforskning og min fars familie er én af Europas ældste familier. Går man et par hundrede år tilbage er de sådan nogle, der altid har omgivet sig med eliten og selv bestredet høje poster. Noget, man også kan se, er sindssyge,” siger han.

”Jeg havde garanteret fået alle mulige diagnoser, hvis man havde haft fokus på det, da jeg var barn. Jeg kan se min far i mig selv, det flakkende og det med hurtigt at miste interessen for noget, hvis det bliver for nemt eller kedeligt. Men jeg har også noget andet. Når jeg kommer ind i et rum, indtager jeg det. Sådan var min far også. Og min farfar, meget karismatiske mænd.”

Når han møder sine gamle skolekammerater fra Albertslund siger de til ham, at han ikke har forandret sig. Selv mener han, at han blev misforstået, da han var barn. At han fra begyndelsen vidste, at han havde noget særligt, men at de andre ikke altid kunne se det. Skolebiblioteket var ét af de trygge steder, med Valhalla-tegneserierne, encyklopædier og bøger om hvid magi og ånder. Adgangen til en anden dimension, som han siger.

”Og så kan jeg huske, at jeg, da jeg var en fem-seks år var med på en udflugt til Sagnlandet Lejre. Du ved, der er sådan et hesteskind i offermosen, og det kan godt virke dystert. Jeg kan huske, at der var nogle af de andre børn, der græd. Men jeg følte mig fuldstændig hjemme. Det var vel dér, jeg begyndte at tro.”

Der skal tro til, når man skal køre gennem Odense midtby ved tretiden og forsøge at følge efter Jim Lyngvild i bil.

”Klingenberg 2, der ligger stiftskontoret,” sagde han, da han stod i gårdspladsen på Ravnsborg og var ved at surre et billede af den blødende Jesus på korset fast på sin trailer med et blåt reb.

Nu bumler han op over en cykelsti inde ved Magasin, fordi han skal vende, så ind på en byggeplads og ud igen, for endelig at parkere på pladsen foran stiftskontoret, der strengt taget ikke er en parkeringsplads. De forbikørende gør store øjne, mens Jim Lyngvild begynder at løsne Jesus fra traileren.

”Jeg skal nok holde øje med bilerne,” siger Morten Paulsen, der er fulgt med.

På vej op kunne man, henover billedet i guldrammen, der hoppede op og ned på kanten af traileren, se omridset af de to gennem bilens bagrude. Lyngvilds hånd, der indimellem kærligt søgte ægtefællens baghovede. De er enige om, at de ikke skal være forældre, fortalte Lyngvild tidligere på dagen.

Jim Lyngvild. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

”Jeg kan faktisk ikke lide børn,” sagde han.

”Og så kan du jo spørge; siger jeg det som et skjold, der gør, at det så ikke gør så ondt ikke at få dem? Det er sikkert rigtigt. Men nej, jeg er ikke skabt til at få børn.”

På stiftskontoret er biskoppen måske gået hjem for i dag. Men tre mand høj kommer alligevel Lyngvild i møde

”Var det dén her I ville have?,” spørger han og kanter billedrammen ind gennem døren til et kursuslokale.

”Jaa! Det er så fint,” siger en kvinde og træder et skridt tilbage.

”Det er meget stort.”

”Men Jesus bliver vel aldrig for stor i det her hus, gør han?” replicerer Jim Lyngvild og smiler bredt.

De tre griner.

”Hvad siger du til at vi beholder ham i tre måneder?” spørger en gråhåret herre.

”Ved I hvad, han er jeres. I må beholde ham så længe, I har lyst.”

Ude på pladsen står Morten Paulsen roligt og spejder efter parkeringsvagter. Jim Lyngvild hilser af for i dag. Senere har han en aftale i Faaborg Kirke med Ghita Nørby, skuespillerinden og divaen, som han har lavet en række tv-programmer med. Han har lovet at vise hende billederne, før de i morgen tages ned.

”18.30 er jeg din. Hvis det passer,” skrev hun i sms’en tidligere og Lyngvild oversatte fra Ghita’sk:

”Det betyder: 18.30 har du bare at stå klar til at vise mig rundt i Faaborg Kirke ellers er du ekskluderet af det gode selskab for evigt!”

I morgen står han tidligt op igen som altid, og sætter sig i sit bad. Troen har vi, siger han og citerer Anne Linnet, ”fået for at bruge den”. For ikke at blive for sikre på, at vi har alle svarene selv.

Hvem skal du tale med i morgen?

”Nu har jeg jo brugt hele dagen i dag på Jesus. Så skylder jeg måske Odin en ekstra tanke i morgen. Men det kommer også an på, hvem der taler til mig. I bund og grund tror jeg, at Odin er B-menneske, så det er muligt, at Jesus kommer først.”