Prøv avisen
Interview

Rasmus Bjerg: Mit allerstærkeste kort i livet er at være mig

Med alderen har Rasmus Bjerg fundet ud af, at kirkegang er ”en lige så stærk katalysator som alkohol til at være i livet.” – Fotos: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen

Skuespilleren Rasmus Bjerg fandt sig selv som barn – ved at spille andre. Siden har han haft succes som alt fra den uopdragne bjørn Bruno i børnefjernsyn til ”Jeppe på bjerget” på teater- scenen. Nu er han aktuel i rollen som sangeren John Mogensen i filmen ”Så længe jeg lever”

Der var blod på hovedpuden, da Rasmus Bjerg for otte år siden vågnede op på sit hotel efter en våd aften i Københavns natteliv.

”Jeg kunne ærligt talt ikke huske noget fra den nat, hvor jeg havde været ude at fejre, at jeg havde haft modet til at sige op efter syv år som fastansat på Aalborg Teater. Nu ville jeg kaste mig ud på de 70.000 favne og se, om jeg kunne leve som freelancer. Men den dag ramte jeg jorden med et brag,” siger Rasmus Bjerg, der fortæller om sit livs største nedtur.

”Jeg havde stærke tømmermænd, da telefonen ringede. Det var en journalist fra Ekstra Bladet, der ville vide, hvad jeg havde at sige til mit forsvar. For journalisten påstod, at jeg havde pandet en dame ned om natten. Det troede jeg ikke på, men da han sagde, at de havde overvågningsbilleder af det, skyndte jeg mig at sige undskyld. For jeg kunne ikke selv huske noget, og hvis de havde overvågningsbilleder af mig, måtte det jo være rigtigt.”

Næste dag blev han hængt ud på forsiden som voldspsykopat, og selvom en efterfølgende undersøgelse viste, at han slet ikke havde pandet nogen ned, men til gengæld selv fået bank, ramte de første dages forsider ham:

”De skrev pænt på side 36, at der alligevel ikke var noget i sagen, men den offentlige udskamning gav mig simpelthen social angst, så jeg lå derhjemme og havde ondt af mig selv på antidepressiv medicin, mens min kone som en anden Jean D’arc gik rundt til vores børns børnehave og skole for at bede personalet om at gøre forløbet så roligt for børnene som muligt. For der gik jo noget tid, inden jeg blev renset.”

”Men sagen klistrede til mig. Jeg var selvfølgelig flov over, at jeg i det hele taget havde haft det kontroltab, at jeg ikke kunne huske noget, men jeg troede, at alle troede, at jeg var en voldspsykopat, så det var en overvindelse for mig at gå ind i en bus og køre rundt i Aalborg, men sådan kom jeg langsomt tilbage til mig selv og kunne droppe medicinen.”

Siden er det gået bedre og bedre for Rasmus Bjerg, der nu står på toppen af sin karriere med hovedrollen i Ole Bornedals nye film ”Så længe jeg lever”, hvor Rasmus Bjerg spiller sangeren John Mogensen, der mildt sagt var fuld mere end én aften i løbet af sin karriere.

”Jeg har ikke været alkoholiker som John Mogensen, men jeg kender godt alkoholens dæmon fra mig selv. For jeg ved, hvordan den virker, så man kan slippe sig selv og glemme, hvordan man har det. Jeg tror faktisk, at jeg kender alle de dæmoner, der plagede John Mogensen. Selv har jeg bare aldrig turdet drikke, før jeg skulle på scenen. For ellers ville jeg bare glemme mine replikker. Men John Mogensen drak sig mod til at stå på scenen, for han hadede at stå der, og det virker, som om han aldrig følte sig god nok, selvom han gav 300 koncerter om året,” siger Rasmus Bjerg og tilføjer:

”John Mogensen blev anerkendt af folket, men han ville også gerne anerkendes som kunstner. Og det kan jeg godt genkende fra mig selv. I mange år syntes jeg ikke, at det var fint nok, at jeg altid skulle castes som den sjove mand. Og allerede mens jeg gik på teaterskolen, gik jeg og efterlignede skuespillerne fra Det Kongelige Teater, mens jeg hele tiden ventede på, at folk skulle opdage, at jeg ingenting kunne.”

”Men i dag har jeg fundet fred med mig selv. Jeg har aldrig haft mindre angst og mindreværd. Og jeg synes, at det publikum, der har set mig i ’Alle for tre’ er lige så fint som dem, der har set mig spille Dostojevskij eller Holberg. For jeg har fundet ud af, at mit bedst kort i livet er at være mig.”

Allerede som barn fandt han ellers fred ved at spille andre, da hans mor opfordrede ham til at deltage i dramaundervisning i Kolding:

”Jeg tror, at jeg var 8-9 år dengang, og jeg følte faktisk, at jeg fandt mig selv ved spille andre dengang. Inden da havde jeg mest spillet klovn i klassen, men jeg følte mig altid misforstået. Og jeg følte mig i forvejen som en outsider. Begge mine forældre var også keramikere, og vores hjem lignede ikke de andres i den lille landsby, hvor alle ellers havde de samme lædersofaer og dufte af roser på toilettet.”

”Sådan var det ikke hjemme hos mig, hvor min far gik i hønsestrik og havde langt hår og skæg. Men til gengæld blev jeg nærmest kvalt i kærlighed. Jeg kunne ikke engang få lov til at gøre oprør. For da jeg over for min hippiefar forkyndte, at jeg havde tænkt mig at blive markedsøkonom, sagde han bare, at det da var dejligt, at der var en i familien, der ville kunne tjene penge. Og så droppede jeg skuffet de planer,” siger Rasmus Bjerg og ler, inden han tilføjer:

”Sådan adskiller min opvækst sig også fra John Mogensen. For selvom jeg har følt tvivl og mindreværd, har kærligheden altid været grundtonen i mit liv. Der har altid været nogen, der greb mig, før jeg slog mig helt.”

”Men John Mogensen endte jo nærmest med at drikke sig selv ihjel. Jeg hørte et radiointerview med ham fra 1970’erne, hvor en journalist havde fulgt ham hele dagen. Og han starter helt ædru og sjov, men ender helt lallende og ynkelig. Det fald viste radiointerviewet, og det har jeg prøvet at arbejde med i filmen ved at trække på mine egne erfaringer. For jeg har jeg selv prøvet at være ynkelig, men jeg har heldigvis rejst mig, fordi jeg altid er blevet grebet af andre.”

Med årene føler Rasmus Bjerg, at der måske også er andre end mennesker, der har grebet ham, før han ramte bunden helt:

”Jeg føler mig i hvert fald mere og mere troende med alderen. Jeg tror på, at der er noget, der er større end os, der binder os sammen. Og jeg elsker at gå i kirker. Det er nogle magiske rum, der på en måde er udenfor tid og rum. Jeg kan sidde der i hele og halve timer, især i Grundt-vigskirken, som jeg bor i nærheden af. For jeg har fundet ud af, at det er en lige så stærk katalysator som alkohol til at være i livet.”

Ordet spiritus er vel også afledt af det spirituelle?

”Ja, og det giver ikke tømmermænd at komme i kirke. Jeg ved ikke, hvad Gud er. Og jeg forstår heller ikke Bibelen så bogstaveligt. Men jeg ser troen som et sted at finde fred og håb. For det er rart at tro på, at der findes noget, der er større end os selv.”

Filmen ”Så længe jeg lever” åbner også med Ingemanns salme ”Tit er jeg glad”, der indrammer John Mogensens splittede sind. Og sådan kan salmerne også både sætte ord på det svære liv og give håb for fremtiden, mener Rasmus Bjerg:

”Ingemann rammer livets grundvilkår smukt, fordi der altid er en tåre bag smilet, men også altid et håb bag tåren. Men nu føler jeg mig faktisk tit mest glad – helt uden at græde. Og jeg har på fornemmelsen, at jeg er på vej ind i de bedste 10 år af mit liv. Jeg er lykkelig over min familie, som betyder mest for mig. Måske bliver jeg aldrig en helt stor kunstner. For jeg er gift med min kone, ikke med mit fag. Men nu har jeg også roen til at nyde, at jeg får lov til at spille alle mulige spændende roller, mens jeg hviler i at være mig selv.”

Foto: Leif Tuxen