Prøv avisen
Klassiker

Knausgård: Mit indre er der meget at skrive om - ikke sandt!

Karl Ove Knausgård betragter sig selv som ateist, men tror på noget konstant i meningsløsheden, som blandt andet opstod med hans fars død, som er udgangspunktet for den første "Min kamp". Foto: Sigrid Nygaard

Når man runder 40, ændrer ens livssyn sig radikalt, siger Karl Ove Knausgård, der i den selvbiografiske "Min kamp"-serie skriver om blandt andet sit anstrengte forhold til sin far. Læs eller genlæs dette interview med den norske forfatter i anledning af hans seneste bog i årstidsserien og optræden denne weekend på Louisiana Litterature

Han har rygende travlt. Den norske succesforfatter Karl Ove Knausgård har siden sidste forår skrevet på livet løs for at få nedfældet sin historie så hurtigt som overhovedet muligt.

På bare et år skal seks bøger ligge færdige. Og nu er der kun én bog tilbage, som afslutter et livsværk på 2500 sider om Karl Ove Knausgårds barndom, faderens død, livets meningsløshed og alle andre detaljer fra forfatterens 41 år lange liv. Så detaljeret, at han har opdigtet begivenheder og samtaler for at udfylde nogle af hullerne.
 
Den selvbiografiske gigantroman med den rekord-hurtige tilblivelse bliver hyldet af de norske læsere og kritikerkorpset. 225.000 bøger er det foreløbig blevet til for de første "Min kamp"-bøger, som sammenlignes med Hamsun, Ibsen og Proust.

De ekstremt intime, detaljerede og selvudleverende bøger bliver også mødt med kritik på grund af sammenblandingen af selvbiografiske og fiktive metoder.

Kort sagt har Karl Ove Knausgårds kontroversielle og omfattende roman i den grad været i vælten under dets tilblivelse, især i Norge, men også i danske medier, allerede inden det har nået de danske boghylder.

Den prisbelønnede norske forfatter har hidtil låst sig inde i sin lejlighed i Malmø og sagt nej tak til interview med medierne for at kunne koncentrere sig om det omfattende projekt. I denne uge tog han dog en kort pause fra det intense skriveri med den sidste bog, som skal være færdig om en måned, for at promovere den danske udgave af "Min kamp I", som udkommer på onsdag.

Kristeligt Dagblad møder arbejdsnarkomanen hos hans danske forlægger midt i København. Den langhårede, store nordmand står på tagterrassen og ryger en af sine mange cigaretter. Trods den hektiske periode er det kun rolige og bløde norske ord, der kommer ud af hans mund.

"Jeg tror stadig på det," lyder det optimistisk fra Karl Ove Knausgård, som lader til at være ved godt mod trods det selvforskyldte arbejdspres og den heftige debat omkring bøgerne.

"Det går faktisk godt, så længe jeg koncentrerer mig om at skrive og gør det hurtigt. Jeg var lidt nervøs for fem'eren, for jeg troede ikke, jeg kunne nå det. Men det gik," siger Knausgård, der sidder med sine store hænder foran sig og for det meste kigger ned i bordet, når han leder efter de rette ord.

Han løfter kun hænderne for at føre det grånende lange hår om bag ørerne og ser indimellem op på mig efterfulgt af de norske ord "ikke sandt?"

Men det er ikke nemt at forstå, hvad den 41-årige forfatter med flere romansucceser og priser bag sig har så travlt for. Man skulle tro, at udfordringen snarere ligger i at finde indhold til hele 2500 sider om ens eget liv.
 
"Nej, det er ikke svært. Jeg er ikke stødt mod en mur. Måske med seks'eren, som er lidt vanskeligere og anderledes end de forrige. Den er mere essayistisk og filosofisk. Men det skal nok gå," siger han afdæmpet og fortæller om processen.

"Der ligger en slags frihed i at være tidsbundet. Uden presset kunne jeg ikke gøre det. Det handler om at slippe alle krav til perfektion og præstation. Det går naturligvis ud over kvaliteten, men så kommer der andre gode ting ud af anstrengelserne. Men jeg gør det aldrig igen."

Mange skriver først deres erindringer senere i livet. Hvorfor har du som 40-årig haft et behov for at udtømme din historie?

"Tidspunktet passede godt," siger Karl Ove Knausgård med en lethed, som var hans projekt det mest naturlige for enhver at tage sig til midt i livet. Men han vil ikke kalde "Min kamp" for sit litterære hovedværk eller livsprojekt. Det har bare vokset sig stort hen ad vejen, fortæller han.

"Når man runder 40 år, stopper man op, ser tilbage på sit liv og tænker over, hvordan man er havnet der. Og så handlede det også om at blive far. Ens livssyn ændrer sig radikalt. Da min far var 40 år, forlod han familien. Jeg kunne for første gang se på livet med hans øjne."
 
"Men meget er kommet undervejs og har været selvgenererende. At skrive biografisk har været kernen og grunden til bøgerne. Og så ville jeg skrive om alt, så der ikke var noget tilbage. Og så må jeg se, hvad der sker efter det. Men det har da også handlet om overhovedet at kunne gøre det. At det er muligt. Jeg har aldrig haft de store problemer med at skrive. Og denne gang handler det om mit indre, og der er meget at skrive om."

"Min kamp" er som sagt en omfattende selvbiografi tilsat romanens fiktive virkemidler. Kombinationen har sat Knausgård i et dårligt lys hos især hans familie. "En bog fuld af usandheder" og "judaslitteratur" lyder det fra familiemedlemmer, der føler sig udleveret og vil trække forfatteren i retten for injurier.

Men også norske forfatterkolleger langer ud efter Knausgård. "Upålidelig" skriver Jan Kjærstad i den norske avis Aftenposten. Han synes modsat flertallet, at der ikke er tale om banebrydende skønlitteratur som hos Hamsun og Ibsen.

Knausgård tager ikke kritikken så tungt og prøver at undgå at læse om det, mens han skriver.

Men hvorfor har han overhovedet sat sig for at udfordre romangenren og blande den med filterløs realisme?
 
"Det var hele tiden tanken at bruge romangenren på mig selv. Jeg har aldrig tænkt på at blande fiktion og virkelighed, men jeg ville anvende fiktionsvirkemidlerne på virkeligheden. Jeg har forsøgt at holde mig så tæt til mit virkelighedsbillede som muligt og så bruge romanen som apparat. Når jeg skriver om mig selv som 16-årig, er det mig. Alt stemmer, stemningen, mennesker og steder. Men detaljerne er indimellem opdigtet eller rettere lagt til."

Går det dig ikke på, at læserne bliver i tvivl om, hvad der er sandt, og hvad der er opdigtet?
 
"Jeg vil tro, de fleste ved, at de læser en roman. Jeg kan ikke se den store forskel, om man som læser ved, hvad der er sandt. Oplevelsen er den samme, vil jeg tro, ikke sandt?"

"Jeg ser på det som en roman med mig selv som subjekt og objekt. Udgangspunktet er en fortælling om min historie. Jeg synes, det er interessant netop at bruge romanens blik på virkeligheden. Det gør noget ved optikken. Synsvinklen ændrer sig, og der sker en lille forskydning i måden at skive på."

Har du selv været i tvivl om, hvad der er sandt?

"Ja, absolut. Der er barndomsminder, som jeg har været sikker på skete, men som andre kan fortælle mig foregik på en anden måde. Minder er ekstremt relative. Men når man begynder at skrive om det, sætter det gang i andre minder om især stemninger.
 
"Jeg husker visuelt godt og kan huske mit barndomshjem, landskaber og ansigter godt. Men jeg kan ikke huske, hvad der nøjagtigt skete. Jeg har blandt andet fået hjælp af barndomsvenner til at huske på ting."

Død fylder som begreb meget i hans første Min Kamp-bog. I indledningen skriver Knausgård nærmest kommenterende om samfundets paradoksale syn på døden og de døde. På den ene side gemmer vi de døde væk for at undgå at blive konfronteret med det uundgåelige. På den anden ser vi dagligt døde i medierne og i film.
 
"Det handler om, hvad vi ser, og hvad vi ikke ser. Hvad vi snakker om og ikke snakker om. Det er udgangspunktet for bogens udvikling. Min fars død kom som et chok for mig. Jeg brugte meget tid på at tænke over det. Grundlæggende er det jo uforståeligt for mennesker, når noget bare forsvinder. Vi forstår ikke døden. Døden er nulpunktet, et meningstab," siger den norske forfatter, som afslører, at sidste bog indeholder hans overvejelser omkring død og meningen med livet.
 
Knausgård betragter sig selv som ateist, men religion har en særlig plads i hans søgen efter meningsfuldhed. For ham skaber religion, kunst og litteratur mening midt i det, han kalder for meningstabet.

Han skriver et sted, at han ikke græder over sine børn, men snarere over en god bog.

"Det er en spidsformulering."

"Det handler om, at man midt i hverdagslivet ikke ser, hvad man har. Og man ser det først, når man ikke har det længere. Kunst er derimod meningsfortættende og utrolig intenst. Det er noget, man kun har adgang til i et øjeblik, mens hverdagen altid er der. Det er et koncentrat. Jeg tror, mange tænker på deres arbejde i stedet for på familien, især forfattere og kunstnere. Jeg kender mange, der har det sådan. Jeg tror, det er en normal familiekonflikt. Min mor sagde engang, at det var kedeligt at passe børn."

Dine bøger har temaer som angst, skyld og tilgivelse. Har du en kristen-freudiansk verdensanskuelse?

"Ja, det er der noget om. Der ligger noget protestantisk i bøgerne. Det er et dybt eksistentielt projekt, hvor udgangspunktet netop er en følelse af meningsløshed i forbindelse med min fars død. Og det handler også om samfundets sekularisering. Når mennesker føler, at livet er meningsløst, tvivler man vel på, om Gud findes. Det kalder på protestantisk refleksion."

"I bog nummer to skriver jeg om min bedste ven, som påtager sig skyld og vil alt det gode og søger det. Den handler også om at afstå fra ting i verden som for eksempel materielle goder. Den problemstilling vender jeg tilbage til i den sidste bog." 

"Jeg er optaget af verden uden et gudsbillede. Jeg tror, at der i søgen efter noget mening også ligger noget konstant, og måden, man taler om dette på, ændrer sig. Jeg har før skrevet om engle, men jeg forstår det ikke. Det er uden for vores tid. I disse bøger skriver jeg om det uden de store symbolladninger. Det er en anden måde at skrive om det på."

"Ikke sandt!"