De blev født i første del af 1900-tallet, og de var på ingen måde rødstrømper.
Faktisk erindrer jeg ikke, at de nogensinde tog emner om kønnenes ligestilling op til debat. Tværtimod husker jeg, at deres pædagogik til tider var meget traditionel og kønsrollebetonet: forskellige forventninger til drenge og piger, forskellige fag til drenge og piger, forskellige disciplinære straffe til drenge og piger.
De var i det store og hele produkter af den fremherskende kultur, hvor en persons vigtigste kendemærke var/er kønnet.
Alligevel vil jeg påstå, at de har betydet mere for udviklingen frem mod et samfund med ligestilling end nogen anden enkelt faggruppe. De var nemlig de nære, lyslevende og praktiske eksempler på, at kvinder kunne være både kloge, stærke og selvstændige. At der var andre muligheder for piger/kvinder end dem, vores mødre havde fået tildelt.
Hele min barndom var jeg fast besluttet på, at jeg ville være som dem. Være én af dem.
Jeg ville være lærerinde.
Det absolut største, en kvinde kunne blive i min verden. Og jeg ved godt, at det i dag hedder lærere om begge køn, men dengang hed det lærerinder, og jeg kan lide ordet. For mig er det en hædersbetegnelse.
Jeg har bred folkeskoleerfaring, fordi jeg voksede op i en nomadefamilie. Mine forældre var en slags interne fattigdomsflygtninge, som hele tiden håbede på, at det næste lille husmandssted ville kaste mere af sig end det foregående. Og at de ville ende med at sidde på en rigtig gård.
De fik aldrig "arbejdet sig op" til at eje en gård, men jeg fik – før jeg blev konfirmeret – ti forskellige barndomshjem i større eller mindre forfald. De fleste af dem i sydjyske landdistrikter. Således kom jeg til at gå i seks forskellige skoler.
Min mor fødte ti børn i løbet af 15 år og arbejdede hårdt i hus og have, mens min far for det meste var syg, arbejdsløs eller begge dele på én gang. Min mors liv var ikke misundelsesværdigt, og jeg var ikke ret gammel, før jeg vidste, at jeg ønskede mig en anden form for tilværelse. I den forbindelse vendte jeg mit blik mod lærerinderne.
Når man i dag spørger mig, hvordan jeg blev mønsterbryder, nævner jeg altid LÆRERINDERNE som mit første store og afgørende held. Ikke alene var de levende rollemodeller. Mange af dem var også fremragende undervisere. I virkeligheden var de lærerinder, som blev født i begyndelsen af 1900-tallet, nemlig blomsten af Danmarks kvindelige intelligens.
På det tidspunkt var den slagne vej for kvinder: hjem, mand og børn, og det helt store flertal af kvinder tog denne skæbne på sig. Kun meget intelligente og selvstændige kvinder havde andre forventninger til livet, og de klogeste blev – hvis de havde mulighed og midler – enten lærerinder eller sygeplejersker.
Samtidig fandt mange landkommuner ud af, at de kunne spare på lønudgifterne til lærere ved at ansætte kvinder – især som forskolelærerinder. Dengang var uligelønnen nemlig lovbestemt. Forskolelærerinderne fik en relativt kort seminarieuddannelse, men måtte så til gengæld kun undervise de yngste årgange. I mine første skoleår gik jeg overvejende i to-klassede landsbyskoler.
Forskolelærerinden underviste de tre-fire yngste årgange, som gik sammen i én klasse, mens førstelæreren eller degnen, som han også kaldtes, havde de større børn samlet i en klasse.
Sådan fungerede det for eksempel i Harte Skole (ved Kolding), hvor jeg gik i 3.-4. klasse og fik mit første store kvindelige forbillede i skikkelse af frøken Poulsen. Else Poulsen var født i 1901 som datter af en af sognets større gårdejere. Gården skulle hendes bror have, og så fik Else som kompensation en forskolelærerindeuddannelse på Th. Langs Seminarium i Silkeborg.
Frøken Poulsen var, efter min 9-årige mening, det klogeste menneske på jorden. Hendes viden og indsigt var grænseløs. Og en fin dame var hun også. Hun havde sin privatbolig i den ene ende af skolen, og i den anden ende var vores klasselokale med en høj kakkelovn. Ved særlige lejligheder blev man inviteret ind i privaten, hvor alt var så net og nydeligt. Det overgik mig ved flere lejligheder at komme derind, og jeg var andægtig, som havde det været en kirke.
Jeg kom, som nævnt, fra et kaotisk hjem, hvor der på det tidspunkt var seks små børn. At man kunne bo så pænt, ordentligt og rent som frøken Poulsen fik mig på stedet til at beslutte, at jeg ville følge i hendes spor. Være lærerinde. Aldrig gifte mig, aldrig have børn. Jeg tør godt rose mig af, at jeg fik et helt særligt forhold til frøken Poulsen. Det kom sig for en del af, at jeg blev bedsteveninde og sidekammerat med hendes niece, Anne-Mette, som var født samme dag som jeg. Vi var "»tvillinger" og uadskillelige. Anne-Mette var datter af frøken Poulsens bror, som havde arvet slægtsgården, Toftegård. En anden grund til mit særlige forhold til lærerinden var, at jeg faktisk elskede skolen og ivrigt sugede til mig.
Frøken Poulsen skulle
undervise fire årgange på én gang, og derfor var hun selvsagt glad for elever, der var nogenlunde selvkørende. I 3. klasse fik jeg læst alle læsebøger op til 7. klasse. Det var ikke
nogen voldsom præstation, for læsebøgerne var kun 1-2 cm tykke, men altså beregnet til at vare et helt år. Da jeg var færdig med grundskolens læsebøger, forsynede frøken Poulsen mig med krydsogtværser, som jeg kunne løse i dansktimerne. Det udvidede i høj grad mit ordforråd.
På samme måde med regnebøger. Når jeg havde regnet mig gennem én, fik jeg den næste udleveret til selv at sidde og pusle med. Stødte jeg på et uløseligt problem, kunne jeg selvfølgelig altid henvende mig til frøken Poulsen.
Frøken Poulsens aldersintegrerede undervisning blev helt afgørende for min videre færd i skolesystemet. Det forspring, som undervisningen gav mig, betød nemlig, at de mange skoleskift aldrig blev noget traume for mig.
Tværtimod glædede jeg mig til at komme frem til en ny skole og blære mig med, hvor langt jeg allerede var kommet i de faste undervisningsbøger. Min glæde ved at gå i skole (som var nært forbundet med min ulyst til at være hjemme) var stor. Vi havde godt fire kilometer til Harte Skole, og en vintermorgen kæmpede jeg mig alene gennem en voldsom snestorm, gik vild, men nåede dog frem til frøken Poulsens lilleskole med kun en smule forsinkelse. Frøken Poulsen hev mig forfærdet ind i privaten. Jeg var temmelig forkommen, og jeg var den eneste elev, som var mødt op. Hun tørrede mit tøj og gav mig "fin" morgenmad, franskbrød med ost og syltetøj. Derefter kontaktede hun en lokal bonde, som kørte mig hjem i kane.
Det var noget af en oplevelse.
På den tid var kønsroller endnu ikke til debat. Og jeg tror heller ikke, at frøken Poulsen havde problematiseret dem i sit eget hoved. Engang fjollede jeg rundt i en gymnastiktime, og frøken Poulsen sagde: "Når du opfører dig som en dreng, kan du gøre gymnastik sammen med drengene i resten af timen". Det var tænkt som en straf, men jeg nød den faktisk. Jeg misundte nemlig gennem hele min skoletid drengene, at de havde spring, mens vi piger skulle bevæge os yndefuldt til lærerindens klaverspil. Jeg var ikke så yndefuld, men god til at springe over bukken.
På det punkt er lærerne/lærerinderne tilsyneladende ikke blevet et hak bedre de sidste 60 år; i skrivende stund har mit 7-årige barnebarn i første klasse netop haft emneuge om Japan, og ugen skulle afsluttes med en festlighed, hvor alle drengene skulle være sumobrydere, mens alle pigerne skulle være kimonoklædte danserinder (som dansede for bryderne!).
Suk, vi voksne kan åbenbart ikke lade være med at pådutte de små børn faste kønsroller. Hvad gør den pige, som hellere vil være sumobryder? Eller den dreng, som hellere vil danse? Samme dag havde den 7-årige også en såkaldt elevplan med hjem, og heraf fremgik det, at der var en del "pigefnidder" i klassen. Når de 7-årige drenge har uoverensstemmelser, kalder lærerne det ikke "fnidder", men "konflikter".
Væk fra det kønsrollesidespor. Frøken Poulsen var med hele sin eksistens banebrydende for mig, fordi jeg oplevede en anden slags kvindeliv. Hun var også en god lærer. Gav de dygtige frie tøjler til at drøne derudad og understøttede de svage. Hun underviste alle tre årgange i samtlige fag, og fagene flød ind over hinanden. Der var ingen skarp timeopdeling.
Når vi havde præsteret særlig godt, fik vi små røde flag i kladdehæfterne. Det maksimale var tre flag, men ved én lejlighed blev jeg overøst med hele ti flag. I tilknytning til en lektion om rengøring og hygiejne i hjemmet skulle vi besvare følgende spørgsmål: "Hvad tænker du, hvis du kommer ind i et hjem og ser et edderkoppespind i hjørnet af stuen?"
Jeg fik ti flag for følgende besvarelse: "Så tænker jeg, at der har nok været en lille edderkop."
Dengang forstod jeg slet ikke, hvorfor det var en god besvarelse. Det gør jeg nu, hvor jeg sidder og kigger på flagene.
Der var også en årlig "eksamen" i Harte Skole. Vi stillede en række stole op i klasseværelset, og så kom skolekommissionen med præsten i spidsen og hørte os læse højt samt fremsige tabeller og salmevers udenad. Jeg husker, at vi skulle opføre et lille skuespil til "eksamen". Jeg var ikke helt tilfreds med min rolle som "fortælleren". Den var ret kedelig og usynlig, syntes jeg. Jeg skulle ikke engang klædes ud. Frøken Poulsen fik mig trøstet med, at det var den vigtigste og største rolle, og at det kun var mig, som kunne lære så megen tekst udenad.
Det hjalp gevaldigt på humøret.
Jeg havde andre lærerinder af samme kaliber som frøken Poulsen i andre skoler, og tilsammen gav de mig et alternativt kvindebillede. Jovist, jeg skulle være lærerinde. Ikke en hjemmearbejdende fødemaskine som min egen mor. Godt nok elskede jeg min mor, men et liv som hendes ønskede jeg mig ikke.