Prøv avisen

Kløvedal: Det eneste, man kan være bange for i min alder, er den nedværdigende alderdom

”Det er næsten forbudt at sige det, men jeg er et fuldkommen lykkeligt menneske. Jeg har fået alle mine drømme opfyldt," sagde Troels Kløvedal i 2013. Nu er søfareren ramt af aggressiv sklerosesygdom og har sandsynligvis ikke lang tid igen. Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus

Der skal stå langfartskaptajn på min gravsten – for forfattere er der så mange af, sagde Troels Kløvedal i 2013. Læs eller genlæs interviewet med søfareren, som lider af den aggressive sygdom ALS og ikke har lang tid tilbage at leve i

At blive ældre er som at kravle op ad et højt bjerg man bliver lidt forpustet, men udsigten er bedre.

Troels Kløvedal kigger med en tilfreds mine ud ad sit vindue. Her er ingen høje bjerge, men han elsker sin udsigt: Over den store have, hvor de første gule erantis titter frem. Over de flade landbrugsmarker. Over folden, hvor hans to islandske heste går og hygger sig i deres tykke vinterpels.

Og over hønsehuset, hvor seks høns sørger for at holde familien Kløvedal på Gravlev Vestergaard ved Ebeltoft forsynet med friske æg.

"Alle troede jo, at jeg ville bo et sted, hvor der var udsigt til vand, men ærligt talt, jeg ser altså vand nok," siger Troels Kløvedal.

Tre gange har den gamle hippie, som han ikke har spor imod at blive kaldt, sejlet rundt om jorden plus det løse. Utallige er de timer, han har stået bag roret på Nordkaperen, og utallige er de ord, han har brugt i sine bøger, film og foredrag for at berette om den verden, han om nogen har mødt ved selvsyn.

Siden debuten med "Kærligheden, kildevandet ... og det blå ocean" i 1978 kom hans bøger i en lind strøm op gennem 1980'erne og 1990'erne og blev solgt i hundred-tusindvis af eksemplarer. Mangen en drøm om at forlade job og parcelhus for at begive sig ud på verdenshavene er blevet næret af Troels Kløvedals bøger, og rigtig mange danskere har derfor også en fasttømret mening om ham. Som nu den med, at han garanteret bor et sted, hvor der er vand.

"En af ulemperne ved at være kendt er, at folk tror, de kender mig," siger Troels Kløvedal.

"Folk tror, at jeg har rejst så meget, fordi jeg ikke kan lide Danmark, og de tror, jeg har haft massevis af kvinder. Sandheden er, at jeg altid har rejst for at vende hjem, og at jeg de sidste 30 år har været gift to gange."

I næste måned fylder Troels Kløvedal 70 år, hvilket de færreste vel vil gætte på, når de møder ham i hans karakteristiske halvkrøllede røde skjorte og kæden med de grønlandske perler, der sidder tæt omkring hans hals. Han ligner sig selv, sådan som vi tror, vi kender ham.

Der er ikke noget, der hedder pensionsalder i hans metier, så han laver det samme, som han altid har gjort. Han har dog på det seneste lagt mærke til, at kroppen knager og brager lidt, når han står ud af sin seng om morgenen, og at hans gang er blevet en anelse langsommere. Men det, mener han, er såre naturligt og ikke noget, der er grund til at bekymre sig om.

"Ingen generation er blevet så gammel som os, så i den forstand er det jo helt enestående, hvis jeg kan få fem eller ti år mere. Det eneste, man kan være bange for i min alder, er den nedværdigende alderdom, hvor man ikke kan klare sig selv. Jeg ønsker da at dø ligesom Jeppe Aakjær, der skvattede om, mens han gik og lugede sine roser oppe i Jenle," siger Troels Kløvedal, der har skrevet meget om døden i sine bøger og tænker på den hver dag ikke som noget skræmmende, men som en helt naturlig konsekvens af livet.

Troels Kløvedal levede sine første barndomsår i en kernefamilie med far, mor og fire søskende på Østerbro i København. Da han var syv år, blev forældrene skilt, og hans mor stod alene med de fem børn og ingen uddannelse. Troels kom i familiepleje på Lolland, mens hans mor uddannede sig til børnehavepædagog. Senere oplevede han to lykkelige år sammen med sin mor og søskende i Jægerspris, hvor moderen fik arbejde. Men som 11-årig ramte ulykken igen: Han mistede sin mor, der døde af kræft.

"Når man som 11-årig hejser sin mor ned i et vådt hul på kirkegården og senere går ned på kirkegården om natten, fordi man savner hende, ja, så sætter det sig fast, og døden bliver meget nærværende. Hele mit liv har jeg hver morgen, når jeg vågner, tænkt på, at det her ender med et par meter jord over et kistelåg. Det gør mig ikke i dårligt humør tværtimod så synes jeg, det er helt, helt fantastisk, at vi overhovedet er her. Jeg har altid sagt til mine børn, at de skal filosofere. Det er så livsbekræftende hver dag at tænke på, hvor besynderligt det er, at vi er her."

"Jeg er helt sikker på, at når jeg dør, så er det ligesom et gammelt træ, der falder om. Jeg går selv og fælder gamle træer på min grund, som jeg putter ind i brændeovnen, og jeg kan jo se, at inden i stammen ser det ikke for godt ud længere. Det svarer fuldstændig til mine organer og indvolde, de er slidt op. Ligesom det gamle træ i skoven falder for at give plads til, at der kan gro nye og unge op, på samme måde falder jeg en dag," siger han.

"Noget af det sidste, jeg gerne vil give mine børn med, er det, at man ikke skal være bange for at dø. Min datter Gurli var meget syg af kræft i flere år, og hendes livslys stod virkelig og blafrede, men hun overlevede. Når et barn eller et ungt menneske dør, så er det virkelig forfærdeligt, og det værst tænkelige er altid, at dit barn dør. Det er alle forældres største skræk. Men der er altså ingen ulykke i, at jeg dør, for jeg har virkelig levet et rigtig godt liv."

Troels Kløvedal købte sin stråtækte bondegårdsidyl i 1985 og har siden restaureret, bygget om og til. Og ikke mindst forsynet hjemmet med massevise af minder fra sine mange rejser samt tusindvis af bøger, skønlitterære og fagbøger mellem hinanden, og utallige mapper med optegnelser, der bærer eksotiske navne som Polynesien, Påskeøen og Tonga.

Da han sammen med nogle venner købte sejlskibet Nordkaperen i 1967, var det med det formål at rejse ud og se verden ved selvsyn for at se om det, der stod i aviserne, var sandt. Det hed desuden i formålsparagraffen, at han ville sejle med så mange mennesker, som der til enhver tid kunne være om bord, og hvis de skulle blive uenige om kursen, så skulle den, der ville sejle længst væk, have ret. 800-900 forskellige mennesker har i årenes løb være på togt med Nordkaperen .

Troels Kløvedal er en mand, der har hænderne skruet rigtigt på. Han er udlært skibselektriker fra Helsingør Skibsværft og har også taget en fotografuddannelse. Ligesom han selv har restaureret sin bondegård, har han også selv vedligeholdt Nordkaperen.

Han brød sig ikke meget om at gå i skole og har aldrig fået en studentereksamen endsige nogen akademisk uddannelse. En karriere som journalist blev ikke til noget, efter at han på et tidspunkt søgte ind som journalistelev på Kristeligt Dagblad og blev afvist.

Alligevel er han langt mere belæst end de fleste. Tidligt i sin ungdom mødte han en ældre antikvarboghandler, der tog ham med ud at tømme dødsboer. Her lærte han at sætte pris på klassikerne og kastede sig videbegærligt over Dostojevskij og Homer og danske forfattere som Sandemose, Thøger Larsen, Otto Gelsted og Sophus Clausen.

"Jeg mener, at godt håndværk er lige så livgivende som gode digte og romaner, og jeg holder af begge dele," siger Troels Kløvedal og fortæller historien om dengang, han røg tre uger i fængsel, fordi han nægtede at gøre militærtjeneste. Han måtte kun tage tre bøger med og valgte: Verdens Lys af Halldor Laxness, Hal Kochs tekster om tolerance og Aksel Sandemoses Dans, dans Roselil.

At han selv skulle blive forfatter, lå ikke umiddelbart i kortene, men når man rejser, skal man også skrive, mener han og sådan blev det.

Hans nysgerrighed, vovemod og lyst til eventyr har gjort ham til Danmarks mest kendte forfatter af rejsebeskrivelser, og han er desuden en af landets mest efterspurgte foredragsholdere. Troels Kløvedal og Nordkaperen er for mange blevet symbol på 1960ernes idealer om fællesskab, engagement og en sammenhæng mellem det akademiske og håndværket.

Kløvedal og hans skib er uløseligt forbundet, og derfor er det også noget helt særligt for ham, at Nordkaperen for første gang i 33 år lige nu rent faktisk befinder sig i Danmark, nærmere bestemt i Aarhus Havn. På grund af pirateri har det været for risikabelt at sejle det herop ved egen hjælp, så skibet har været om bord på et kæmpestort containerskib. Nu skal det rigges til og sejles til Ebeltoft, hvor det får en fast kajplads tæt på Fregatten Jylland. Til maj og hen over sommeren stævner han ud på et togt i de danske farvande, hvor han skal medvirke i en udsendelsesrække på TV 2 med titlen Mit Danmark. Når han går i land undervejs, vil han blandt andet tage fat på Sandemose, J.P. Jacobsen og Thøger Larsen.

"Danmark er på mange måder et enestående land, og jeg føler i den grad, at mit væsens rod er i Danmark. Selvom jeg har rejst meget, har jeg aldrig haft lyst til at emigrere," siger Troels Kløvedal, der glæder sig til at komme ud og sejle rundt i fædrelandet.

Han føler sig dybt priviligeret over at være født i Danmark og også over den tid, han er født i.

"Som krigsbarn har vi i min generation ikke oplevet andet end en konstant velstandsstigning. Vi kører rundt i flotte biler, vi sidder her i dejlig varme, vi får gode uddannelser. Vi lever i en fantastisk tid, og selvom vi snakker om krise nu, så er det altså krise på 1. klasse."

"Jeg har altid sagt til mine børn, at de skal lære at leve på en sten. Glem alt om at stifte gæld, for hvis man først er på alt det der, man kan købe i Bilka, så kommer man ingen steder. Jeg skylder ikke en krone væk, for min holdning er den helt gammeldags, at man skal spare sammen, før man køber noget. Det handler om at være en fri mand og en fri kvinde. Hvis man har gæld, er man ikke fri," mener han.

Når han rejser rundt i landet, elsker Kløvedal blandt andet at besøge de danske kirker og kirkegårde, mere for historiens skyld end for religionens.

"Jeg bliver så sur, når jeg kommer til en låst kirkedør. En ting er, at der ikke kommer ret mange mennesker i kirkerne i forvejen, men de kan da i det mindste lukke døren op. Så fjern dog de der sølvlysestager, det er ikke det, man kommer derind for. Når jeg er ude at holde foredrag, har jeg ofte lidt tid til overs og elsker at sætte mig ind i en tom kirke, og så skal døren altså være åben."

Han meldte sig ud af folkekirken som 18-årig, men vil helst begraves i en kirke. Simpelthen fordi kirkerne har alle de gode ritualer.

"Jeg synes tit, at de der kapelbegravelser bliver sådan lidt festtale-agtige. Jeg er kulturkristen og mest til de naturvidenskabelige forklaringer. Men jeg kan så godt lide salmerne og de ritualer, der er i kirken. Mit forhold til kirken er lidt ambivalent, og det kan da godt være, at jeg melder mig ind igen," siger han og trækker på skuldrene.

"Jeg har mest diskuteret religion med min gode ven Ebbe (Kløvedal Reich, red.). Han var med Nordkaperen i et halvt år, og det gode ved lange sørejser er, at man har enormt god tid til at snakke sammen. Jeg synes, det er de naturvidenskabelige forklaringer, der gælder, så det var vi jo ikke helt enige om. Jeg ser virkelig Ebbes død som et tab, for han var den eneste, der rigtigt kunne diskutere med præster, fordi han kunne sin bibel uden at være teolog."

Mange tror, at Troels Kløvedal, når han dør, er sådan en, der skal have spredt sin aske over havet. Men han har for længst besluttet, at han skal begraves. Det med kremeringer er for ham noget, der foregår i koncentrationslejre. Han har også besluttet, hvor hans kiste skal sænkes ned. Det har de lykkelige barndomsår i Jægerspris bestemt.

"Man skylder sine børn et gravsted, og mit må meget gerne ligge på kirkegården ved Kong Frederik VIIs og grevinde Danners stiftelse i Jægerspris, hvor min mor også ligger begravet," siger han.

"På min gravsten skal der stå sejleren eller langfartskaptajnen Troels Kløvedal. Forfattere er der så mange af."

Ifølge Kløvedal er der ingen som helst ulykke ved at skulle dø, og han imødeser sin egen død med sindsro:

"Det er næsten forbudt at sige det, men jeg er et fuldkommen lykkeligt menneske. Jeg har fået alle mine drømme opfyldt. Da jeg var ung, sagde jeg engang: Jeg vil elske alle de dejligste piger i verden, sejle jorden rundt med mine venner og skrive et digt. Og det er faktisk det, jeg har gjort. Så i den forstand har jeg fået det hele."

"Se nu skinner solen," siger Troels Kløvedal i samme åndedrag og kigger ud i sin store have. Øjeblikket er næsten magisk, for solstrålerne kommer ind gennem vinduet, netop som han har færdiggjort sin sætning om det lykkelige liv og lyser med ét hele stuen op.

"Jeg har aldrig taget stoffer, og der var engang en af vennerne i Maos Lyst, der begrundede det med, at jeg er høj på tilværelsen. Det er nok rigtigt."