Målet er at ændre verden

Ildsjæle Vi har glemt fællesskabet, siger kunstneren Jon Sørvin. Derfor kommunikerer han forestillinger om en anderledes verden gennem kunsttidsskriftet N55

Et futuristisk kubehus er kunstnergruppens svar på en husbåd.-- Foto: Leif Tuxen.
Et futuristisk kubehus er kunstnergruppens svar på en husbåd.-- Foto: Leif Tuxen.

En cykellastbil, et trillende sneglehus, som man kan bo i, og et futuristisk flydende kubehus. De er bare nogle af mange ting, som kunstnergruppen N55 har skabt, og som den formidler videre i tidsskriftet af samme navn. Fælles for kunstværkerne er, at de alle forsøger at skabe nye måder at eksistere på, forklarer kunstner Jon Sørvin.

– Det handler om at skabe sociale rammer. I dag lever vi i en monokultur, hvor ideologien er kapitalisme. Vi har forvandlet samfundet fra at være et sted, hvor vi samarbejder, til at være et sted, hvor den eneste måde at sameksistere på er ved at konkurrere med hinanden, siger 40-årige Jon Sørvin. Kristeligt Dagblad møder ham i det gule bindingsværkshus ved halvøen Holmen i København, hvor N55 har værksted. Jon Sørvin fortæller, at han gerne vil ændre verden gennem kunsten og skabe et samfund, hvor det handler om at dele.

– Det var helt utænkeligt, at en grønlandsk fanger ikke delte sit bytte med dem derhjemme. Så blev vedkommende set ned på. I vores samfund i dag er det lige modsat. Derfor er det ekstremt vigtigt at distribuere anderledes forestillinger om verden, og det er kunsten en chance for, siger han.

Af samme grund tager kunstnergruppen, som består af ham selv og hans 34-årige kone Ingvil, heller ikke penge for deres kunst. Tværtimod kan man i kulturtidsskriftet N55 finde manualer til hvert værk med nøje instrukser om, hvordan det er blevet til, hvilke komponenter der er brugt, og hvordan man selv kan lave det. Kunstnergruppen arbejder ofte i udlandet, og derfor er tidsskriftet på engelsk. Jon Sørvin og hans kone blev uddannet fra Kunstakademiet i 1997, og siden da har de levet af de penge, de tjener på udstillinger i både Danmark og i udlandet og har også modtaget Statens Kunstfondstøtte. Tidligere, når Jon Sørvin deltog i udstillinger, havde han det fint med at komme fra Danmark. Nu fortæller han helst ikke, at fædrelandsflaget er Dannebrog.

– Det er blevet tiltagende pinligt især efter Irakkrigen. Vi er ved at skabe et ensrettet samfund, der ikke tager sig af de socialt pressede, og hvor det ikke er tilladt at have en anden hudfarve eller tankegang, uddyber han.

Ideen om at dele og tage ansvar for hinanden kommer også til udtryk i installationen "Public Things" – oversat til dansk "Offentlige ting" – som er lavet til at stå i det offentlige rum. Det er en slags kollektivinstallation med kogeplads, soveplads, lampe, toilet og en taletragt, så man for eksempel kan holde taler, fortælle historier eller give beskeder videre til forbipasserende.

N55 blev dannet, mens de stadig gik på Kunstakademiet. Oprindeligt var de 12 personer, som havde udstillingssted i Nørre Farimagsgade 55, og det er derfra, navnet stammer. Senere flyttede nogle af dem sammen i Studiestræde, og nu tog idéen om at ændre verden fart.

– Vi ville forny byen indefra. Vi lavede et offentligt hjem, hvor folk kunne se vores kunst, og vi begyndte selv at producere mad og møbler, forklarer Jon Sørvin og fortæller, at der heller ikke var noget bad i lejligheden. Som en politisk kommentar til boligpolitikken blev "Hygiejne-system" derfor opfundet. Systemet består af tre plastmoduler med henholdsvis bad, toilet og vandforsyning. De tre plastkuber, som mest af alt ligner tre store terninger, kan stables oven på hinanden, når de ikke er i brug og fylder så cirka 0,36 kvadratmeter.

Næste nummer af N55 har også et politisk budskab. Her er kunsten en tankevækkende kommentar til genteknologi. I tidsskriftet gives nemlig en provokerende opskrift på, hvordan man kan lave en raket, der kan sprede genmodificeret ukrudt, som kan overleve roundup.

engberg@kristeligt-dagblad.dk

N55

Koncentrerer sig om kunstens politiske og sociale implikationer.

Oplaget svinger mellem 200 og 500 eksemplarer.

Det udkommer 10 gange om året.

Det koster 15 kroner og kan købes på museer og hos boghandlere.

Hjemmeside: www.n55.dk

Her ses Jon Sørvin ved siden af en politisk kommentar – en raket, der kan sprede genmodificeret ukrudt stærkt nok til at overleve roundup. – Foto: Leif Tuxen.
Her ses Jon Sørvin ved siden af en politisk kommentar – en raket, der kan sprede genmodificeret ukrudt stærkt nok til at overleve roundup. – Foto: Leif Tuxen.
Stor nok til en voksen mand. Kunstner Jon Sørvin ligger i det trillende sneglehus, som man kan bo i. – Foto: Leif Tuxen.
Stor nok til en voksen mand. Kunstner Jon Sørvin ligger i det trillende sneglehus, som man kan bo i. – Foto: Leif Tuxen.