Hvem er verdens mest berømte nulevende tænker? Mange mener, at den 88-årige Jürgen Habermas er en oplagt kandidat. Hvad han kan? Habermas kan som ingen anden filosof lade sociologi, historie, politologi og teologi indgå i en frugtbar interdisciplinær dialog, hævder Stefan Müller-Doohm i sin store biografi om sin læremester, der i løbet af de seneste 30 år har udviklet sig fra klassisk venstrefløjstænker til socialdemokrat og usvækket EU-ideolog.
Jürgen Habermas voksede op i Gummersbach tæt på Köln. Han blev født i 1929 med en læbe-gane spalte, og forfatteren til det siden så berømmede værk om ”den kommunikative handlen” blev som barn mobbet for sit talebesvær. Hans levnedsskildrer pointerer, at netop derfor måtte sprog og solidaritet blive de to vigtigste emner i Habermas’ tænkning.
Jürgen Habermas understreger selv, at hareskåret betød, at han ikke kunne tilslutte sig nazismens idealer. Habermas var dog aktiv i Hitlerjugend som sanitetshjælper, og kort før krigens afslutning skulle han have være indsat på Vestfronten: ”Ved et rent og skært held var jeg et andet sted den aften, militærpolitiet ville hente mig. Og så kom amerikanerne, gudskelov.”
Ja, Habermas er for så vidt et lykkens skødebarn, der voksede op i et kærligt hjem med omsorgsfulde forældre, og har selv levet et harmonisk familieliv med kone og tre børn. I tilgift har Habermas ofte haft vinden i ryggen i offentlig sammenhæng og kan ikke klage over mangel på opmærksomhed, omend denne konstant har været forbundet med polemik.
Habermas er dog ikke selv uden skyld deri. ”Det er irritabiliteten, som forvandler den lærde til en intellektuel,” konkluderede Habermas, der blev optaget på den myteomspundne Frankfurterskole, hvor filosoffen Adorno gav ham tanker og ord til at bearbejde en holdning, han allerede havde inden filosofistudiets begyndelse.
Habermas’ intellektuelle gennembrud fandt sted, da han i 1953 angreb Martin Heidegger. Siden har han deltaget i stort set alle offentlige debatter i Tyskland. Fra spørgsmålet om Tysklands brune fortid til den nuværende strid om EU.
Af Adorno havde Habermas lært, at al samfundstænkning skal formes, så Auschwitz ikke gentager sig. Derfor måtte demokratiets væsen og den dertilhørende samtale tages alvorligt. Habermas henviser i den sammenhæng til ”det bedre arguments ejendommeligt tvangløse tvang”. Formuleringen ligner jo et paradoks på en prik, men Habermas mener, at nok udgår der tvang fra et argument, men alligevel er det tvangsløst, for når argumentet er bedre, så må man jo uvægerligt bøje sig for det. Medmindre – ja, medmindre hensigten helliger midlet, og økonomi eller teknologi med deres instrumentaliserede fornuft dominerer. I så fald kommer ”Systemverdenen” til at kolonisere ”Livsverdenen”, som det hedder med en berømt formulering. Og dialogen lider skibbrud.
Det sidste oplevede Habermas selv, da han ville skrive sin afhandling på den venstreorienterede Frankfurterskole, men ragede uklar med instituttets leder og blev vist vintervejen.
I stedet fik Habermas professor Erich Rothacker som vejleder. Rothacker var gammel nazist, men han begejstredes ikke desto mindre over sin elev og anpriste afhandlingen. Og den ellers stålsatte antinazist Jürgen Habermas foretog aldrig et opgør med sin ”Doktorvater”, ligesom han heller ikke gjorde det med sin far, der havde meldt sig ind i NSDAP i 1933.
Hvorfor Habermas ikke gjorde det, giver hans levnedsskildrer ikke rigtig nogen (god) forklaring på. Müller-Doohm vægrer sig ved at gå i rette med sit idol. Men dermed bliver bogen for bleg og slet ikke biografisk.
Müller-Doohm introducerer filosoffen Habermas – javist. Men han bedømmer ham ikke som menneske. I en fodnote beskriver venner Habermas som et ”livsglad og selskabeligt anlagt menneske”. Eksempler herpå er der ingen af i bogen.
Forfatteren skriver detaljeret og respektfuldt om alle de bataljer, Habermas har involveret sig i. Men han tager ikke stilling til, hvor Habermas tog fejl, og går heller ikke i dybden med, hvad Habermas opnåede med sit forfatterskab, eller hvad det kom til at betyde for hans elever.
Müller-Doohm holder sig til kronologien og baggrunden for det passerede, og på den baggrund efterlader han blot læseren med et gevaldigt mas med Habermas.
Hver onsdag skriver vi om bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.