Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Jacob Skyggebjerg skriver i en rus-lignende strøm af ord

4 stjerner

Jacob Skyggebjerg er en mester til at beskrive syg afhængighed, og hans skildring af folkeskolelæreren Erlings besættelse af en skolepige er tøjlesløs

Jacob Skyggebjerg er en af de mest eksplosive prosaister, vi har i Danmark i øjeblikket. I hans nye roman sendes vi tilbage til den midtjyske by Løsning anno 2000, hvor fordrukne grusgravsarbejdere kører dødsræs mod hinanden, og hvor svinefabrikken Daka både stinker og sponsorerer logo-gaver til byens tombolaer.

Omdrejningspunktet er den lokale folkeskole, hvor det udbrændte ægtepar Irma og Erling arbejder. Her hersker der nådesløs mobning med Tabergruppe 1 og Tabergruppe 2 som de helt store aftagere og 10.-klasseeleverne Kasper Nielsen og Skvajjer som afsendere. Ægteskabet mellem Irma og Erling er ikke bare gået i stå, det synker ned i sølet som en udtjent Toyota, mens Irma og Erling står og iagttager det uden at røre en finger.

Erling har i ren desperation efter at føle noget – og føle sig som nogen – forelsket sig fuldstændig uforbeholdent i 9.-klassespigen Mira. Forelskelsen er lige dele længsel efter hans egen ungdom og frihed og et behov for at være den ”store mand”, men samtidig er besættelsen gennemsyret af en syg stalker-tendens.

Som læser balancerer ens sympati hele tiden med fare for at tippe over mod en stempling af Erling som pædofil og et deraf følgende ønske om, at det skal ende galt for ham, og samtidig er Erlings forelskelse så gennemgribende og afgørende en begivenhed for ham, at man håber på, at hans nyvundne rosenrøde lys må blive ved med at skinne på ham. Ikke ulig den amerikanske film ”American Beauty”, der netop kom i år 2000, og som der er en del referencer til undervejs i romanen.

”Der går min klasselærer” er også en brutal skildring af mobning. Værst går det ud over Stig, der mistede sin far til selvmord, og som selv skriver ”Jeg hader mig selv” i hæftet, når hans klasse bliver bedt om at reflektere over deres voksne liv efter skolen.

Her viser Erling sin sande natur og skifter bare hæftet ud, mens inspektøren Karl-Ejnar kalder Stig ind til en halvhjertet samtale om ensomhed. Bagefter fortsætter den voldsomme mobning, uden at nogen griber ind. Også mobningen beskrives fuldstændig uden filter, og som læser sidder man og venter på, hvilken del af fællesskabet Løsning der bryder sammen først.

Jacob Skyggebjergs stærkeste kort er uden tvivl hans socialrealistiske miljøskildringer og hans indblik i det, der kan kaldes underklassens Danmark. Det beviste han i ”Jalousi”, der primært foregår i belastede miljøer på Amager, og det sætter han en fed streg under i ”Der går min klasselærer”. Hans beskrivelser af især social status og maskulinitet i årtusindeskiftets trinbræts-by er utrolig slående, og Jacob Skyggebjerg skriver som altid meget underholdende.

Med den verdensfjerne drømmer Erling, der svinger mellem at afsky sig selv og synes, han er verdens gave til kvinderne, til poesien og til lærergerningen, er der ingen grænser. Erling er optaget af sin egen forelskelse og genvundne sanselighed med hver en fiber i sin krop, og det afspejler sig i tekststykker, der bare fortsætter og fortsætter i kosmisk ordgejl.

Det er tydeligt, at Jacob Skyggebjerg kan skrive, og at han gør det uden tøjler og i en næsten rus-lignende strøm af ord. Faren ved det er, at strømmen kan fortsætte derud, hvor socialrealismen slipper, og hvor det karikerede tager over. Det skete i kollektivromanen ”Hvad mener du med vi”, og det sker næsten også i ”Der går min klasselærer”.