Musikalsk, kristen modernisme. Den er drilsk, for hvordan kan man høre, om toner uden ord udtrykker noget kristent? Nemmest bliver det nok at indkredse, hvis man koncentrerer sig om en konkret komponist. Gælder det dansk, kristen modernisme, kan der kun blive tale om én, nemlig Rued Langgaard.
Moderne, men bibelsk og tilmed båret af en veritabel renæssance i disse år. Og den rette til at fortælle om ham må være Jørgen I. Jensen, der både er teologisk universitetslektor nylig fratrådt og førende ekspert i Langgaard. Såvel det kristne som det musikalske er hermed i sikre hænder.
Virkelig gennemført modernisme i musikken brød igennem i 1920erne med dissonanser, så man med det samme mærker det splittede, forrevne moderne. Men selvom Rued Langgaard komponerede i denne tid han levede til 1952 er dette ikke hans stilart. Hans tonesprog befinder sig i overgangen mellem senromantikken og denne avantgarde.
LÆS OGSÅ: Når kunstnere vil vise det usynlige
Skal man forstå modernismen hos Langgaard, skal vi tilbage til 1890erne, betoner Jørgen I. Jensen. Langgaard klinger af både senromantik og modernisme.
Vi må have et begreb ind imellem de to, nemlig symbolismen. Langgaard læste da også den litterære symbolist Johannes Jørgensen med interesse.
I 1890erne var musikken umådeligt storladen, så ambitiøs i vælde, at den truede med at bryde sammen under sin egen vægt. Og den regnedes på parnasset for den mest beåndede kunstart.
Kompositionsmusikken står i 1890erne på en kunstnerisk tinde, højspændt og beundret af de andre kunstarter. Fra at have været regnet for et behageligt akkompagnement blev musikken i 1800-tallets anden halvdel nærmest til kunstarten par excellence. Lyrikere og malere begyndte at hylde den for at være den helt abstrakte kunst, der er identisk med sit eget udsagn. Dette betød, at Rued Langgaard og andre komponister kom til at føle, at de havde et helt særligt metafysisk ansvarsområde.
De udfyldte det ved at udvide formerne til bristepunktet?
Det er rene gigantværker, der komponeres fra 1890erne og frem til 1920. Vi får disse umådelige kæmpesymfonier, også herhjemme. Tænk på Carl Nielsens Det uudslukkelige og Richard Strauss Also sprach Zarathustra i Tyskland. En halvt religiøs, halvt kunstnerisk forpligtelse hviler over hele musikken. Som den danske forfatter Ernesto Dalgas sagde: Hvad der engang var religion, bliver til kunst.
Men Rued Langgaard er så mangfoldig og forener i sin musik så mange impulser, at han faktisk må kaldes postmoderne.
Han stod for senromantik, men samtidig også for noget meget moderne. Først med begrebet postmodernisme bliver vi i stand til at forstå ham. Han griber inspireret tilbage til Schumann og Mendelssohn og nærmer sig samtidig det kaotiske.
Rued Langgaard blev født i København i 1893, og hans ret specielle barndom blev prægende for ham.
Han kom fra et meget religiøst og meget musikalsk hjem. Faderen, pianisten Siegfried Langgaard, var faktisk musikanmelder ved Kristeligt Dagblad. Hjemmet plejede også en særegen hang til forurettelse, som sønnen arvede. Hans fjendskab over for Carl Nielsen er kendt.
Forældrene regnede unge Rued for geni, og han fik lov at gøre, hvad der passede ham, fortæller Jørgen I. Jensen.
Han gik ikke i skole, men undervistes hjemme. Adspredelsen bestod kun i spadsereture fra lejligheden i Niels Juels Gade til Marmorkirken, som livet igennem stod som det store tempel for ham. Stak det ham at forlade middagsbordet for at gå ind at komponere, så gjorde han det. Forældrene opdrog ham simpelthen til idealet af et geni. Og han lærte i hjemmet, at kristne led forfølgelse. Det kom for hans vedkommende til at holde stik.
Det er ikke ualmindeligt, at forældre regner deres afkom for genialt. I Rued Langgaards tilfælde havde de faktisk ret.
Hans musikalitet har været fuldkommen eventyrlig. Havde Langgaard hørt et værk to gange, kunne han sætte sig ned og spille det. Det talent havde Carl Nielsen ikke.
Han debuterede som 11-årig ved orglet i Marmorkirken, og allerede hans 1. symfoni er supergod. Men typisk nok skrev han den for et orkester, større end det fandtes herhjemme, så det måtte uropføres i Berlin af Berlinerfilharmonikerne. Det skete under stor pressedækning og med dronning Alexandrine som protektrice. En stor kritikersucces. Han mente, det var begyndelsen, men det blev faktisk højdepunktet og han var 17. Siden blev det steder som salen hos KFUK i Næstved, han opførtes. Det er sært, hvad der afgør, om man kommer i cirkulation, funderer Jørgen I. Jensen.
Med stigende forbitrelse følte Rued Langgaard sig udelukket af hovedstadens højere musikkredse. Jørgen I. Jensen vil dog mene, at en stor portion af forfølgelsen kun eksisterede i fantasien hos den tyndhudede kunstner, der meget nemt blev krænket.
Han havde svært ved at omgås andre mennesker. Da han som ung endnu færdedes i Københavns selskabsliv, sagde man om ham: Han har ellers høje tanker om sig selv. Det var faktisk ikke så sært, for han havde aldrig mødt modstand. Kun forældrenes dyrkelse. Derfor blev det bittert for ham, da de døde, og han stadig ikke fik noget at lave.
Rued Langgaard tog i 1940 imod en stilling som dom-organist i Ribe, men følte sig forurettet og sendt i eksil i provinsen. Så stor en ydmygelse var der dog ikke tale om, understreger Jørgen I. Jensen.
Det var faktisk et udmærket job. Det var den udmærkede biskop Scharling i Ribe, der sørgede for det. Rued Langgaard var altså ikke kun en forfulgt uskyldighed.
Langgaard fattede stærk modvilje mod den 28 år ældre Carl Nielsen, som var den ubestridte stjerne i dansk musikliv. Langgaard mente, den ældre mester modarbejdede sin unge konkurrent, men den idé vil Jørgen I. Jensen gerne skyde ned.
Langgaard begyndte først at rakke Carl Nielsen ned offentligt fra 1927. Han havde forinden skrevet et brev til ham med en bøn om, at han kunne gøre noget for ham. Karakteristisk nok regnede han med, at man banede vejen for ham. Carl Nielsen svarede ikke, men han var også syg med dårligt hjerte. Han modarbejde ikke Langgaard, men var blandt andet med til at præmiere et af hans værker, hvad han endda høstede kritik for. De har også spillet sammen. Nielsen og Langaard har jo meget til fælles. Der er ligesom en fælles dansk substans, de begge trækker på.
Det var ikke en nogen almindelig folkekirkelig kristendom, som prægede den store komponist. Men den var evangelisk i den forstand, at hans egne intensive læsninger i Det Nye Testamente i høj grad udstak hans kunstneriske veje.
Ved sin sidste store orgelmesse smækkede Langgaard simpelthen Bibelen op og spillede direkte fra den. Under en orgelimprovisation til Den rige mand og Lazarus i Ribe Domkirke beretter tilhørere, hvordan Langgaard, mens han kørte nede i det dybeste register, lænede sig ud over pulpituret og råbte ned til dem: Kan I høre, hvor han sveder?.
Jørgen I. Jensen ler hjerteligt, springer op og henter en fortegnelse over Rued Langgaards mange værker, en tyk bog på 550 sider. Manden skrev og omskrev nemlig med titanisk flid livet igennem.
Slå op et tilfældigt sted! Du vil sikkert ramme et skriftsted, formentlig et apokalyptisk.
En finger ind og ganske rigtigt: Den store skøge fra Johannes Åbenbaring. Det myldrer over alle sider med bibelske titler til kompositionerne.
Han har levet og åndet med de bibelcitater!.
Han var meget optaget af apokalypsen, så den store skøge, et andet navn for Antikrist, er helt typisk, fortæller Jørgen I. Jensen.
Undergangsvisionerne stiller ham formmæssige udfordringer. Som lynet slog Kristus ned er der noteret et sted, og hvordan skal man lige vise det musikalsk? Hans musik antager derfor nogle helt exceptionelle former, som ofte læner sig op ad formløsheden det modernistiske kaos. Det er et meget krævende sted at opholde sig. Men han reddede sig gennem ved sin helt usædvanlige musikalitet.
Hvordan kan musik, når der ikke synges, være kristen? Kan der være religiøse figurer i selve tonesproget?
Godt spørgsmål. Den er ikke nem. Komponisten kan naturligvis lægge tonecitater ind, Langgaard citerer for eksempel salmen Wachet auf , som kirkevante straks vil genkende. Med til modernismens musik hører i det hele taget noget hinsidigt, en transcendens, som naturligvis er præget af kristendommen, om de enkelte komponister vil være ved det eller ej.
Hvis man spillede Langgaard for udenlandske musikeksperter, som ikke kendte ham, ville de så kunne sige: Dette er kristen musik?
Det ville de. De ville kunne høre det i dette klart apokalyptiske. Ligesom man kan høre, at musik af Richard Strauss eller Frederick Delius ikke er kristen musik, men er inspireret af Nietzsche. I Langgaards Sfærernes musik ligger i starten nogle store dissonanser, der ligesom angiver det religiøse, siden nogle jugend-agtige septim-akkorder. Det er åndeløst spændende. Jeg elsker at høre det!.
Jensen springer op og demonstrerer akkorderne på sit flygel.
Er Langgaards musik blevet opfattet som for svulstig for danske øren?
Jo, det mente man. Laub og Carl Nielsen er da også et helt andet sted. Men han er faktisk ikke svulstig. Der er noget meget afgjort melodisk over hans værker og klare motiver.
Et sted skriver Rued Lang-gaard i forbindelse med sin interesse for Antikrist-figuren, at den også rummer det positive, at den er forvarsel om Kristi snarlige komme. Og da gør menneskene klogt i at indskrænke deres oppustede ego. Publikum må lære, skriver Langgaard, at se helt til bunds i sit eget forfængelige jeg, før det kan forstå kirkens ånd. Her kan musikken være en etisk, kristen vejleder og vise at Antikrist er herold for Krist. Thi i jeget er også det onde. Så lad os da i Guds navn lære dets væsen at kende, um sehend zu werden. For at lære at se.
Sådan skrev han, ja, jeget er af det onde. Langgaard har haft sans for, at den er gal med det forvoksede jeg. Og hvordan sætte grænser for det? Kun ved at forestille sig altings undergang. Derfor bliver apokalypsen så nærværende for ham. Apokalysen var jo ellers ikke oppe i tiden. Den var ikke lige det, som beskæftigede hans samtids liberalteologer og dialektiske teologer, men så finder den sig altså et andet medium og dukker op i Langgaards musik.
Man har en fornemmelse af, at hans musik er svær, men har man nu fået blod på tanden, hvor bør man så begynde?
Han er ikke så svær. Han har klare temaer midt i det vekslende modernistiske. Man kan begynde med hans 6. symfoni, Det himmelrivende. Den har store motiviske ligheder med Nielsens Det uudslukkelige. Det er faktisk en replik til den, og den fører en dialog med den på den mest excellente måde. Og man også sagtens høre Antikrist, der nu er kommet både på cd og dvd.
