I titelnovellen ”Levende begravet” af iranske Sadeq Hedayat er fortællerens liv præget af selvdestruktion og selvmordstanker. Selvmordet udpeges af ham som noget iboende, skæbnebestemt, i en meningsløs verden.
Det er en sådan grundtone, der kan læses i alle de ni noveller, som forlaget Vandkunsten har sammensat for at præsentere Sadeq Hedayats forfatterskab for et større dansk publikum, som oversætter Jakob Poulsen skriver i et efterord.
Forfatteren, der selv efter flere forsøg begik selvmord i 1951 i Paris, hvor han boede det meste af sit voksenliv, regnes for en af Irans store moderne forfattere. På dansk er tidligere blot udgivet romanen ”Den blinde ugle”. Jeg holder af disse oversatte noveller, der er skrevet mellem 1929 og 1933. De indeholder fint sansende beskrivelser, der vækker genklang af et Europa før senere krige og terror.
Af moderne litteratur og den unge mands dyrkelse af selvmordet og mistrøstigheden fra Goethe over Rilke til den senere franske eksistentialismes fokus på meningsløshed. Af Edgar Allan Poe. Der er en tid, der er forbi, i Hedayats noveller, både for hovedpersonerne, hvor tilværelsen ofte skrider, og for læseren af i dag i beskrivelserne, stemningerne, motiverne.
Trods oplevelsen af genkendelighed har Hedayat sin egen stemme, næsten simpelt ikoniserende, når badende mænd og kvinder beskrives ved en solnedgang i Trouville, eller halvfærdige bygninger i skumringslys uden for en bymur et sted i Iran beskrives med mørkeblå bjerge som baggrund.
Der er et motiv, der går igen i de fleste af novellerne, og det er, at mennesker selv helt tæt på hinanden enten ikke genkender hinanden eller ikke ser hinanden som dem, de er. Det er et både enkelt og stærkt billede på en fremmedhedsfølelse.
Motivet optræder både med en vis humor, som i novellen ”Hadji Morad”, hvor hovedpersonen er overbevist om at se sin egen kone i chador i basaren, men efter at have skældt hende ud for at bevæge sig alene ud midt på dagen viser det sig, at det er en andens kone.
Han modtager piskeslag som straf og lader sig derefter skille. Motivet bliver kørt en tak ad absurdum i ”Dukken bag gardinet”. En mand kaster sin kærlighed på en meget fin porcelænsdukke i fuld figur, som han hver aften pakker forsigtigt ud og sætter på sin sofa. Hans levende forlovede blegner ved siden af.
Til sidst kan han ikke klare at være følelsesmæssigt splittet mellem to. Han skyder dukken i sofaen, som skrækindjagende nok viser sig at være hans levende forlovede, nu dræbt. I den sidste novelle i denne lille samling sættes normaliteten helt ud af spil.
Fortælleren er psykisk syg og indlagt, og herfra beretter han om sig selv og en ven på en måde, hvor de glider sammen som mennesker og skifter identitet. De kan ikke holdes klart adskilt for læseren, selvom alt er normalt for fortælleren.
Motivet med forvekslinger forplanter sig således gennem ”Levende begravet” til en manglende identitetskerne, en indre splittelse hos bogens hovedpersoner. Det er noveller, der sætter sig, klare og sørgmodige.