Prøv avisen

Moderne islandske krimi-sagaer

Arnaldur Indridasons senest oversatte kriminalroman, "Manden i søen", trækker tråde tilbage til den kolde krig. – Foto: Mette Frandsen.

De islandske læsere kræver realistiske kriminalromaner. Derfor holder den prisbelønnede forfatter Arnaldur Indridason sig til maksimalt et lig pr. roman. Island er for lille et område til en seriemorder

Vandstanden daler på kort tid med hele fire meter i den islandske sø Kleifarvatn. Som vandet synker dukker der pludselig et skelet op, som har ligget i søen i flere årtier. Og for at gøre sagen ekstra prekær, så har liget et ordentligt hul i kraniet og er viklet ind i noget halv-antikt sovjetisk aflytningsudstyr. Så er scenen ligesom sat for endnu en kriminalroman med den melankolske kriminalbetjent Erlendur og hans to kolleger Sigurdur Oli og Elinborg.

"Manden i søen" er den fjerde af Arnaldur Indridasons kriminalromer, der oversættes til dansk. Han er efterhånden blevet et stort navn på den internationale krimi-scene, en af hans romaner er filmatiseret, og hans bøger er blandt de mest solgte, købte, lånte og læste i hjemlandet. Men når man kommer fra en nation, hvor de litterære sværvægtere har excelleret inden for genrer, der intet har med politi, opklaring af forbrydelser og sindrige plot at gøre, så tog det nogen tid, inden anerkendelsen kom.

Tidligere var det svært at blive anerkendt som kriminalforfatter, fordi vi ikke har haft en tradition for at skrive krimier i Island. Det blev jo ikke rigtig set som værende rigtig litteratur, ligesom man ikke rigtig kunne forestille sig kriminallitteratur fra et lille, velordnet samfund som det islandske. Heldigvis har det ændret sig.

Det er ellers ikke, fordi islændingene ikke er vant til fortællinger, hvor folk mister livet på måder, man i dag ville kalde "unaturlige". De mest kendte islandske fortællinger sagaerne indeholder et vist mål af vold, kamp og brutalitet. Og selvom der er langt fra konger og kampe på de islandske sletter til kriminalpolitiet i Reykjavik, så er arven fra sagaerne også present i Arnaldur Indridasons krimier.

Jeg benytter selv den litterære traditon fra sagaerne, hvor jeg ligesom datidens fortællere forsøger at beskrive de store ting i få ord og holde sproget og fortællingen striks, koncis og fremadrettet. Sagaerne handler jo om familier og deres forhold til hinanden og deres kampe. Og indholdet i sagaerne har da også i høj grad påvirket min tilgang til at skrive. Mine romaner er i lige så høj grad fortællinger om personerne og deres kamp med livet, som det er kriminalromaner.

Arnaldur Indriadson peger også på, at sagaerne i høj grad holdes i live takket være uddannelsessystemet, hvor børn og unge præsenteres for sagaerne og får dem læst. Samtidig kan landets kamp for selvstændighed i det 18. og 19. århundrede og det lave indbyggertal være årsager til, at befolkningen stadig samles om fortællingerne om Njal, Egil, Gisle Surssøn og deres frænder og fjender.

Jeg er stolt over, at Island er en litteratur-nation, og heltene fra sagaerne er på sin vis stadig levende i Island i dag. Sagaerne bliver stadig læst og diskuteret over hele landet, og de vil altid være en del af Island. Island har hverken smukke gamle huse eller mange historiske genstande. Litteraturen er vores arv, og der er en stolthed over dem i landet.

Island er landet, hvor indbyggerne er historisk bevidste og forvalter en stolt litterær tradition med opmærksomhed og en vis nidkærhed, samtidig med at specielt de yngre generationer nærmest nærer en blind og betingelsesløs kærlighed til moderne teknologi, business-verdenens muligheder og den globalisering, som frygtes andre steder i verden. Sådan er det også med to af Arnaldur Indridasons hovedpersoner, kriminalbetjentene Erlendur og Sigurdur Oli.

Erlendur er en midaldrende mand, der er opvokset på landet og stadig har blikket rettet bagud mod mere uskyldige tider. En melankoliker, der har svært ved at forlige sig med nutiden og endnu sværere ved at forstå sine to børn fra et forlist ægteskab. Over for ham står Sigudur Oli. En yngre familiefar med tre børn, som elsker "fastfood-nationen Island", med alt hvad den kan trække af amerikansk inspiration, moderne teknik og en leven i nuet og hyldest af fremtiden.

Du må tænke på, at det først er inden for de seneste 50-60 år, at udviklingen har taget fart i Island. Indtil da var vi et meget fattigt og tilbagestående land. Du skal ikke være særlig gammel i Island for at kunne huske dengang fiskeriet og fåreholdet betød alt, og mange levede isoleret i små landsbysamfund. Heroverfor står en ungdom med en ekstrem stærk tro på fremtiden, og de generationsmodsætninger mærker man meget tydeligt i Island, siger Arnaldur Indridason.

Ud over mord, forsvundne personer, og hvad der ellers hører genren til, er Arnaldur Indridasons bøger om Erlendur og Sigurdur Oli da også en udviklingsfortælling om de to hovedpersoner. For hver bog Indridason skriver i øjeblikket på nummer ni rækken skal der lægges nye alen til persontegningen, så læserne får et bedre kendskab til personerne og bedre forståelse for, hvorfor de reagerer, som de gør,

For krimilæserne stiller i Island som alle andre steder efterhånden større krav til bøgerne end blot det, at der er et kringlet plot, det kræver et vist mål af hjerneaktivitet at udregne. Læserne kræver samtidig, at bøgerne har et vist skær af realisme, og med blot 300.000 indbyggere i landet, er der grænser for, hvor megen kriminalitet de to politifolk Erlendur og Sigurdur Oli kan komme ud for hvis man fraregner småtterier som cyketyverier, indbrud og simple voldssager.

Derfor bliver det ikke til mere end en bog om året. Samtidig har jeg også den regel, at der må være maksimalt et mord pr. bog, for at det skal være realistisk. Jeg kan eksempelvis ikke skrive en krimi om en seriemorder i Reykjavik, fordi der bor så få mennesker på øen, at det ikke er realistisk, at det kunne lade sig gøre for morderen at holde sig skjult særlig længe. Det er simpelthen for urealistisk i et land som Island, siger Arnaldur Indridason.

Ét brud med den rene realisme finder man dog i "Manden i søen". For her går Indridason på tværs af sine hovedpersoner, der flere gange påpeger, at spionage simpelthen ikke var lade-sig-gørligt i et lille land som Island på trods af den amerikanske base i Keflavik, en god håndfuld østeropæiske ambassader og konsulater og et anspændt forhold mellem USA og Sovjet.

Jeg ville gerne forsøge at skrive en islandsk spionroman, fordi jeg altid har været fascineret af den kolde krig. Jeg er vokset op under den, Island lå lige midt imellem supermagterne, og den amerikanske base var alle årene et stort stridsspørgsmål i Island. Og faktisk er romanens anslag taget ud af virkeligheden. Tilbage i 1970 blev der fundet sovjetisk aflytningsudstyr i en islandsk sø, siger Arnaldur Indridason.

Resten af bogen derimod er, som der står skrevet på en af de første sider, "udelukkende udtryk for forfatterens frie fantasi".

fiirgaard@kristeligt-dagblad.dk