Moderne kirkekunst går uden om pinsen

Nyere tids kirkekunst viger uden om pinsens motiver med ånd, ild og tungetale. Et udtryk for berøringsangst over for den personlige tro, mener ekspert

Helligåndsdue og Jomfru Maria, detalje fra en fresko i Marche, Italien. –
Helligåndsdue og Jomfru Maria, detalje fra en fresko i Marche, Italien. – . Foto: Bridgeman Art Library/Scanpix.

Pinse er tunger af ild og strømme af Guds ånd, der kommer til apostlene og sætter dem i stand til at tale med alle verdens folk.

Man skulle tro, det motiv var guf for enhver kunstmaler, men i nyere dansk kirkekunst er pinsemotivet helt gledet ud – til fordel for letaflæselige motiver som korsfæstelsen, opstandelsen og nadveren. Det mener Hans Jørgen Frederiksen, lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet.

”I nyere kirkelig kunst kan jeg næsten ikke komme i tanker om nogle, der helt tydeligt fortolker pinsen,” siger han.

”Den moderne kirkekunst har en tendens til at tage udgangspunkt i noget historisk og være meget figurativ. Jeg regner med, det skyldes, at man er mere forbeholden over for billedkunstnerisk at skulle fortolke noget metafysisk,” siger han.

Han ser to årsager til, at det er sådan. Den ene er en tendens til, at kirkekunsten skal være meget let at afkode for beskueren.

”Mange vil ty til det abstrakte, hvis man overhovedet vil kredse om sådan noget som ånd. Der var en lang periode, hvor det var ’comme il faut’ med det nonfigurative, men det figurative er tilbage. Man kan sige, at det nonfigurative er uforpligtende, men de mystiske elementer kræver noget nonfigurativt. Hellere det end fortænkt og søgt kunst, der nærmer sig kitsch,” siger han og henviser til den ifølge ham lidt for ofte benyttede hvide due som symbol på Helligånden.

Og så er den personlige tros-oplevelse, som pinsen også repræsenterer, blevet noget, man ser skævt til, mener han.

”Når man nærmer sig det metafysiske, så bliver det til en form for blufærdighed eller berøringsangst. Det er problematisk, for hvor skal de nye pinsebilleder så komme fra?”.

Kirkekunsthistorikeren Lisbeth Smedegaard Andersen er enig i, at pinsen er gledet i baggrunden.

”Det er ikke et særlig populært motiv, og det skyldes nok, at det er for abstrakt. I løbet af de senere år er der kommet mere figurativ kunst ind i kirkerne, og det skyldes nok, at man tidligere havde en del kirkekunst, man ikke vidste, hvordan man skulle gribe an. Evangeliernes for-tællinger er nemmere for menigheden at forholde sig til, og præsterne har noget konkret, de kan inddrage i prædikenerne.”

Og konkret kan man ikke kalde Helligånden, tilføjer hun.

Lisbeth Smedegaard Andersen ser dog små tegn på, at pinsen sniger sig ind med tunger og ild på nye messehageler, og for eksempel har kirkekunstneren Maja Lisa Engelhardt lavet en altertavle i Farsø Kirke med vinger i siden, der symboliserer helligånd.

Pinsen har dog aldrig rigtigt været et stort fænomen inden for kirkekunst, mener Søren Kaspersen, lektor emeritus i kunsthistorie ved Københavns Universitet.

”Motivet ses en del i kalkmalerier fra ældre tid, men hovedvægten har altid ligget på passionen og opstandelsen. Pinsen taler til en mere mystisk del af den kristne tradition, og den vil de fleste moderne troende ikke så gerne forbindes med. Men pinse er også det levende ord, og der kan man godt undre sig over, at Grundt- vigianerne herhjemme ikke har efterspurgt flere fremstillinger af pinsen,” siger han.

Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift, mener, at pinsen er vigtig, fordi det er der, det kristne budskab bliver nutid og virkelighed.

”Det er udtryk for, at kristendommen ikke er en fastholdelse af noget, der var engang, som en historisk note i en støvet bog, men noget, som stadig bevæger mennesker,” siger han.

Han mener dog ikke, at kirken mangler noget særligt uden nye billeder, der direkte viser pinsen.

”Det er ikke noget, jeg spekulerer særligt over. Man kan spørge sig selv, om ikke alt, der afbilder evangeliet på en eller anden måde er åndsbåret, for så vidt vi tolker det og lader os bevæge af det,” siger han.