Prøv avisen
Liv&litteratur

Moderne mænd bruger flækkemaskine, når de skal hugge brænde

Det er sjovt at save og flække, men kedeligt at stable. Men gøres skal det jo, og det er for det meste mig, der gør det. Min kone tager sig af småbrændet. Hun rører heller aldrig motorsaven, skriver Lars Handesten. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brænde skal der til, når hytten skal varmes op. Norsk bog giver gode råd til brændefolket og fortæller samtidig om mænds identiet og værdier

Når jeg har siddet ved mit skrivebord og læst i mange timer, trænger jeg til at komme ud og røre kroppen og tænke på noget andet. Så tager jeg mine sikkerhedsbukser på med skæreindlæg og finder handsker og hjelm med visir og høreværn frem. I skuret tager jeg min motorsav ned fra hylden, giver kædesaven en gang med filen, hælder benzin og olie på og er parat. Der er altid et træ, der skal fældes, eller nogle kævler, der skal saves i passende længde, så de er klar til at blive flækket.

Da jeg for nogle år siden ikke havde kræfter til at flække de knudrede stykker træ, købte jeg en brændeflækker, som jeg nu tager det meste brænde med. Det er kun de store stykker, jeg flækker med økse og kiler, som jeg stadigvæk kan svinge min økse med hickory-skaft og nyde at ramme rent, så træet flækker med en hurtig og sprød lyd.

Det er sjovt at save og flække, men kedeligt at stable. Men gøres skal det jo, og det er for det meste mig, der gør det. Min kone tager sig af småbrændet. Hun rører heller aldrig motorsaven.

Nu har jeg så fået en bog om den ædle brændekunst af en god ven. Det er nordmanden Lars Myttings bestseller ”Brænde – om at hugge, stable, tørre og fyre med brænde på den helt rigtige måde”. Det er en gør-det-selv-bog, men i modsætning til mange andre selvhjælpsbøger om alt fra fluebinding til bilens pleje, så handler den her også om sjæl og mentalitet. Den handler om, hvordan brændehugning er en maskulin aktivitet, som giver os mænd et frirum, hvor vi kan udfolde den sidste rest af vores mandighed.

Jeg bladrede lidt rundt i bogen for at se, hvad den indeholder, lige da jeg fik den. Og jeg tænkte straks: Gad vide, om det er en bog for mig? Den rummer de mest fantastiske fotos af brændestabler, hvor træet ligger i snorlige rækker eller i kunstfærdigt opbyggede runde figurer. Aldrig så min have sådan en stabel. Jeg har ikke den slags brænde, hvor alle stykkerne synes at være lige store og af samme sort.

Måske kunne jeg også stable sådan en stabel, hvis jeg havde brændestykker, der minder om ensartede legoklodser, men det gør de sjældent, og stablerne bliver også derefter.

I bogen er der en liste over, hvordan giftemodne kvinder i USA har kunnet se deres kommende ægtemand an ud fra måden, han stabler brænde på. Tre af kategorierne lyder således: ”Lige og solid stabel: Rank og solid mand.” ”Uvant facon: Fritænkende, åben sjæl. Vær opmærksom på svagheden i konstruktionen.” ”Halvfærdig stabel, brændestykker direkte på jorden: Ustabilitet, dovenskab, drikfældighed.”

Måske har mine brændestablers form eller mangel på samme noget at gøre med min psyke, men i så fald er den virkelig sammensat. For nogle gange lykkes det mig at lave en nogenlunde lige og solid stabel, hvis jeg ellers har egnet brænde, mens den andre gange får en noget ”uvant facon” og bliver noget vakkelvorn.

Men bortset fra at bogen indledningsvis har gjort mig lidt mellemfornøjet, så indeholder den mange gode fif til, hvordan jeg kan forbedre mig som brændehugger og stabler.

En ting kan jeg dog ikke læse om i bogen, og det er min flækkemaskine. Jeg ville ellers gerne have læst noget om fordele og ulemper ved forskellige flækkemasker. Skal de være elektriske eller benzindrevne, opretstående eller horisontale? Men nej. Her stopper festen. Rigtige mænd – og det vil statistisk set kun sige en femtedel af alle brændehuggere – bruger åbenbart ikke flækkemaskine, uanset hvad det er for en slags. Rigtige mænd bruger flækøkser. Så her bliver bogen mig svar skyldig. Det er, som om Mytting har besluttet sig til at vende det døve øre til al snak om den slags umandige maskiner og bare svarer goddag mand, økseskaft, når jeg spørger. Men pyt. Jeg har ikke hele min maskulinitet parkeret i en økse, uanset af hvilket mærke den end måtte være.

Ifølge Mittings bog skulle der findes noget, der hedder ”brændealderen”. Det er en alder, mænd kommer ind i, når de har passeret de 60 år. Det har jeg, men jeg har nu ligegodt lavet brænde, så længe jeg har haft mit sommerhus. For brænde skal der til, når der skal fyres op i ovnen, hvad Mitting for øvrigt også har gode råd til, selvom han ikke er meget for at tale om konveksionsovne som den, jeg har. Han er mere optaget af alle mulige andre og gerne ældre og aflægs slags.

Bogen om brænde er for så vidt en nostalgisk tilbagevenden til en skovverden, der var engang. Den befinder jeg mig ikke i. Ja, lige nu sidder jeg ved arbejdsbordet og skriver. Men løfter jeg hovedet og ser ud ad vinduet, ligger der en stor stabel savet brænde nede i haven.

Stablens facon er ikke noget at skrive om, men nu er brændet i det mindste under tag. Næste gang jeg skal have fat i det, skal det kløves i ovnklare stykker og stables rigtigt.

Jeg bruger gerne min hydrauliske flækkemaskine. Jeg er nemlig en mand af den moderne tid og ligger ikke under for kønsstereotype forestillinger, som på længere sigt giver mig ondt i ryggen og en dårlig holdning.

I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.