Problematisk essaysamling om modernisme

Problematisk essaysamling om modernisme og radikalkonservativ kulturkritik af Kasper Støvring

Problematisk essaysamling om modernisme

De seneste fire-fem årtier har en erkendelse bredt sig inden for humaniora, nemlig at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem modernisme og tradition, forstået i videste forstand. Adskillige kunstnere og forfattere har op igennem det 20. århundrede betjent sig af et modernistisk formsprog, men fastholdt inspirationen fra traditionen.

Således har forskere inden for kunsthistorien skrevet om den ”klassicerende modernisme” i forbindelse med billedkunstnere fra 1920’erne og 1930’erne, mens litteraturhistorien har skrevet om den ”kristne modernisme” i forbindelse med digtere fra tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

Det er således ikke nyt land, litteraten Kasper Støvring bevæger sig ind i med sin bog ”Mytisk modernisme”. Han har samlet en række essays, der belyser, hvordan det mytiske kommer til udtryk i den modernistiske litteratur omkring midten af det forrige århundrede. Nyt er det til gengæld, at han opfatter de forfatterskaber, han behandler, som et samlet udtryk for en radikalkonservativ kulturkritik.

Det er Kasper Støvrings hovedsynspunkt, at den moderne oplysningstids progressive og lineære tidsopfattelse modsvares af en cyklisk tidsopfattelse, hvor traderede – det vil sige overleverede – kulturelle og eksistentielle erfaringer genbruges og reaktiveres i litteraturen. Det kunne også formuleres som, at avantgardetænkningens grænseoverskridende og formopløsende potentiale modsvares af et potentiale, der ligger inden for de grænser og former, som er bygget op igennem kulturhistorien. Det er det, som Kasper Støvring kalder ”det mytiske”, og som befinder sig på, hvad han diffust kalder ”et ontologisk dybdeniveau”.

Det lykkes mest overbevisende for Kasper Støvring at fastholde denne modsætning i beskrivelsen af de forfatterskaber, hvor ”det mytiske” lader sig tolke som ”det kristne”. Altså hvor den ”mytiske modernisme” er identisk med en ”kristen modernisme”. Det gælder i udmærkede, tekstnære og konkrete fortolkninger af T.S. Eliots, Ole Wivels, Ole Sarvigs og Morten Nielsens forfatterskaber, der alle trækker på kristen metaforik, erkendelse og forventning.

Men Kasper Støvring lader det ikke blive ved det. Han vil gerne fremskrive en særlig radikalkonservativ kulturkritik og æstetik som en modpol til den kulturradikalisme, der prægede det 20. århundredes midte.

Det lader sig gøre i et par essays om henholdsvis Ernst Jünger og Thomas Mann, hvis tænkning anskues som eksemplariske reaktionære tyske bevidsthedsformer. Men når han udtrækker den radikalkonservative tænkning og æstetik til Inger Christensen og Villy Sørensen, inddæmmer han i tilfældet Christensen en absolut fri ånd og i tilfældet Sørensen et engageret menneske i midten af den danske velfærdsmodel og i kritisk dialog med den.

Det kunne måske være udtryk for vedkommende opgør med etablerede litteraturhistoriske opfattelser af de pågældende, men virker i Kasper Støvrings diskurs både tendentiøst og dubiøst.

Problemet er Kasper Støvrings diffuse opfattelse af ”det mytiske” som en slags sunket kulturgods, der igen skal bringes op til overfladen. Som forfatteren flere gange bemærker, var det netop det, nazisterne gjorde på vejen mod tusindsårsriget, hvorved de mytiske ”værdier” blev kompromitteret og udartede til barbari. Det er vel ikke den vej, litteraturen igen skal bevæge sig ind på?

Svaret forbliver ufuldstændigt i Kasper Støvrings essays, der sine steder er mærkeligt glidende og ubefæstede i deres argumentation og synes at bruge intellektuel abstraktion som dække over noget, der – hvis det blev konkretiseret – ville være litterært kassabelt.

Hvad der synes som deskriptive læsninger i Kasper Støvrings essays har normative og ideologiske konsekvenser. At anskue forfatteres kunstneriske, befrugtende brug af spirituelle og eksistentielle erfaringer bygget op igennem århundreders dannelse som en særlig radikalkonservativ kulturkritik er et ideologisk projekt, hvor forfatterne tages som gidsler. Det ville være langt mere præcist og sandt blot at kalde det for inspiration.