Modernist mellem øst og vest

Historien om komponisten Sergej Prokofiev handler ikke kun om hans musikalske talent, men i høj grad også om en historisk epoke. Karl Aage Rasmussens fascinerende bog om Prokofiev giver et indblik i en stor komponist og det desperate sovjetiske kulturliv

Det ligner skæbnens tænderskærende ironi, at komponisten Sergej Prokofiev og diktatoren Josef Stalin døde samme dag, ja, måske endog i samme time den 5. marts 1953.

Dette mærker man tydeligt ved at læse Karl Aage Rasmussens spændende bog om Prokofiev (født i 1891), hvor omdrejningspunktet er belysningen af de sidste dunkle årtier af komponistens liv. Baggrunden er, at Prokofievs dagbøger og andre arkivalier efter Glasnost er blevet udgivet og oversat, hvilket har givet et bedre indblik i emnet.

Prokofiev var en af de mest karakterfulde og let tilgængelige modernister i det 20. århundredes første halvdel. Han fødtes som søn af en velstående russisk landmand og en klaverspillende mor med lavadelige aner. Tidligt begyndte han at spille klaver, og han udviklede lynhurtigt et meget højt niveau sammen med en stærk sans for komposition.

På konservatoriet i Moskva blev han elev af Rimskij-Korsakov, og i tiden mellem februaropstanden og Oktoberrevolutionen i 1917 komponerede han sin symfoni med tilnavnet ”Den klassiske” i en fjerntliggende sommerbolig – et forrygende og frisk, drillende stykke neoklassik a la Haydn, som endnu bliver opført i alverdens koncertsale.

Prokofiev havde en stærk melodisk åre og kunne stilmæssigt kaste sig ud i de vildeste sarkastiske og mest avancerede udtryk, hvilket ikke mindst kom til udtryk i hans klaverværker. Som person var han arrogant, forfængelig og forkælet, men med et umiskendeligt stort kunstnerisk talent. Mange kender ham også for det pædagogiske melodrama ”Peter og Ulven”.

Begyndelsen af Prokofievs voksne karriere udfoldede sig i Europa og USA. På en af sine første rejser til Paris mødte han Serge Diaghilev, lederen af Les Ballets Russes. Den gensidige interesse affødte blandt andet Prokofievs ”Skytisk suite” til balletkompagniet, et avantgardistisk værk på linje med Stravinskijs ”Sacre du printemps”.

Prokofievs og Stravinskijs kunstneriske løbebane havde mange paralleller – dog skiltes deres veje, da Prokofiev i 1936 trods mange advarsler vendte tilbage til Sovjetunionen midt under Stalins mest grusomme periode, mens Stravinskij valgte at forblive i Vesten.

I USA optrådte Prokofiev i 1920’erne som pianist med egne værker i skarp konkurrence med andre russiske klaverkoryfæer, blandt andre Rachmaninov og Horowitz (som også begge valgte at forblive i Vesten). Her komponerede han operaen ”Kærligheden til de tre appelsiner”, der er en virtuos slap-stick eventyropera over en af Gozzis gamle fortællinger.

Prokofiev havde i øvrigt en ulykkelig kærlighed til operagenren, som han komponerede en hel del store værker til uden rigtig at få dem opført eller værdsat efter fortjeneste.

Det gælder for eksempel operaerne ”Ildenglen”, ”Spilleren” (efter Dostojevskijs roman) og ”Krig og fred” efter Tolstojs berømte romanværk.

Under Stalin og diktaturets lunefulde udrensninger led mange. Den ene dag blev kultureliten tilbudt fyrstelige forhold, den næste dag eller samtidig blev de udsat for livstruende trusler om ”formalisme”, hvilket afstedkom deportationer, pludselige henrettelser og tortur.

På et tidspunkt måtte Prokofiev offentligt undskylde sin musik for manglende socialistisk ånd, men hans forståelse af de underliggende betydninger var ikke så fint udviklet som Sjostakovitjs, der hele sit liv måtte leve som en slags bajads i livsfare, og hvis oevre afstedkom en endnu ikke afsluttet diskussion om hans stilling til Stalin-tidens politik.

Bogen om Prokofiev uddyber på en tankevækkende måde forståelsen af det desperate sovjetiske kulturliv, som Karl Aage Rasmussen også har været inde på i sin bog om pianisten Svjatoslav Richter i sin efterhånden lange serie med musikerbiografier.

Flere illustrationer, nodeeksempler og tydeligere kronologi til belysning af den glimrende tekst samt en værkliste savnes. Men bogen er alligevel fascinerende læsning med god udredning af det ret komplekse stof og fine beskrivelser af en lang række sjældent hørte Prokofiev-værker.