Prøv avisen
Bog

Knausgaards samling af essays er fantastisk inspirerende læsning

5 stjerner
”Ustadigheden, de indre sjælestorme, monologerne, vi fører med os selv, dagbøgerne, vi skriver, psykologerne vi går til, forandrer intet, bortset fra at vi mister det allerenkleste af syne, hvad vi faktisk er for andre, og hvad vi faktisk gør med dem,” skriver Karl Ove Knausgård blandt meget andet i bogen, der indeholder knap 20 tidligere trykte tekster, skrevet i årene 2009-2018. – Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Ny essaysamling fra den verdensberømte nordmand er trods det strittende præg en enhed i kraft af forfatterens stemme, vilje til at sætte sig selv på spil og modet til overrumplende og stærkt modernitetskritiske generaliseringer

Emnerne er vidt forskellige i Karl Ove Knausgårds nye bog på dansk, essaysamlingen ”I kyklopernes land”. Der er tekster om Njals Saga, politisk korrekthed i Sverige, hjernekirurgi, nobelpristageren Peter Handke og en rejseberetning fra USA. Og meget mere.

Når bogen alligevel er en enhed, skyldes det Knausgårds stemme, hans vilje til at sætte sig selv på spil og hans overrumplende generaliseringer.

Det sidste først. I en kultur som vores, der dyrker der individuelle og det partikulære, er det ikke normalt, at forfattere generaliserer. Knausgård er ligeglad og omfavner i bogen læseren med store armbevægelser. Her er tre eksempler, to korte og et langt:

”Kunsthistorie er blot historien om menneskets repræsentation af det hellige”.

”Få ting gør en nordmand mere mistænksom end venlighed fra fremmede”.

”I mange år tænkte jeg, at det at være barn var at være fange, at man var overladt til de voksnes nåde og nykker, og det at være forælder var at være fangevogter. Nu tænker jeg, at det måske er omvendt. At det er barnet, der er frit, de voksne, der er fanger. Ja, af og til trækker den tanke sig så langt som til, at det er barndommen, der er meningen med livet.”

Meningen med livet, hele kunsthistorien, alle nordmænd: Knausgårds tekster løfter sig ved, at han tør generalisere og anspore læseren til selv at tænke. Hele kunsthistorien ligefrem?

Modet til at generalisere hænger sammen med det andet karakteristika ved den nye bog, ja, vel med hele Knausgårds værk: modet til at sætte sig selv på spil.

”I kyklopernes land” indeholder mange barokke situationer, hvor den norske forfatter bliver til grin: Vi ser ham med armen langt nede i en canadisk toiletkumme, som hans afføring har stoppet til, og hører om hans gigantiske amatørisme i pengesager, hans elendige rejseplanlægning og komplet ikke-eksisterende sociale kompetencer, som da han inviteres til frokost af en amerikansk kollega i New York og ikke mæler et ord under hele seancen. Få ting gør en nordmand mere mistænksom end venlighed fra fremmede.

Sine børn er Knausgård derimod tryg ved, og de dukker løbende op i teksterne. Også de får sat tankerne i gang af fars generaliseringer:

”I går kørte jeg til stranden med børnene, og på vej derud (...) talte vi om skolen. Jeg sagde til min datter, hun er ti, at intet af det, der er virkelig vigtigt i livet, lærer man i skolen. Hun spekulerede på, hvad jeg mente”.

Og så spekulerer Knausgård ellers selv videre over, hvad han egentlig mener. I den forstand er teksterne i ”I kyklopernes land” for det meste (der er også korte lejlighedprægede ting) essays i ordets oprindelige betydning: forsøg. Forsøg på at forstå den verden og den kunst, vi er fælles om.

Eksemplet med barnet i bilen er fra det rent ud fænomenale essay ”Om skæbnen”, der har været trykt tre gange før i andre medier, men nu heldigvis også findes på dansk. Det er i udgangspunktet en læsning af Njals Saga, der formentlig er nedskrevet i Island i slutningen af 1200-tallet, men kommer også til at handle mere generelt om middelalderlitteratur og om forskellen på ”flade” og ”runde” figurer i digtningen.

Kernen i essayet er imidlertid et komplet umoderne forsøg på at forstå skæbnebegrebet og den del af den menneskelige erfaring, der unddrager sig rationaliteten – eksempelvis drømme og det, at vi måske ikke selv er herrer over vores eget liv.

Det er fantastisk inspirerende læsning for alle med nysgerrigheden i behold. Her blandes modernitetsskepsis med fortidsforundring i en knausgård’sk kernetekst, der indeholder alt det gode ved den nye bog: Knausgårds stemme, hans vilje til at sætte sig selv på spil samt hans overrumplende generaliseringer.

Med dette lange citat fra ”Om skæbnen” følger en helhjertet anbefaling af den nye bog, der bestemt ikke er perfekt i poleret forstand, men som ansporer læseren til at tænke over eget liv:

”Mit liv er fuldt af mønstre og gentagelser, det samme sker ofte for mig, også det som er uforudset og uden nogen umiddelbar tilknytning til mig. Stadig oftere har jeg tænkt, at vi er uforanderlige, at den væsentlige del af vores karakter står fast fra den dag, hvor vi bliver født, til den dag, vi dør, og at alle forestillinger om forandring og forbedring blot er små justeringer, vi gør for at kunne fungere i det sociale, altså ud fra hensynet til den anden, som er mere eller mindre stærkt, alt efter hvad slags karakter vi i udgangspunktet er. Ustadigheden, de indre sjælestorme, monologerne, vi fører med os selv, dagbøgerne, vi skriver, psykologerne, vi går til, forandrer intet, bortset fra at vi mister det allerenkleste af syne, hvad vi faktisk er for andre, og hvad vi faktisk gør med dem.”