Moderskab, podcast om knuste drømme og historisk madkultur: Kulturen lever på nettet

Kulturlivet ligger øde hen, men der er masser af kultur i digital form. Kulturredaktionens journalister guider gennem den voksende skov af muligheder

Denne uges anbefalinger fra kulturredaktionen byder på samtaler med forfatter Mirian Due, samtaler om skilsmisse og knuste drømme, og en madblog, der laver historiske opskrifter.
Denne uges anbefalinger fra kulturredaktionen byder på samtaler med forfatter Mirian Due, samtaler om skilsmisse og knuste drømme, og en madblog, der laver historiske opskrifter. . Foto: CoWomen/Unsplash, Leif Tuxen, Heritage Images/Getty Images.

Lyden af moderskab

Hvordan finder man ud af at forvalte det ansvar, man pludselig har for et andet menneskeliv, når man bliver forælder? Det er ét af de spørgsmål, sognepræst ved Sankt Jakobs Kirke Mia Rahr og digter Mirian Due diskuterer i seneste afsnit af den københavnske Sankt Jakobs Kirkes podcast, ”Sankt Jakobs Lyd”. Samtalen tager udgangspunkt i Dues oplæsning af bidder fra hendes seneste digtsamling ”Vågent”, der handler om at blive mor. Mens Rahr har halvvoksne og voksne børn, er Due mor til to børn under seks år, og fra de to steder diskuteres det fint, hvordan man forvalter forældrerollen og også tackler det, at man aldrig kan beskytte sit barn mod det, der er livet. Mia Rahr tager blandt andet diskussionen ind i påskens rum og Jomfru Marias smerte og accept af det, at hun skal give slip på sit barn. Samtalen varer omtrent 20 minutter og kan lyttes til her.

Gå til bords i historien

Vil du genskabe et overdådigt festmåltid fra Christian den Fjerdes tid eller smage den slags morgengrød, som vikingebonden spiste? På Instagram-profilen Smagpaahistorien kan du finde historiske opskrifter fra vikingetiden til 1970’erne med dertilhørende beskrivelser af madhistorien bag retterne. I det nyeste opslag på profilen kan du for eksempel læse om og lade dig inspirere af renæssance-drikken lutendranck, som mundskænke ved de fine middage stod klar til at søde og krydre i glassene, så vinen passede til hver enkelt gæsts personlige smag. Bag profilen står Line Schleisner, der har en cand.mag. i kulturhistorie fra Aarhus Universitet, og som også har bloggen smagpaahistorien.dk. Velbekomme!

Når livet tager forskellige retninger

”Et barn og en skilsmisse”. Det er overskriften på de to seneste afsnit af podcasten ”Fries before guys”, som de to veninder Nanna Hovgaard og Josephine Kuhn står bag.

I podcast-serien, der omkring jul blev anmeldt i Kristeligt Dagblad, taler de to veninder åbenhjertet om de små og store spørgsmål, der hører sig til livet i slut-20’erne. Men i de seneste to afsnit er der for de to unge kvinder mere på spil end nogensinde før: Den ene står – under et år efter hun blev gift – midt i en skilsmisse og er flyttet til den anden ende af landet. En beslutning, som både har ført en følelse af sorg og skam med sig, men som der også gemmer sig et håb i og en tro på, at hun en dag nok skal finde ”den rigtige mand” og få den familie og de børn, hun drømmer om. Samtidig står den anden af de to veninder i en anden form for livsomvæltende situation: Hun er gravid. Men i stedet for at blive opfyldt af den glæde, hun havde forestillet sig, der skulle følge med en graviditet, er en angst pludselig dukket op.

Podcasten kan blandt andet lyttes til her.

I dette faste element anbefaler kulturredaktionen løbende digitale kulturtilbud. Læs tidligere anbefalinger her.