Den canadisk-engelske forfatter Rachel Cusk (født 1967) er en af de mest interessante litterære stemmer på den internationale scene. Hun har blandt andet skrevet trilogien ”Omrids”, ”Transit” og ”Kudos”, som er oversat til dansk gennem de seneste år. Hun udvikler her en helt særegen romanform, hvor hovedpersonen og det fortællende jeg ikke sætter sig selv i centrum; hun lytter i stedet til de mennesker, hun møder, som alle har en ubændig lyst til at fortælle hende om deres livshistorie og de vilkår, der nu en gang er blevet deres: en orientering mod du’et, som er det helt omvendte af autofiktion, om man vil.
Vinter Forlag følger nu op på opmærksomheden omkring trilogien ved at udsende en af forfatterens tidlige bøger, ”Et livsværk” fra 2001. Her vendte Cusk blikket indad og skrev om sig selv. Eller gjorde hun?
”Et livsværk” handler om den sjælsrystende oplevelse, det var for Cusk at blive mor for første gang. I en vis forstand handler bogen derfor ikke om hende selv, for den person, hun var, bliver skyllet væk af barnets komme for at blive erstattet af et helt nyt væsen: Morbarn.
”Et livsværk” vakte angiveligt furore i England, da den udkom, fordi man ikke var vant til en så voldsom og brutal beskrivelse af moderskabets virkelighed.
Artiklen fortsætter under annoncen
I de senere års danske litteratur har vi fået flere nærgående beskrivelser af chokket ved at blive mor ved Maja Lucas, Cecilie Lind og Olga Ravn, ligesom Dy Plambeck og Stine Pilgaard også har inddraget graviditet og moderskab i deres seneste romaner. Moderskabslitteraturen er med andre ord en trend, og Rachel Cusk var tidligt ude.
Neden under alle disse bøger gemmer der sig et spørgsmål, en gåde: Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, at det var sådan her, det ville blive? Er der indgået en ed om tavshed mellem alle kvinder fra tidernes begyndelse, en konspiration der strækker sig op gennem århundrederne og hele tiden får nye, uskyldige og intetanende ofre viklet ind i sit garn? Det spørgsmål stiller Cusk også.
Man kan tænke sig forskellige svar, og hun er selv inde på flere af dem: kvinderne fortrænger eller glemmer, hvordan det var, ligesom vi alle i et mere banalt register kan have svært ved at huske, hvor slemt det er at have influenza, når vi er raske, eller hvordan vinter føles, når det er sommer.
Måske er den konspiratoriske tavshed en biologisk betinget ”nådig glemsel”, en evolutionær overlevelsesmekanisme, der kan hjælpe til slægtens fortsættelse.
Måske er det i et kortere historisk perspektiv moderne kvinder, der får et chok, fordi moderne mennesker i den vestlige verden er vænnet til en høj grad af individualisering, selvbestemmelse og komfort, hvor graviditet, fødsel og det første år med barnet står for noget helt og aldeles andet, som en ubegribelig magtovertagelse fra en atavistisk fortid.
Måske hjalp kvinder, mødre og døtre, hinanden for ikke så mange generationer siden med oplæring og erfaringsoverførsel på en måde, der er gået helt tabt i det moderne samfunds opsplittede livsverden, hvor mængder af eksperter og hyldemeter af håndbøger i stedet står klar med råd og vejledninger. Cusk svælger med satirisk vellyst i alle de ”regimer” om amning, gråd, søvn med videre, som hun bliver kørt rundt i.
Rachel Cusk er en suveræn skribent, som med overlegen intelligens og humor genoplever alt det, hun har været igennem, og der ligger givetvis også et stort element af selvterapi og chokbearbejdelse i bogen.
Hun har virkelig en troldsplint i øjet, når hun observerer og analyserer denne mærkelige ”omvendte verden”, hun er havnet i. Barnets fader, som hun omtaler som sin partner, optræder meget lidt. Det er morbarnet, der er i fokus. Det er rimeligt nok. Uanset hvor meget man måtte involvere sig som far og partner, forvandles man ikke til et andet kropsligt væsen. Man er i en bestemt definitiv forstand tilskuer til det, der foregår.
Hvis der har været en ed om tavshed siden tidernes begyndelse, må man sige, at den bliver brudt i disse år med ”Et livsværk” og de mange danske bøger, vi har fået. Og det er godt. At blive mor, at blive forældre, er en af de største begivenheder i menneskelivet – og et af de største chok i den moderne tilværelse, som vi har indrettet den.
At nybagte mødre og forældre derfor bliver ekspederet lynhurtigt og fabriksagtigt ud af fødeafdelingerne, som om det var no big deal, er helt uforståeligt og skandaløst. Heldigvis er der efterhånden stigende politisk opmærksomhed omkring problemet, og den er hjulpet på vej af de mange personlige beretninger fra frontlinjen, herunder bølgen af bøger om mor og barn.
