Prøv avisen
Udstilling

Udmattelse, kærlighed og usikkerhed: Berigende udstilling viser moderskabets mange facetter

5 stjerner
En hårdtarbejdende mor, som falder i søvn ved vuggen med sit barn, morgenglæde, amning og dødbringende frustration. "Historier om mødre" kommer vidt omkring moderskabets mange sider og følelser. Foto: Anders Sune Berg/Sorø Kunstmuseum, KODE Bergen, Nivaagaards Malerisamling, Glyptoteket,

Nivaagaards Malerisamlings sale er for tiden fyldt med kunst, der skildrer mor-barn-dyaden. Den anbefalelsesværdige udstilling ”Historier om mødre” spænder tidsmæssigt over værker fra Lucas Cranach den Ældre og Michelangelo til Gudrun Hasle og Alexander Tovborg. Der er mange vægtige indlån og et oplysende katalog

I Nivaagaards smukke sale kan vi for tiden opleve det ene kunstværk efter det andet, som besynger den betingelsesløse moderkærlighed. Det er en berigende visuel rejse i denne helt fundamentale relation, som gennemtrænger kulturen fra den tidlige kristendoms Jomfru Maria-dyrkelse til vore dages perfektionskrav til nybagte mødre.

Udstillingstitlen indikerer, at ikke to moderskaber er ens, og at der er utallige forestillinger om, hvad et moderskab indebærer.

Tidsrejsen begynder med Lucas Cranach den Ældres (1472-1553) maleri ”Caritas” fra 1535 og slutter med tre eksotiske malerier af Alexander Tovborg (født 1983). I disse suggererende, ornamenterede værker tilbeder han sin kærestes højgravide krop ved at skildre den i stærke, saftspændte farver som en moden frugt, der er ved at briste. Flertallet af udstillingens ældre værker vier opmærksomheden til smukke og velklædte, adelige eller højborgerlige mødre, der ammer, leger med, synger for eller trøster deres småbørn. Det er idealiserede moderportrætter, fanget af typisk portrætmalere eller af kunstnergemalen.

Imidlertid fremdrager kataloget nogle helt andre og mørkere sider af moderskabet. Her beskrives især de moderskaber, der i historiens løb blev gjort til genstand for ideologisk manipulation. Sådan har det været fra den tidlige kristne tid frem til vore dage, hvor kampen om kvindekroppen stadig raser. For en gravid kvinde ejer ikke sin egen krop. I det øjeblik, graviditeten er synlig, transformeres den til en samfundskrop, der bærer kimen til et nyt liv og hermed fremtiden i sig – den vigtige fremtid, som alle gerne vil have del i og præge. Hvor mange gravide kvinder har ikke følt en fremmed hånd på deres mave? Den gravide krop er ikke længere intim og privat, men er afseksualiseret og allemandseje. Går vi tilbage til tiden før kvindefrigørelsen, tilhørte kvindekroppen slægten eller husbonden. Sidstnævnte blev i det patriarkalske samfund altid tildelt forældrerollen, hvis kvinden skulle ønske at bryde ud af ægteskabet.

Men selv efter den seksuelle frigørelse mødes nybagte mødre af en række krav og idealer. Det handler om at være den perfekte mor. I nogle tilfælde kan det medføre fødselspsykoser og -depressioner. Mere udbredt er dog mindreværdskomplekser, skamfølelse og usikkerhed ved barnevognene og puslebordene som følge af disse mere eller mindre uudtalte idealer til moderskabet. En lind strøm af bøger om børneopdragelse og graviditet orienterer om, hvordan børnene får en tryg og lysende barndom. De kan give grå hår i hovedet på mangen en nybagt mor, der kommer i vildrede, når eksperterne har modstridende opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert. Vejen til moderskab er brolagt med usikkerhed.

Udstillingens mange moderskabsskildringer er paradoksalt nok fortrinsvis malet af mænd. Det skyldes måske, mener en af katalogets forfattere, Anne Lie Stokbro, at de kvindelige kunstnere ikke ville sætte deres nyvundne frihed over styr ved at dyrke et så kønskonservativt motiv som moderskab. Til gengæld har de ofte malet deres børn – tænk blot på Anna Anchers billede af datteren Helga i den blå stue. Jeg tror imidlertid, at der er en anden og mere lavpraktisk forklaring på dette: Det er vanskeligt at skildre sig selv, der vugger eller ammer sit barn, da man jo er travlt beskæftiget med dette. Man kunne ikke se sig selv udefra som udøvende mor i slutningen af 1800-tallet, da fotografiapparatet endnu kun var for de få privilegerede, ligesom der skulle gå yderligere over 100 år, før selfien så dagens lys.

Impressionismens eneste kvinde, Berthe Morisot (1841-1895), vier imidlertid hele sin opmærksomhed til en ammestund i maleriet ”Ammen” fra 1880 – et vidunderligt luftigt og lyrisk maleri af hendes datter på skødet af ammen. Underklassen leverede i høj grad ammer til overklassen i en periode, hvor man så ned på amning. Den mere privilegerede Berthe Morisot fik blandt andet i kraft af ammen mulighed for at udvikle sin kunst og kunne derfor male dette stemningsfulde billede.

Enkelte mandlige kunstnere kaster et social-kritisk blik på moderrollen, blandt andet nordmanden Christian Krohg (1852-1925), der i billedet ”Sovende mor” viser, hvordan trætheden overmander en hårdtarbejdende mor, som falder i søvn ved vuggen samtidig med sit barn. I den forbindelse bør vi også fremhæve Frants Henningsens (1850-1908) socialrealistiske maleri ”Forladt dog ej af venner i nøden” fra 1888, hvor en ung mor i laser og pjalter har et barn på armen, mens et lidt større klamrer sig ængsteligt til hendes kjole. Den enlige arbejderkvinde havde dengang ofte kun to muligheder: enten at flytte på fattiggården eller at overlade børnene til et børnehjem og derefter ernære sig ved prostitution.

Men størsteparten af motiverne er livs- og rollebekræftende fremstillinger af de mandlige kunstneres smukke hustruer, der ammer eller holder om deres små poder i en idyllisk omfavnelse. Her brænder faderstoltheden igennem.

Billedkunstneren Gudrun Hasle (født 1979) nærmer sig derimod moderrollen med en kritisk tilgang. I sit selviscenesatte nøgenfoto som højgravid viser hun en tatovering på armen med sætningen ”I have to be perfect”, hvor budskabet om de enerverende ideelle krav til den nybagte mor er ridset ind i huden. Hasles kunst er ellers præget af hendes stærke ordblindhed, men denne gang har hun måttet skrive fejlfrit for at honorere perfektionskravene. Også Michael Kviums (født 1955) groteske maleri fra 1980’erne af en mor, der kvæler sin datter, hører til de kulturkritiske, om ikke satiriske.

Heroverfor ses blandt andet den britiske maler Joshua Reynolds (1723-1792) skildring af den adelige Lady Jane Hamilton med sin datter på armen. Her henter han direkte inspiration i den klerikale kunsts Maria-dyrkelse. Det samme gør Jens Juel (1745-1802), som også er inspireret af den franske naturfilosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), der ”opfandt” barndommen. Juel skildrer adelige mødre (og fædre) i tæt kontakt med deres børn. Fra Rousseau og frem bliver kvindens ædleste og nobleste beskæftigelse at være mor med stort M. Alt overlades nu til moderen, og Jomfru Maria bliver et indirekte ideal for moderskabet.

Udstillingen belyser også det mest tragiske aspekt ved moderskabet, nemlig at miste sit barn. I en gang hænger Fritz Sybergs (1862-1939) illustrationer fra 1895-1898 af H.C. Andersens hjerteknusende eventyr ”Historien om en moder” fra 1847. Også Michelangelos senværk, den ufærdige skulptur ”Rondanini Pietà” fra 1552-1564, indlånt fra afstøbningssamlingen på Statens Museum for Kunst, føjer en ubærlig og mørk dimension til udstillingstemaet. Her ses den aldrende Jomfru Maria med sin voksne, livløse søn i armene. Moderkærligheden forlader aldrig den, der én gang har givet liv til et barn. En gang mor, altid mor.

Udstillingens ældste maleri er som nævnt Lucas Cranach den Ældres vidunderligt poetiske ”Caritas” (næstekærligheden) fra 1535, hvor en yndig og erotisk tiltrækkende nøgen ung kvinde er omringet af fire børn i forskellige aldre, hvoraf én bliver ammet, mens de andre venter på, at det bliver deres tur, summende omkring ”honningkrukken” alias moderbrystet.

Den kvindelige seksualitet var indtil p-pillens opfindelse og indførelsen af den frie abort underlagt en mængde strenge restriktioner og ritualer. Kvindens vigtigste funktion var at producere arvinger, soldater, arbejdskraft med videre. I Nazityskland fik mødre under krigen et æreskors i guld, hvis de fødte mere end otte børn.

Traditionelt skal en mor være altopofrende og altid sætte sig selv i anden række, ellers er hun en ravnemor. Tidligere måtte kvinden ifølge den kristne tro heller ikke nyde den seksuelle akt, der ansås for at være syndig. Hun var udelukkende sat i verden for at avle børn og passe hus og hjem – mens manden regerede og sad på pengene. På rundgangen i udstillingen tænker man ikke så få gange på, om denne eller hin kvinde, der ammer sit barn, nu selv havde valgt sin skæbne. Det er helt utroligt, hvad feminismen og præventionen har betydet for kvinders selvstændige valg af moderskab og mulighed for at udvikle og forfølge vores egne ambitioner – og begær.

I kataloget udfoldes det aktuelle ”mor-boom” i dansk litteratur, men man ser også dette tema dyrket i kunsten i disse år. Sidste år viste både Louisiana og Brandts grafikeren og forfatteren Dea Trier Mørchs (1941-2001) berømte serie ”Vinterbørn” (1975) med scener fra Rigshospitalets fødeafdeling, og til januar blænder kunstmuseet i Humlebæk op for en temaudstilling med titlen ”Mor”. Den meget seværdige udstilling om moderskab på Nivaagaard, som især kaster lys på moderskabsskildringer tilbage i tiden, er en god opvarmning til Louisianas omfattende præsentation af moderskildringer i verdenskunsten i det 20. og 21. århundrede.

Artiklen fortsætter under billedet. Berthe Morisot (1841-1895) vier hele sin opmærksomhed til en ammestund i maleriet ”Ammen” fra 1880 – et vidunderligt luftigt og lyrisk maleri af hendes datter på skødet af ammen. Underklassen leverede i høj grad ammer til overklassen i en periode, hvor man så ned på amning. – Foto: Glyptoteket.
Artiklen fortsætter under billedet. Den danske kunstmaler Marie Sandholts ”Moderglæde” fra cirka 1900. – Foto: ARoS/Nivaagaards Malerisamling.
Artiklen fortsætter under billedet. Michael Kviums (født 1955) groteske maleri fra 1980’erne af en mor, der kvæler sin datter, ”En køkkenscene”, hører til de kulturkritiske, om ikke satiriske, værker på udstillingen. – Foto: Anders Sune Berg/Sorø Kunstmuseum.
Artiklen fortsætter under billedet. Enkelte mandlige kunstnere kaster et socialt kritisk blik på moderrollen, blandt andet nordmanden Christian Krohg (1852-1925), der i billedet ”Sovende mor” viser, hvordan trætheden overmander en hårdtarbejdende mor, som falder i søvn ved vuggen med sit barn. – Foto: KODE Bergen.