Prøv avisen

Modet svigter

Færgen mellem Rødby og Puttgarden spiller en fremtrædende rolle i Helle Helles nye roman, der ligner en overgang i forfatterskabet. -- Foto: Scanpix.

BØGER: Helle Helle skriver dygtigt om fortrængninger i den danske provins. Hendes kritik er dog ikke udfordrende nok

Helle Helles nye roman med titlen "Rødby-Puttgarden" knytter bånd til tidligere bøger i forfatterskabet. Som i disse har vi at gøre med en nøgtern realisme, hvor korte sætninger og præcise beskrivelser giver et nøje blik på dagligdagens små hændelser. Og selve grundkonstellationen – om en kvinde, der efter et længere ophold i hovedstaden tager tilbage til sin hjemby – vil virke bekendt for de læsere, der kender gennembrudsromanen, "Hus og hjem", fra 1999.

Konkret er der i den nye roman tale om Rødbyhavn, hvorfra Helle Helle i øvrigt selv kommer, og hvortil hendes kvindelige fortæller, Jane, er flyttet tilbage. Her bor hun nu sammen med sin søster Tine og dennes lille barn. Ligesom søsteren begynder hun at arbejde på færgen mellem Danmark og Tyskland, og den første del af romanen beskriver stort set ikke andet end de tomme og overfladiske kommunikationer blandt yngre mennesker i den danske provins, som Helle Helle så ofte før har beskrevet i sine romaner og noveller.

Alligevel udgør denne bog et nyt skridt i forfatterskabet, ikke mindst tematisk. Den er – i modsætning til eksempelvis "Hus og hjem" – en tydeligvis mørkere historie. Allerede i dens begyndelse konfronteres vi med døden: "På en uge døde fire, sådan var det hernede," lyder første sætning. Denne konfrontation med døden forbliver længe i romanens baggrund, og spilles hen over af personernes intetsigende samtaler om læbestift, parfume, og børnepasning.

Men i løbet af romanen, og jo mere vi får at vide om personernes egen baggrund, bliver dødens tilstedeværelse mere og mere påtrængende. I midtpunktet står her de to søstres familiebaggrund; det forpassede liv, deres mor og mormor havde, og som tilsyneladende blot er blevet overtaget af denne næste generation. Romanen lægger altså op til en diskussion om individets afhængighed af sin fortid og af de mekanismer, man vokser op med.

Og disse mekanismer er i høj grad præget af en mangel på kommunikation. Hverken moderen eller søstrene er i stand til at forholde sig til deres indre følelsesliv, og slet ikke til at tale om det.

Dette kommer ikke mindst til udtryk kort efter moderens død og i forbindelse med de skyldfølelser, som er forbundet hertil. Her få søstrene at vide, at de skal "sørge for at tale meget om", hvordan de har det. For at lindre smerten. Men søstrene er, lige så vel som alle andre personer i romanen, ikke i stand til at kommunikere om deres følelsesliv, hvis de overhovedet selv har nogen adgang til det: "Hvis nogen spurgte vores mor", husker Jane kort efter moderen er blevet begravet, "hvordan hun havde det, fortalte hun, hvad hun havde lavet. Nu havde jeg lavet stikkelsbærgrød". At tale om deres moders død, hendes liv og baggrund eller deres egne skyldfølelser er søstrene ikke i stand til.

På denne måde giver Helle Helles nye roman et særligt indblik i grundproblemet i hendes forfatterskab, der netop er kendetegnet ved, at vi aldrig får noget at vide om hovedpersonernes følelser, men udelukkende om det, de foretager sig. Denne udelukkelse af følelser bliver i romanen vist fra den mest grumme side.

Helle Helle sætter altså ikke den eksistentielle angst foran døden i centrum for romanen. Mere grundlæggende har vi at gøre med fortrængning af og distancering til smerten af følelserne, der ikke kommer til overfladen, men konstant holdes nede og dækkes over med de småborgerlige konventioner, og den ydre tomhed, som personernes liv i Helle Helles forfatterskab er præget af. Fortællerens sammenbrud, da det går op for hende, at hun blot følger familiens mønstre siden mormoren, er derfor kun en logisk konsekvens af denne tomhed, forfatteren her giver udtryk for.

Med blik på Helle Helles samlede forfatterskab er der derfor tale om et nyt fokus. Mens der i de tidligere bøger for det meste blev tegnet et godt nok lidt ironisk, men dog alt i alt ret harmonisk billede af livet i provinsen, er det i denne nye roman krisen og sammenbruddet, der fokuseres på.

På denne måde er der nok tale om den mest kritiske, og måske også mest personlige roman indtil videre. Her fokuseres eksplicit på afgrunden, på tomheden bag det ganske normale liv, som så mange i Helle Helles generation tilsyneladende kender til. Men samtidig forbliver hendes kritik aldrig virkelig udfordrende. Der stilles ikke for alvor spørgsmål ved mekanismerne i dette småborgerlige liv, og man fornemmer intet virkeligt opgør mod denne gruopvækkende "normalitet". Enhver form for vrede, hvis den overhovedet findes i romanen, vendes ikke mod samfundets omgangsformer, men udelukkende mod personerne selv.

Dette afspejler sig også i det formelle. Det er tydeligt, hvordan forfatterens kortfattede prosa, ofte omtalt som minimalisme, præcis svarer til denne distancering af følelser, smerter og affekter. Alt dette holdes uden for sproget, der reduceres til ydre betragtninger. Men ligesom personerne aldrig bryder ud af de faste og tomme rammer, som omslutter deres liv, udfordrer Helle Helle aldrig sit eget sprogbrug.

Dette er måske mindre nødvendigt, hvis man, som i "Hus og hjem", mest er optaget af at beskrive personernes forsøg på at finde sig til rette i dette overfladiske og småborgerlige liv. Men når de dybe afgrunde under den tilsyneladende normale overflade sættes i centrum for romanen, savner man et opgør, en ægte udfordring af denne normalitet. Man får en længsel efter, at ikke kun romanens personer, men også forfatteren selv tager en konsekvens af dette livs tomhed, og bryder ud af den normalitet, hun beskriver, men dog aldrig for alvor sætter spørgsmålstegn ved.

Her ligner Helle Helle en klassisk repræsentant for en velhavende middelklasse, der konstant klager over fraværet af mening i deres tomme liv med parcelhus, barn og hund, men som samtidig ikke vover at gøre noget ved det. Enhver mulighed, der antydes i romanen – kulturmødet med Tyskland, opgøret mod den klassiske kvinderolle – får lov at blive liggende. Her voves intet, end ikke sprogligt.

Man har på fornemmelsen, at dette er en vigtigt roman, såvel for Helle Helle som for forfatterskabet. Og på dens egne præmisser er det også en vellykket roman. Men måske vil det vise sig, at den først og fremmest vil repræsentere en overgang i forfatterskabet. Det ser ud som om, Helle Helle står over for et valg, hvorvidt hun fremover vil blive ved med den lidt ironiske, men aldrig for alvor udfordrende fremstilling af de småborgerlige miljøer, som er så udbredt i hendes generation, eller om hun vil bruge den energi og smerte, der lurer under overfladen, og som så præcist beskrives, til at gå længere end det. Om hun vil vove for alvor at udfordre. Dette ville være et nyt skridt i et forfatterskab, der er blevet udvidet med en mørkere, mere alvorlig bog, men som dog endnu ikke er brudt ud af sine egne fastlåste rammer.

Helle Helle: Rødby-Puttgarden. 175 sider. 229 kr. Samleren.

kultur@kristeligt-dagblad.dk