Himlen ligner en grå presenning over København, da vi nærmer os Bådteatret på Nyhavn og et par af tilværelsens største spørgsmål. Hvorfor findes der lidelse? Og hvordan finder man glæde i en verden, hvor den hårde, kolde og våde vind, der ubarmhjertigt pisker mod panden på byens cyklister denne formiddag, er vand ved siden af de prøvelser, andre må gå igennem?
Bådteatret ser forladt ud, da vi når frem. Der er malet en rød ubåd på den hvide skibsdør ned til teatret, men den åbner, før vi tager i døren:
”Hejsa,” siger skuespilleren Ina-Miriam Rosenbaum smilende, inden hun fører os fornøjet ned i Bådteatrets lille, mørke teatersal, hvor de tændte projektørlys allerede fægter mellem hinanden over den tomme scene.
Det er her, hun snart skal stå som en enmandsteaterhær og spille alle rollerne i den musikalske teaterforestilling ”Job – et enkelt menneske”, mens de to musikere, oboisten Henrik Goldschmidt og harmonikaspilleren Anders Singh, til gengæld vil sætte smukke toner til dramaet undervejs.
Det kan virke passende, at teaterforestillingen ”Job”, der er baseret på Joseph Roths romanklassiker af samme navn, de næste uger spiller på Bådteatret. For stykket er en immigrantfortælling, der handler om den fattige østeuropæiske jøde Mendel Singer, der sejler til USA i jagten på et bedre liv, men mister det hele på vejen.
Allerede hjemme i Rusland går det hele galt. Den ene søn har tilsyneladende uhelbredelig epilepsi, den anden deserterer fra militæret, mens datteren er løs på tråden. Og familien er oven i købet ludfattig. Men uanset hvad Mendel Singer gør, bliver det altid værre.
Mendel Singers byrdefulde liv kan derfor sammenlignes med Jobs Bog, men selv afviser han sammenligningen over for en ven, fordi ”Bibelens Job jo fik det hele tilbage”, mens Mendel Singer på trods af sin fromhed må tilbringe sin alderdom som en ensom, fattig mand, inden miraklet – måske – alligevel viser sig.
”Jeg fik selv romanen foræret af en rigtig god ven, der havde haft meget lidelse og modgang i livet. For historien viser, at man ikke kan regne med nogen retfærdighed i livet. Sådan kan man heller ikke se modgang som Guds straf, for det regner på både retfærdige og uretfærdige, som der står i Bibelen. Men alligevel tænker mange troende, at man kan gøre sig fortjent til medgang gennem fromhed,” siger Ina-Miriam Rosenbaum og tilføjer:
”Sådan rejser stykket mange religiøse spørgsmål. Mendel Singers kone, Deborah, siger, at mennesket må hjælpe sig selv, mens Mendel Singer bliver ved med at stole på Gud. Og det er jo et stort eksistentielt spørgsmål, hvordan og hvor længe man kan bevare troen midt i massiv modgang. Sådan er Mendel Singer et billede på et menneske i modgang, men han er også et billede på mange af verdens virkelige flygtninge og migranter. For hundredtusindvis af flygtninge kender jo Mendel Singers fortvivlede rejse, hvor man flytter sig mod en uvis fremtid, fordi man befinder sig i lidelse og armod, hvor man er.”
Da Mendel Singer står ved havet, før han sejler til Amerika, tænker han også, at der har stået 100.000 migranter på samme sted før ham, ligesom der sikkert vil komme 100.000 efter ham. Men han kan ses som det enkelte menneske, der gemmer sig bag skiftende tiders flygtningestrømme, mener Ina-Miriam Rosenbaum.
”Forestillingens titel ’Job – et enkelt menneske’ viser også, at hver eneste flygtning og migrant er et menneske med sin egen historie, selvom man helst vil tale om flygtninge som statistikker herhjemme i dag,” siger skuespilleren, der selv kan spejle sig i historien om Mendel Singer med sin egen jødiske baggrund.
”Det gik hurtigt op for mig, at Joseph Roths ’Job’ også beskriver min egen families historie. For mine bedsteforældre levede i en landsby i Polen, der minder meget om den fiktive by, Mendel Singer kommer fra. Og mine bedsteforældres plan var også at rejse til Amerika, men de endte i Danmark i 1912 og havde ikke råd til at rejse videre, så i stedet blev de danskere. Min farfar slog sig hurtigt ned som skrædder, for dengang var der ingen sociale ydelser til fremmede, og i dag var de sikkert slet ikke kommet ind i landet,” siger hun og fortæller, hvordan hendes bedsteforældre senere måtte flygte til Sverige sammen med deres børn, mens flere af farfaderens søskende forsvandt under holocaust i Polen.
”Jeg hørte de historier i en al for tidlig alder, og de har farvet mine mareridt gennem hele livet, men den sorte jødiske humor, som jeg også er opdraget med, har også hjulpet mig gennem mange kriser. For humor er en måde at finde smilet frem midt i smerten. Og det har jeg også lært hjemmefra,” siger Ina-Miriam Rosenbaum, der er datter af den smilende pianist, Simon Rosenbaum.
Og musikken har også vist sig at have en helbredende kraft i sig, siger hun:
”Musik kan lindre smerter. Det kan man også mærke, når Henrik og Anders spiller til stykket. Det virker forløsende midt i alt den sørgelige. Og sådan har jeg det i det hele taget med musik, som også har fulgt mig hele livet. Musikken kan løfte én gennem det ubærlige, ligesom den kan røre os, når man for eksempel synger salmer til en begravelse. Salmer bevæger mig i det hele taget meget, selvom jeg ikke selv er troende. Men musik og humor er blandt de midler, jeg selv bruger for at finde glæden i et liv, der ellers kan være svært,” siger hun med et smil, inden vi følges op på Bådteatrets dæk, hvor det regner på os alle.