Modig dåbsbog mellem det overpædagogiske og det indforståede

Sognepræst Kristine Krarup Ravnhar skrevet en fin dåbsbog lige til at give dåbsforældre

"Det er bestemt en god bog til formålet, og jeg kunne sagtens finde på at give den til de dåbsforældre, jeg møder den dag, dåbens gave gives, og opgaven italesættes," skriver anmelder Karsten Møller Hansen
"Det er bestemt en god bog til formålet, og jeg kunne sagtens finde på at give den til de dåbsforældre, jeg møder den dag, dåbens gave gives, og opgaven italesættes," skriver anmelder Karsten Møller Hansen . Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Jeg tror, man kan give enhver præst en studieorlov og en arbejdstitel: ”Dåben”, og der vil ligge en klog afhandling om dåben og dens betydning på bordet til glæde for præst, menighed og måske et par kolleger.

Noget andet er at skrive en bog direkte til dem, som får deres barn døbt mest med den begrundelse, at det gør man i deres familie. Det er faktisk en sværere bog at skrive. Særligt hvis man ikke kun vil skrive om dåbens gave, men også den svære opgave, der følger med. Der er nemlig en stor risiko for, at man kan falde i grøften. I den ene grøft kan det hurtigt blive for overpædagogiseret, for mange billeder af nuttede børn, for mange tegninger af Jesus, der ser sød ud. Man kan ende i den modsatte grøft, hvis man er bange for, at ens kolleger ikke synes, at der er nok bibel og dogmatik med. Men det er vel sådan, at bevæger man sig ikke væk fra Bibelen, kan man lige så godt forære dåbsforældrene en bibel.

Kristine Krarup Ravn er sognepræst i Blovstrød Kirke i Nordsjælland og har skrevet en modig dåbsbog. Først og fremmest, som hun skriver i indledningen, til alle dem, som lige har fået deres barn døbt. Det er en god idé, og det er hun sluppet godt fra. Hun formår at holde sig fint midt på vejen. Hun kigger lidt ned i grøfterne, men falder ikke i. Hun ved, hvor hun skal hen. Hun har Bibelens veje i sig, så hun kan nemt tage et par afstikkere til tegnefilm, egne erfaringer og de bøger, hun har læst. Det er afvekslende skrevet, dejligt direkte, hun kommer godt omkring og bliver ikke for længe ved det ene. Bogen er en ret vellykket indføring i kristendom til familien.

Hun skriver selv om bogen, at den er blevet til gennem prædikener og dåbstaler (jeg tror også, dåbssamtalerne har været vigtige). Man kan straks mærke, at hun vil dåbsforældrene en masse godt. Dåb er en gave. Den vil hun meget gerne hjælpe forældrene med at pakke op. Med gaven følger også en opgave. Den vil hun også gerne hjælpe med. Det er sin sag at hjælpe forældre med at være forældre. Det kan man godt brænde sig på. Men det kan lykkes, hvis forældrene kan mærke, at det er for barnets skyld, man hjælper forældrene.

Kristine Krarup Ravn er en fin hjælper med nogle klare holdninger og en helt naturlig måde at skrive om kristendom på. Som når hun skriver:

”Man kan også sige det på den måde, at vi mennesker kun kan modtage eller give kærlighed. Vi kan ikke skabe den.”

Hun holder tonen alvorlig, men det bliver aldrig så tungt, at man kan se forældrene for sig rynke på næsen og lægge bogen i kassen med børnetøj, der allerede er for småt. Det bliver heldigvis heller ikke for sødt og hjerteformet. Bortset fra et par steder tror Kristine Krarup Ravn så meget på sit ærinde, at sproget let indretter sig. Det er sådan, det skal være.

Der er få kritikpunkter: Billeder er en god idé, antallet er rigtigt, placeringerne fine, men de er lettere intetsigende. Inddelingen af bogen er ikke så hjælpsom, som den bør være. Det flyder lidt ud i et. Og så er bogens styrke – at forfatteren er fuldstændig klar over, hvem hun skriver til – også dens svaghed: Der bliver en smule nordsjællandsk smørhulsidyl over det. Der er et par steder, hvor man skal gå ind for samme borgerlige kristne familiepolitik for at læse videre.

Men det er bestemt en god bog til formålet, og jeg kunne sagtens finde på at give den til de dåbsforældre, jeg møder den dag, dåbens gave gives, og opgaven italesættes. Jeg kunne også finde på at give den til de forældre, som overvejer at lade deres barn døbe. Jeg tror, de vil føle, at kirken tager dem alvorligt.