Prøv avisen

Modstandskampen blev afgørende for dansk national identitet

Historikeren Niels-Birger Danielsen - og Politikens Forlag - mener, at der i den store strøm af bøger om 2. Verdenskrig har manglet lige akkurat det, som nu kommer: det store, samlende og bredt fortalte værk, der beskriver hele modstandsbevægelsen. Arkivfoto Foto: Scanpix historie

Ingen periode af danmarkshistorien er beskrevet i så mange udgivelser som Besættelsen. Ikke desto mindre har vi indtil nu manglet den store, samlede fortælling om modstandsbevægelsen, mener journalisten og historikeren Niels-Birger Danielsen, som nu udgiver det første af i alt tre tykke bind om emnet

Som Kristeligt Dagblad kunne fortælle den 9. april 2015, er der ifølge Det Kongelige Bibliotek siden 2002 udgivet cirka 350 danske værker om året, der omtaler besættelsesårene under Anden Verdenskrig.

De omkring 200 værker, der er anført i litteraturlisten til Niels-Birger Danielsens nye bog, ”Modstand I - Frihedskampens rødder 1933-42”, vidner også om, at det ikke just er ufortalt stof, den erfarne journalist og historiker har kastet sig over.

Ikke desto mindre mener han - og Politikens Forlag - at der i den store strøm af bøger har manglet lige akkurat det, som nu kommer: det store, samlende og bredt fortalte værk, der beskriver hele modstandsbevægelsen - fra politisk, åndelig og kulturel modstandskamp til jernbanesabotage og stikkerlikvideringer. Som titlen antyder, er den bog, som bliver udgivet den 30. oktober ikke hele værket, men kun det første af i alt tre bind på tilsammen mere end 1500 sider.

”Tilbage i 1950'erne beskrev historikeren Jørgen Hæstrup den danske modstandsbevægelse samlet i sine bøger 'Kontakt med England' og 'Hemmelig alliance'. Bøgerne var baseret på hans egen forskning, for dengang fandtes der ingen andre danske videnskabelige kilder. I de seneste årtier har Besættelsen været et meget dyrket område for historikere, men hvis man som forsker skal meritere sig, skal man lægge en præcis, begrænset vinkel og gå ned i detaljerne, for eksempel ved at fokusere på efterretningstjenesten eller skrive biografier om enkeltpersoner. Min ambition har været at skrive den brede fremstilling og at lægge tingene frem i en så overskuelig form, med vægt på det fortællemæssige, at læserne selv kan drage deres egne konklusioner,” forklarer Niels-Birger Danielsen.

Men han kan ikke løbe fra, at den indsnævring, han trods alt har foretaget, vægter modstandssynspunktet i forhold til samarbejdssynspunktet.

Det betyder for eksempel, at de politikere, vi for alvor følger, er folk som John Christmas Møller (K) og Frode Jakobsen (S) frem for statsministrene Thorvald Stauning (S), Vilhelm Buhl (S) og Erik Scavenius (R), der mente, at Danmark var bedst tjent med, at man gennem indrømmelser og imødekommenhed over for tyskerne prøvede at mindske skaderne ved den tyske besættelse.

”Jeg synes netop, der har manglet en udgivelse med udgangspunkt i modstandssynspunktet. Historikere som Hans Kirchhoff og Bo Lidegaard har bygget deres værker om perioden op ved at sætte samarbejde og modstand op over for hinanden, og yngre historikere som Joachim Lund og Steen Andersen har indgående beskrevet samarbejdspolitikken. En anden historiker, Peter Birkelund, har skrevet om modstandsbevægelsen, men ellers er modstandskampen i de senere år blevet noget, der fremstilles i film som 'Flammen og Citronen' eller 'Hvidsten Gruppen', og noget, der bliver holdt tale om i Ryvangen hvert år den 4. maj, mens historikerne tager andre emner op,” siger han.

Det kan måske overraske, at det synspunkt, som ved Befrielsen den 5. maj 1945 fremstod som det rigtige og sejrende, ikke har været det dominerende forskningsfelt i nyere tid.

Men måske er forklaringen, at man fandt, at emnet var udtømt, efter at folk som Jørgen Hæstrup, Aage Trommer og Hans Kirchhoff i de første 30 år efter krigen havde beskæftiget sig med det. Måske var det også samarbejdssynspunktet, der lå en større udfordring i at redegøre for.

Niels-Birger Danielsen vil gerne nuancere forståelsen af Besættelsen. Han slår fast, at der er mange ”paradokser, gråzoner og både-og'er” i historien om Danmark under Anden Verdenskrig. Men samtidig vil han gerne lægge afstand til det, han kalder ”konsensus-myten”.

Forestillingen om, at danskerne i virkeligheden ikke var så uenige. At samarbejde og modstand var to forskellige veje til at nå et fælles mål, nemlig at bringe Danmark så godt og samlet gennem krigen som muligt. Og at modstandskampen heller ikke gjorde en helt afgørende forskel i forhold til, hvor Danmark stod som nation efter Befrielsen.

”De tidlige modstandsfolk udtrykte meget klart, hvad der var ambitionen bag at gå til modstand: at få Danmark til klart at fremstå som et land, som hørte til på den allierede side, og et land, som også kæmpede mod Tyskland. Det mål blev nået, og efter min opfattelse blev målet nået i kraft af modstandskampen,” siger han og tilføjer:

”Der er fortalere for samarbejdspolitikken, som har vurderet, at som Danmark rent strategisk ligger placeret, havde vores forhold til andre lande efter krigen været det samme, uanset hvordan vi som land havde ageret. Den vurdering deler jeg ikke. Modstandskampen havde meget stor betydning for, hvordan der blev set på Danmark efter krigen. Og den betød meget for danskerne selv. Hvis samarbejdspolitikken uimodsagt var fortsat helt frem til 1945, ville det have været invaliderende for vores nationale identitet.”

Der er mange faktiske forhold under krigen, som modarbejder den ellers så bekvemme fortælling, der blev forsøgt skabt i tiden lige efter Befrielsen om den lille nation, som - bortset fra nogle få landsforrædere - stod sammen i fælles åndelig modstand og blot anvendte forskellige midler.

Ganske vist var der få overbeviste nazister, men ifølge Niels-Birger Danielsen har det taget tid at få alle de ubekvemme sandheder med i historien.

”Til historien om de første besættelsesår hørte jo med, at Danmark sendte tusindvis af frivillige soldater af sted for at kæmpe for Nazityskland på Østfronten, og at dette faktisk havde en vis opbakning i befolkningen.

Netop denne del af historien, som var årsag til, at Sovjetunionen i 1945 ikke vil være med til at betragte Danmark som en fuld allieret, men kun de facto-allieret, var jo ikke rar at tænke tilbage på, da tyskerne var besejret,” siger Niels-Birger Danielsen.

Men samtidig peger Danielsen på, at også nogle af modstandsbevægelsens indiskutable helte i deres egne erindringer efter krigen pyntede på fortællingen om sig selv. For eksempel fortav Frode Jakobsen, at han havde ytret sig offentligt til fordel for samarbejdssynpunktet, før han entydigt valgte modstandssynspunktet.

Således er der mange sandheder om Besættelsen, som først langsomt er kommet frem, og som den brede offentlighed måske først lærer at kende i detaljer i disse år: at landet havde været mere splittet, end det ville stå ved. At modstandshelte som Frode Jakobsen pyntede på deres eget eftermæle.

Og at modstanden i høj grad udgik fra ekstreme, antidemokratiske fløje til både venstre og højre i det politiske spektrum.

”Jeg tror, vi har glemt, at kommunisternes dagsorden ikke først og fremmest var dansk. De indledte den egentlige sabotagevirksomhed i Danmark, efter at der i vinteren 1941-1942 var kommet en proklamation fra Moskva om, at det var vigtigt, at kommunister i de besatte lande ydede mere end kun åndelig modstand,” påpeger Niels-Birger Danielsen.

Han tilføjer, at det er vigtigt for forståelsen af modviljen mod modstandskampen, at der havde været indædte kampe mellem kommunister og socialdemokrater op gennem 1930'erne, og at frygten for, at kommunisterne ville prisgive Danmark til fordel for Sovjetunionen, var udbredt.

Kommunisterne skulle imidlertid vise sig at være tro over for den fælles folkefront, som efterhånden blev skabt mellem modstandskampens ellers meget modsatrettede grupperinger.

På den modsatte fløj fandtes folk som den unge officer Anton Toldstrup, der var stærkt højrenational og op til Besættelsen nærede beundring for officeren C.F. Schalburg, som skulle lægge navn til det danske krops af frivillige på Nazitysklands østfront.

Selv tog Toldstrup imidlertid klart stilling imod Nazityskland af fædrelandskærlige årsager. Han skulle siden blive leder af al allieret våbennedkastning i Jylland.

”Det har overrasket mig, hvor tæt mange af frihedskampens tidligste og mest overbeviste pionerer i virkeligheden lå på nazisternes højreradikale tankegods,” siger Niels-Birger Danielsen.

Når hele det første bind er dedikeret til årene 1933-42, kan man forstå, at begrebet modstand skal defineres bredt. I 1942 var der endnu ikke udført særlig mange sabotagehandlinger på dansk grund, og antallet af organiserede modstandsfolk var sparsomt. Men Niels-Birger Danielsens metode er dels at indvi os i, hvilke overvejelser en række centrale aktører løbende har gjort sig - derfor følger vi folk som Jørgen Kieler, Jørgen Røjel og Frode Jakobsen helt fra 1930'erne.

Dels er det væsentligt for ham, at den åndelige og agitatoriske modstand var mindst lige så betydningsfuld som det mere konkrete, beskidte arbejde, sabotører og likvideringsgrupper udførte i krigens sidste år.

”Det er svært at sige, hvad der var vigtigst. Jeg har svært ved at forestille mig det ene uden det andet. En mand som historikeren Vilhelm la Cour havde utrolig stor betydning for den tidlige modstandskamp. Han var en spinkel mand omkring de 60 år, så der er nok ingen, der forestiller sig, at han skulle have været ude at lægge sprængladninger under fabrikker. Men han holdt en række foredrag i lukkede kredse, som gik lige til grænsen - og som regel over grænsen - i forhold til, hvad man måtte sige om tyskerne. De havde stor betydning i forhold til at mobilisere en modstand,” fortæller Niels-Birger Danielsen.

På det sted, han tager afsked med læserne i første bind, er den væbnede modstandskamp med sabotageaktioner og kontakt med England netop indledt, og Vilhelm Buhl har lige holdt sin berygtede radiotale den 2. september 1942, hvor han tog afstand fra enhver sabotage og opfordrede til at melde sabotører til politiet.

Ikke så længe forinden var de første danske modstandsfolk døde for deres sag.

Nu venter to bind, der efter planen skal udkomme i efteråret 2016 og efteråret 2017, og som vil rumme langt alvorligere konfrontationer. Og for Niels-Birger Danielsen, som allerede har brugt to intense år på at læse og skrive om den danske modstandsbevægelse, venter yderligere to års hårdt arbejde.

Egentlig var det Politikens Forlags hensigt, at værket skulle udgøre ét bind, og at dette skulle udkomme i april i år ved 75-året for Besættelsen. Men efterhånden som Danielsen fik gravet sig ned i materialet, voksede og voksede det:

”Man kan sige, at vi forpassede en god anledning til at udgive værket, men på en meget ulykkelig baggrund opstod en anden, som jeg nu skriver op til, da Frihedsmuseet brændte ned i 2013. Efter planen skal det nye museum indvies i 2018, og til den tid skulle hele værket gerne være udgivet.”