Modtager af Nordisk Råds Litteraturpris: Mine bøger er bønner til Gud

”Det, som skete med mig, var, at jeg fik frygtelig meget imod hele kristendommen i min opvækst," fortæller forfatter Jon Fosse. Foto: Leif Tuxen

Min første åndelige oplevelse havde jeg, da jeg som syvårig kom til at skære mig på en knust flaske med ribssaft i kælderen
Jon Fosse

Som barn voksede den prisbelønnede norske forfatter Jon Fosse op i et strengt kirkemiljø uden at finde nogen barnetro selv. Men hans bøger har været en lang bøn om at finde Gud, og det har han nu gjort gennem katolicismen, fortæller han i et eksklusivt interview

Som ung og fattig student flyttede Jon Fosse til Holbergs fødeby, Bergen, for at skrive, men også for at komme væk fra sin barndoms kirkemiljø, som han havde fået allergi over for, som han siger.

Statuen af Ludvig Holberg står stadig på Fisketorvet her i byen og skuer ud mod havnen og verden. Men i dag er det Jon Fosse, folk kigger efter i Bergen. For Jon Fosse er i mellemtiden blevet en af nutidens største norske dramatikere og forfattere. Hans værker er i nobelprisklassen og oversat til 40 sprog, og han giver efterhånden kun sjældent interview.

Det siger noget om Fosses internationale succes, at vi både nåede at aftale at mødes i Wien og i Oslo, inden det lykkedes at fange ham her i Bergen, hvor hans seneste prisvindende romantrilogi netop udspiller sig engang i gamle dage før Holbergs tid, da byen endnu hed Bjørgvin.

”Bergen er nok den smukkeste by i hele Norge, men hele kysten heroppe er fantastisk. Landskabet er så ulig Danmark, der føles uendelig langt væk heroppefra. Jeg kørte for nylig fra Bergen helt op til Nordnorge med min søn, og vi kørte i to uger, mens man kan køre igennem Danmark på nogle få timer,” siger Jon Fosse og ler ad det danske begreb Udkantsdanmark, mens han ser smilende op mod fjeldene. De ligner en stor hånd, der beskytter byen mod alt for meget uvejr, og hånden åbner sig lige akkurat nok mod verden nede ved havnen, hvor øerne i fjordene også er en del af hånden, der giver byen læ, hvilket søfolk har sat pris på de seneste 1000 år, siden den norske konge Olav Kyrre grundlagde byen som Bjørgvin. I dag har Bergen stadig Nordeuropas mest besøgte turisthavn.

Det kan mærkes på de fjeldhøje priser i butikkerne, og en sorthåret tigger rækker hånden frem foran en af byens mange fornemme forretninger, mens vi går forbi.

”De er overalt i byen, det er organiseret tiggeri, selvom der stadig er andre sociale muligheder for dem, men her i Norge snakker vi også om, at vi snart ikke kan tage imod flere flygtninge, hvis vi fortsat skal kunne behandle dem værdigt. Og mine værker er heller ikke skrevet som kommentarer til flygtningedebatten. For jeg skrev dem, før flygtningene for alvor kom,” siger Jon Fosse, mens han fører os rundt i den gamle bydel på Bryggen, hvor en del af træhusene går helt tilbage til vikingetiden.

Det er denne del af Bergen, han har skrevet ind i sin trilogi om parret Asle og hans højgravide kæreste, Alida, som der ikke er plads til i byens herberger. Men da han skrev historien, tænkte han ikke på Josef og Maria, siger han, og i Fosses fortælling bliver barnets fødsel også deres syndefald og ikke frelse.

For de kan ikke engang finde en ledig stald, da Asle begår en forbrydelse, så Alida kan få et tørt sted at sove og føde. Men der er også en form for opstandelse i de tre for-tællinger, hvor de døde og levende aldrig rigtig slipper hinanden.

Sådan er det også i Fosses tidligere mesterværk ”Morgen og aften”, der handler om en mands fødsel og død - og liv efter døden. For morgenen minder om aftenen, og fødsler og dødsfald glider sammen i Fosses fortællinger, der består af lange sætninger, der fletter sig ind i hinanden næsten uden punktummer i en poetisk evighed, så det til sidst ikke er til at skelne fortællingen fra drømmen og drømmen fra åbenbaringen, for det hele hænger sammen.

Og sådan mærkede Jon Fosse også selv livets dybeste kerne, da han fik en afgørende religiøs oplevelse her i Bergen for 26 år siden. Det blev begyndelsen til en åndelig rejse, der for tre år siden betød, at han blev katolik. Men allerede som barn fik han en oplevelse af, at livet har en guddommelig klangbund.

Jon Fosse er både bosat i Wien, Oslo og Bergen, som han betragter som en af de smukkeste byer i verden. Den prisbelønnede forfatter, der ofte nævnes som kandidat til Nobelprisen, er en skattet borger i byen, der har Nordeuropas mest besøgte turisthavn. Billedet er fra Bryggen i den ældste del af byen, der engang hed Bjørgvin Foto: Leif Tuxen

”Min første åndelige oplevelse havde jeg, da jeg som syvårig kom til at skære mig på en knust flaske med ribssaft i kælderen. Min hovedpulsåre blev skåret over, og jeg var ved at forbløde. Da havde jeg en nærdødsoplevelse, hvor jeg så mig selv udefra. Jeg så også mine forældre og husene, og det hele var så fredeligt og fint, og da fik jeg fornemmelsen af, at det guddommelige findes, men jeg fandt det ellers ikke i min barndom. Og slet ikke i kirken.”

Som barn voksede Jon Fosse op i den lille flække Strandebarm i Hardanger i Sydvestnorge.

”I Norge har man det, man kalder for bibelbæltet, et område især i det sydvestlige Norge, der er præget af bedehuskultur eller det lavkirkelige miljø. Det præger på en måde desværre mindre og mindre kulturen, men da jeg voksede op i 1960'erne, var det miljø meget stærkt. Men kørte man lidt længere ind i landet, mistede bedehusmiljøet sit tag i folk, der mere gik op i at drikke og komme i ungdomshuse. Og den bygd, jeg voksede op i, lå lige akkurat på grænsen mellem det lavkirkelige og det hardangerske verdslige vestland, så vi havde begge dele i samfundet.”

Bygdens bedehus stod for denne strenge lavkirkelige del af Jon Fosses barndomsmiljø med vægt på syndsbevidsthed og dom. Og som alle andre unge kom han i søndagsskole der hver søndag og til forskellige arrangementer i løbet af ugen, men samtidig kom han i ungdomshuset, hvor den stod på folkedans og andre verdslige aktiviteter. Det var en opvækst i konstant splittelse.

”Det, som skete med mig, var, at jeg fik frygtelig meget imod hele kristendommen i min opvækst. Jeg foragtede både det, de sagde i bedehuset, det, som præsten forkyndte, og hele kulturen omkring det. Det var løgn og hykleri. For ingen levede op til de ord, som de sagde. Men de truede børn og unge med at ryge i Helvede, hvis de ikke troede på præcis samme måde, som de selv gjorde,” siger han og slår over i en forvrænget teaterstemme:

”'Hvor trist bliver det ikke, når jeg ikke får dig med op i Himlen, men skal tænke på dig, der sidder dernede i Helvede.' Den slags kunne de sige. Og til sidst tog jeg helt afstand fra det. Jeg kan ikke sige, at jeg havde mistet min barnetro. For barnetro havde jeg aldrig haft. Jeg havde aldrig oplevet at tro som barn. Mine forældre var troende, og min mor havde prøvet at bede aftenbøn med mig, men jeg syntes mest, at det var ubehageligt, og i bedehuset havde jeg mødt en kristendom, som jeg blev allergisk over for.”

"Jeg kan ikke sige, at jeg havde mistet min barnetro. For barnetro havde jeg aldrig haft." Foto: Leif Tuxen

I stedet var han allerede fra 12-årsalderen blevet et meget læsende og skrivende menneske. Og det første, han gjorde, da han blev 16 år, var at melde sig ud af statskirken.

”Det var i 1970'erne og midt i ungdomsoprørets tid, og jeg begyndte også at falde over bøger, der førte mig i en marxistisk retning. Og jeg blev en slags ateist,” siger han og tøver smilende:

”Jeg kaldte mig nok for agnostiker. Jeg tror ikke, at jeg var så dum, at jeg direkte kaldte mig ateist. For man kan jo aldrig være sikker på det ene eller det andet, så det er lige så meget en tro at være glødende ateist. Og jeg betragtede undrende maoisterne på venstrefløjen, der var ufatteligt dominerende dengang, men akkurat lige så troende som dem, jeg havde taget afstand fra. Maoisterne mindede mig simpelthen så meget om de missionsfolk, jeg var flygtet fra, så jeg automatisk havde en aversion mod dem,” siger han og griner, inden han tilføjer:

”Men det, der for alvor gjorde, at jeg forlod en slags naiv marxisme, var mere at skrive. Jeg begyndte at digte som ganske ung. Det forandrede mig at tænke over spørgsmålet: Hvor kommer du fra? Asle og Alida fandtes ikke, før jeg skrev om dem. Jeg digtede dem frem. Og det, der sker, når man digter noget eller læser anden litteratur, er, at man kommer til at tænke over, hvor de kommer fra. Det bliver en slags åndelighed, der åbner sig gennem litteratur og kunst. Og når man begynder at se på verden med det åndelige blik, så åbner der sig en plads til, at religionen kan være der. Mange lader livet være et stort spørgsmålstegn. Det er måske også det klogeste, hvor man bare lever sit liv, så godt man kan. Det har jeg al respekt for. Men jeg begyndte vel at lede efter meningen med det hele.”

Samtidig begyndte han også at læse filosofi på universitet, hvor man i 1980'erne erstattede Marx med Kierkegaard, Nietzsche og Heidegger.

”Heidegger åbnede mine øjne for, at troen har en kvalitet. Han skrev i et teknisk filosofisk sprog, men det ændrede min holdning. For han beskrev mennesket som et væsen, der leder efter mening i alt, fra det bliver født, til det dør. Han så menneskelivet som en ventestation mellem fødsel og død, og det rejste spørgsmålet om, hvad livet kom fra, og hvor det skulle hen. Det er som at stå og kigge på et kunstværk og tænke over, hvordan det er blevet til med alle sine farver og former. Det er uforklarligt. Men det gav mig faktisk en form for forståelse for de bedehusfolk, som jeg før havde taget afstand fra. For på en underlig måde fik jeg mere respekt for tro og det religiøse sprog, som jeg endda selv havde brugt i titlen på min første digtsamling 'Engel med vatn i augene', så det må have ligget i mig hele tiden. Og faktisk tror jeg også, at mine bøger hele tiden havde været mine bønner til Gud, ligesom Kafka sagde, at skrivning er en slags bøn. Det har det også været for mig.”

”Gennem kvækerne fandt jeg et gudsnærvær i det stille møde. Det var et helt reelt gudsnærvær, som jeg mødte. Men det var en åbning for mig, da jeg begyndte at bruge ordet Gud på min måde.” Foto: Leif Tuxen

Som 30-årig fik Jon Fosse en ganske almindelig eftermiddag en religiøs oplevelse, der for alvor åbnede ham for troen.

”Jeg havde en mystisk lysoplevelse af, at alt hang sammen. Jeg kendte på en måde alt på én gang. Den slags religiøse oplevelser kan man ikke fortælle meningsfuldt om, men jeg vidste, at oplevelsen var sand. Og jeg begyndte at lede efter lignende oplevelser og stødte på det gnostiske begreb 'indsigt'. Jeg havde fået en indsigt. Og jeg begyndte at læse en masse om gnosticisme og dens traditioner, især den tyske mystiker Mester Eckehart, der skrev meget om, hvordan Gud bor helt inderst inde i en og derfor er så nær, at man ikke kunne se ham og så fjern, at man ikke mærker ham. Han blev den mystiker, der har påvirket mig mest, og siden fandt jeg ud af, at han også påvirkede Heidegger en del med sin værenstænkning.”

På det tidspunkt havde han stadig svært ved at kalde sig kristen. Og derfra gled han ind i det lille norske kvækermiljø med folk, der både regnede sig selv som kristne og ikke-kristne, men havde det tilfælles, at de havde en gudstro.

”Gennem kvækerne fandt jeg et gudsnærvær i det stille møde. Det var et helt reelt gudsnærvær, som jeg mødte. Men det var en åbning for mig, da jeg begyndte at bruge ordet Gud på min måde.”

Han holdt fast i kvækermiljøet i flere årtier. Men gennem sin tredje og nuværende kone, der er katolik, blev han stadig mere interesseret i katolicismen. Og for tre år siden konverterede han selv, og det har han ikke fortrudt, fortæller han:

”Det har været en lang rejse fra det indre lys til at være en del af en kirke, der lægger så meget vægt på sakramenter, liturgi og hele den udvendige del af kristendommen, som den katolske kirke gør, mens lutherdommen for mig ligger midt i mellem i en slags ingenmandsland.”

Hvad er kernen i den tro i dag?

”Den samme som før. Men det, der har ændret sig, er, at min tro har fået et ansigt, og ansigtet er naturligvis Jesus. Før havde jeg store problemer med den kristne grundfortælling. Men jeg begyndte at tro, og så kom troen. Som min prior sagde, er tro en nåde på samme måde som digtning er en gave. Jeg kan hverken forklare digtningen eller troen. Og jeg oplevede et Kristusnærvær i selve den katolske messe. I den protestantiske messe, som jeg kender den, har troens mysterium ingen betydning. Men den er i centrum af den katolske kirke. Man kan indvende meget mod den katolske kirke, men den har trods alt formået at holde troens mysterium levende i 2000 år. Den protestantiske kirke, jeg kender, skubber mysteriet væk og vil rationalisere og forklare alt. Men troen kan ikke forklares. Det er en dårskab, som Paulus sagde. Men under den katolske messe oplever jeg Guds nærvær, og derfor kommer jeg helst mindst fire gange om ugen i kirken,” siger han, inden han forsvinder ud i Bergen for at hente sin datter.

Og når man selv går rundt i Holbergs fødeby og ser, hvordan træerne bogstaveligt talt vokser ind i himlen i den smukke bjergby, der nærmest rejser sig op af vandet i den gamle havn og stikker op gennem bebyggede fjelde og farverige bjerglandskaber af skyer i solens stråleglans på vej mod de sneklædte bjergtoppe, forstår man, hvad Jon Fosse mener med, at alting hænger sammen. Især når man som dansker er vant til at færdes i et fladt land med menneskeskabte byer, for her føles det næsten som om, at der findes en ekstra dimension, og byen føles måske netop så smuk, fordi den ikke kun er et resultat af menneskers vilje, men fortsætter med at vokse i en fortælling uden punktum