Gustav Mahler og Jean Sibelius var jævnaldrende, født i henholdsvis 1860 og 1865, og de opnåede tidligt international anerkendelse, især for deres store symfonier. I 1907 havde de lejlighed til at drøfte den symfoniske form, da Mahler besøgte finnen, og de to mænd gik en længere spadseretur i det smukke Helsinki.
Ifølge Sibelius burde symfonien være kendetegnet ved stramhed i stilen og en dyb indre logik, men Mahler var ikke enig. Han mente, at symfonien skulle være mangfoldig som selve livet og dermed rumme de mest forskellige elementer. I torsdags kunne publikum i DR Koncerthuset så sammenligne de to musikalske modsætninger, selvom det må betones, at Mahlers ”Des Knaben Wunderhorn” (Drengens vidunderhorn), aftenens første programpunkt, snarere er en sangcyklus end en regulær symfoni.
Der er tale om en samling sange, som synges på skift af en mands- og kvindestemme. Tekst og musik havde Mahler lånt fra den tyske folkemusik, men han forvandlede dem til rørende beskrivelser af menneskets livsvilkår. Hver sang er som et lille teaterstykke, som kræver både akkuratesse og lune af sangerne.
Den opgave var ”lagt i stemmerne” på Danmarks førende baryton Johan Reuter og den franske altsangerinde Nathalie Stutzmann. De supplerede hinanden udmærket, og de agerede også godt, når situationen var til det, men Reuter havde enten et mere taknemligt udvalg af sange eller en bedre stemme til dette specielle repertoire. Måske begge dele.
Udvalget af sange var ved denne lejlighed hele 13 i tallet, kulminerende med det berømte ”Urlicht” fra Mahlers 2. symfoni. Reuter sang det korte stykke med den rette højtidelighed, men man plejer at høre det med en alt.
Sibelius' 2. symfoni i D-dur er den længste af hans syv bedrifter i genren. Den er trods sin varighed på tre kvarter et forunderligt helstøbt værk.
Den 39-årige russer Vasily Petrenko, der til dagligt slår sine folder som chefdirigent i Liverpool og Oslo, og som har indspillet samtlige Sjostakovitjs 15 symfonier med det førstnævnte orkester, viste stort overblik og førte orkestret sikkert gennem alle fire satser.
Sidstesatsen i Sibelius-symfonien ligner finalen i Beethovens ”Skæbnesymfoni” ved at have en ualmindelig langstrakt slutning, hvis klimaks strækker sig over mange minutter, så det gælder for musikerne om at holde krudtet tørt. Den kunst mestrede DR SymfoniOrkestret til fulde, ligesom man kunne glæde sig over, hvor smukt samtlige sektioner fik fremmanet den fornemmelse af finsk natur, der også er en del af oplevelsen ved at høre Sibelius.
kultur@k.dk