Thomas Kluge er en af Danmarks bedste nulevende portrætmalere. Hans portrætter vidner om en vidtdreven psykologisk indsigt og evne til at trække skjulte sider af den portrætteredes personlighed frem i lyset.
I bogstaveligste forstand. For Thomas Kluges portrætter fødes af mørket og rummer mørket i sig. Personerne, han afbilder, kommer aldrig helt fri af mørket. Af samme grund er hans portrætter både foruroligende og fascinerende.
Når det indledningsvis er værd at slå dette fast, er det, fordi der findes to udgaver af Thomas Kluge: Myten og maleren.
Og myten har i snart alt for mange år skygget for maleren.
Det er Thomas Kluge ikke uden skyld i. Han har iscenesat sin kunstneriske karriere som et mytologisk martyrium, hvor offentligheden gang på gang har skullet igennem historien om, hvordan Thomas Kluge blev afvist på kunstakademiet i København, og om hvorfor den modernistiske avantgardekunst intet siger ham.
I stedet har Thomas Kluge identificeret sig med de klassiske mestre i europæisk kunsthistorie, ikke mindst barokkens store navne, og stillet sig selv til skue i et kostume, der angiveligt skulle vække mindelser om Rembrandt.
Kritikere og kunsthistorikere fra medierne og museumsverdenen har velvilligt spillet med i denne maskerade og værget besværgende for sig ved synet af Thomas Kluge og alt hans væsen.
Han er blevet afvist på museer, skammet ud i visse aviser, og hvad angår cirkulationen af offentlige midler og hædersbevisninger.
I stedet har han skabt sig en karriere som kongehusets, adelens og industriens førende portrætkunstner, i de senere år tillige suppleret med allegoriske kristne billeder både til den personlige andagt og til kirkerne.
Alt sammen har lagt alen til hans mytologiske martyrium som usamtidig og reaktionær. Thomas Kluge har ikke gjort det let for sig selv i modsætning til et stort norsk forbillede som Odd Nerdrum, der betegner sig selv som ”kitschmaler” og tydeligvis opfatter det som en hædersbetegnelse.
Besindige og begavede kritikere som Astrid la Cour og Kluge-kenderen Torben Weirup har længe advokeret for et mere nøgternt syn på Thomas Kluge.
Som kritiker og beskuer i almindelighed kunne man gøre det meget lettere for sig selv - og i sidste ende for Thomas Kluge - hvis man skrællede hele dette mytologiske lag af, begyndte at anskue ham som maler og rent faktisk gav sig til at se på det, han maler.
At de fortsat taler for døve øren, vidner en ny udstilling og tilhørende bog om Thomas Kluge om med titlen ”Gud, konge og fædreland”. Udstillingen vises på Johannes Larsen Museet i Kerteminde og skal siden til Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.
Repræsentanter for de to museer har sammen med Thomas Kluge redigeret den smukt udstyrede bog om kunstneren med fremragende billedgengivelser.
Det er også det bedste, man kan sige om udgivelsen og det kuratoriske greb, der er om udstillingen.
Gengivelserne af Thomas Kluges arbejder er exceptionelle i bogen og yder ham fuld retfærdighed; det samme kan siges, når man ser den stramme ophængning på museet i Kerteminde, hvor ikke mindst portrætterne tager sig prægnante ud i en tæt, klassisk galleriophængning, der i Kluges ånd vækker mindelser tidlige tiders måder at præsentere europæisk malerkunst på.
Argumentationen for, hvorfor udstillingen vises på Johannes Larsen Museet, giver direktør Erland Porsmose i bogen i et kort bidrag. Både bog og udstilling skal tydeligvis sælges på historien om den forkætrede Kluge.
Således sammenligner Erland Porsmose den årelange diskussion om kvaliteterne eller manglen på samme i Thomas Kluges kunst med den herostratisk berømte såkaldte ”bondemalerstrid” i 1907, hvor en række af fynbomalerne, herunder Johannes Larsen, blev skældt ud af et lille københavnerkleresi af kunstnere.
Argumentationen er langt ude, så langt ude, at Erland Porsmose selv knap nok gider at føre den i marken.
Det gør til gengæld to af hans forfatterkolleger i bogen. Kunsthistorikeren Thyge Christian Fønss mobiliserer i en ellers vidende og kyndig artikel om Kluges portrætmaleri alle gode kræfter for at fremstille ham som et offer for avantgardens kunstsyn.
Et modernistisk blik af tvivl og splittelse over for Thomas Kluges helhedssyn på mennesket. Som hos alle populister tilskrives dette kritiske blik en fordomsfuld ”kunstelite”, der åbenbart styrer, hvad der er god smag i dette land.
Helt parodisk bliver forsvaret for Thomas Kluge over for ”kunstelitens” angreb i Johan Christian Nords angiveligt kulturhistoriske redegørelse. I et oppumpet, villet, velskrevet og eksalteret sprog finder forfatteren, at den angivelige foragt for Thomas Kluge har sine rødder i det kulturradikale begreb om kunst.
Det er Georg Brandes' skyld, at Thomas Kluges kunstnermytologiske iscenesættelse ikke har fået fuldkomment medløb!
I stedet køres den gammelgrundtvigianske, semisenile ”folkelighed” i stilling endnu en gang. Thomas Kluge ses som en eksponent for en ”folkelig genbesindelse” og ”den gamle enfoldige tale om et forpligtet menneskeliv”.
Eneste undtagelse fra dette pinlighedens advokatur i ”Gud, konge og fædreland” er teologen og kunsthistorikeren Lisbeth Smedegaard Andersens fortolkning af Thomas Kluges alterbilleder til Store Magleby Kirke på Amager.
Her skrives der renfærdigt om Thomas Kluges trefløjede altertavle som et værk i sig selv. Og som et værk, der allegorisk rækker ud over sig selv mod det numinøse andet.
Lisbeth Smedegaard Andersens tilgang til Thomas Kluges religiøse værk er essentiel for al billedforståelse. Det handler om værket, ”an sich”. Hun finder Kluges særlige talent i hans evne til at se ”det guddommelige i det synlige”.
Altertavlen i Store Magleby Kirke skildrer ikke Kristus direkte, men ved hjælp af klassiske ikonografiske symboler på hans tilstedeværelse.
På den måde skaber Thomas Kluge en nødvendig afstand, ja han abstraherer og ”drager noget ud af helheden, for at det væsentlige kan træde så meget tydeligere frem”.
Det er en præcis og meget vigtig iagttagelse at gøre over for Thomas Kluges billeder. De fremstilles altid - også på nærværende udstilling - som fortættede, hyperrealistiske afbildninger. Dybest set er hans malerier det modsatte.
De er abstraktioner, hvor noget er taget ud af helheden for at fremstå med betydningsbærende væsentlighed.
Altertavlen fra Store Magleby Kirke er i sagens natur ikke med på udstillingen i Kerteminde, men det er et par andre af disse essentielle gengivelser af det i kristen sammenhæng afgørende væsentlige.
Herunder de så ganske utroligt raffinerede billeder af en engel i form af en enkelt lille fjer, ja snarere et dun, fra 2006 og ”Opstandelsen 2007” i form af en enkelt gul, blomstrende mælkebøtte på en baggrund af det sorteste mørke.
Det er en identisk evne til abstraktion frem for realitet, der forlener Thomas Kluges portrætter med så stor menneskelig styrke. Ja, ikonisk kraft.
Kunstneren kan se noget hos eller rettere i den portrætterede, som vedkommende måske ikke selv er bevidst om. Han fik sit gennembrud som portrætmaler med maleriet af dronning Margrethe II i 1995.
Dronningen sagde som bekendt i den anledning: ”De har sandelig fået det hele med!”.
Det er en præcis bemærkning. Dels i den forstand, at alt i hendes ansigt er synligt og markeret af kunstneren, dels, og frem for alt, i den forstand, at kunstneren også har fået træk i majestætens karakter med, som netop ikke er synlige for det blotte øje.
Det er dette dobbeltgreb af gedulgt og gestaltet, der kendetegner Thomas Kluge, når han er bedst.
Det åbenbares i de talrige portrætter, som kunstneren sidenhen har skabt af eksempelvis prins Henrik, Mærsk Mc-Kinney Møller, Poul Svanholm, Knud Sørensen, Henrik Wedell-Wedellsborg, Christiane Wedell, Linda Nielsen, Else Marie Bukdahl, Poul Eefsen, Sven Ove Gade, Erik Norman Svendsen og Czeslaw Kozon, altså kongelige, adelige, direktører, rektorer, bestyrelsesformænd, biskopper, publicister og dermed både den ceremonielle og den reelle magt.
Men de er ikke de eneste. Kunstneren bevæger sig også i et mindre magttynget rum med portrætter af sig selv og sin familie med hustru og børn.
Ser man bort fra familie- og selvportrætterne - og det kan være vanskeligt, for der er en indtagende sødme og stille eftertænksomhed i flere af disse billeder - så er det første, man bliver slået af, ikke de mange referencer til den klassiske kunsthistorie i komposition og positurer.
Som mange andre kunstnere, der arbejder inden for portrætgenren, arbejder også Thomas Kluge inden for en traditionsgiven ikonografi.
Nej, det, man som beskuer hæfter sig ved, er portrætternes psykologi. Thomas Kluge portrætterer mennesker med en position, og som sådan accentuerer han - i overensstemmelse med genrens krav - magten ved at understrege den med magtens udtryk og insignier.
Men ingen af de afbildede i hans portrætter bliver af den grund magtfuldkomne. Tværtimod.
Uden at fornærme nogen - personligt har jeg truffet og i flere tilfælde arbejdet professionelt sammen med de fortræffelige, lidenskabelige og højt kvalificerede mennesker i Kluges portrætgalleri - er Thomas Kluges portrætter ikke venlige.
Tværtimod er der noget, man i mangel af bedre kunne kalde for forfængelighedens dæmoni til stede i hans skildring af mennesket.
Nogle af portrætterne vidner om, at magten kan blive anløben og depraveret; bestemt ikke altid, andre steder kan den blive sårbar, og afmagten træde frem i blikket og i ansigtets eksistentielle forkastninger.
Thomas Kluges portrætter er ikke blot spejle, de er sandhedsspejle, de viser ikke blot det menneskelige, men det alt for menneskelige. Det er hans mesterskab.
Som portrætmaler er Thomas Kluge dybest set til det yderste radikal, antiautoritær og sandhedssøgende. Hans empati er af den afslørende slags. Derfor mørket i hans billeder.
Det er netop ikke barokkens underfulde clairobscur, der lader beskueren ane det sjælelige i de dunkle partier som hos en Caravaggio, en Rembrandt eller en Zurbarán, og dermed en form for frelse.
Kluges mørke er det totale mørke, fortabelsens mørke, som han lader sine medmennesker træde frem af, så vi kan fastholde dem med vores blik og gengælde deres.
kultur@k.dk
