Mødet med den anden på Louisiana

Louisianas udstilling med den hollandske kunstner Rineke Dijkstra er en mulighed for at møde både den enkelte og de mange. En smuk og rørende udstilling, som man meget gerne ser igen og igen

Den hollandske kunst-fotograf Rineke Dijkstra har fulgt den bosniske pige Almerisa, fra hun som seksårig i 1994 lige var ankommet til asyl- centret i Leiden i Holland.
Den hollandske kunst-fotograf Rineke Dijkstra har fulgt den bosniske pige Almerisa, fra hun som seksårig i 1994 lige var ankommet til asyl- centret i Leiden i Holland. . Foto: Rineke Dijkstra.

Det hænder, at jeg møder et ungt menneske, som hilser hjerteligt på mig, uden at jeg kan genkende vedkommende, for eksempel som pigen, min datter gik i skole med for fem år siden. Det gør mig flov og irriteret, for så snart jeg får navnet fortalt, falder de to billeder sammen. Pigen, som hun så ud for fem år siden, og pigen i dag.

Jeg kom til at tænke på den oplevelse, da jeg så den betagende udstilling med den hollandske kunstfotograf Rineke Dijkstra, der netop er åbnet på Louisiana. Hun arbejder ofte i længere serier, hvor hun følger det samme menneske over flere år, og i en af dem har hun fulgt en bosnisk pige, Almerisa, fra hun som seksårig i 1994 lige var ankommet til asylcenteret i hollandske Leiden og til nu, hvor hun er en voksen kvinde, der selv er blevet mor. På det første billede sidder den lille pige på en rød stol i et hjørne af et lidt anonymt rum. Sådan arbejder Dijkstra ofte med rummet; det skal ikke være alt for meget en medfortæller. Pigen har tydeligvis taget sit fineste tøj på, nederdel, hvid skjorte og vest, om halsen har hun en rød sløjfe, der farvemæssigt spiller op til stolen (de små skarpe detaljer er et vandmærke for Dijkstra).

Den lille Almerisas fødder kan ikke nå gulvet, de dingler i luften iklædt tykke turkisblå strømper, som bryder den fine påklædning, og det er ikke lykkedes hende at presse tæerne ned i de, tydeligvis for små, blanke laksko. Pigen ser på os med et tålmodigt og måske alt for voksent blik, men her er jeg allerede i gang med at tolke og lægge min egen forståelse over billedet, fordi jeg jo ved, at pigen er et flygtningebarn.

Rineke Dijkstras billeder gør mig hele tiden opmærksom på, hvor meget vi tolker på og laver forståelser af vores medmennesker ud fra de små bidder, vi samler op om dem kombineret med vores egne erfaringer. Der ligger 23 år mellem det første og det sidste billede af Almerisa og en del stilskift, som bliver så tydelige for mig, der jo netop ikke kender hende og ikke har en kendt matrice, min bevidsthed kan lægge hendes billede ind i. Hun forandrer sig nærmest radikalt fra billede til billede, lige fra hårfarve til måden, hun klæder sig på; hun bliver til nogle andre, men er jo stadig ”sig selv”. Med dette enkle greb åbner Dijkstra for en slugt af filosofiske overvejelser omkring begrebet identitet.

 Billedet fra strandbyen Jalta i Ukraine er taget i 1993.
Billedet fra strandbyen Jalta i Ukraine er taget i 1993.

Rineke Dijkstra er født i 1959 og slog for alvor igennem i 1992 med serien ”Strandbilleder”, hvor hun har fotograferet unge mennesker stående alene, ret op og ned foran havet. Himmel, hav og strand udgør en tredelt og lidt flad kulisse bag det enkelte unge menneske, som er fotograferet i fuld figur kun iført badetøj. Lyset er gråligt, køligt, det er ikke fornemmelsen af varme og badeferie, Dijkstra er ude efter. Det er noget helt andet.

Hendes fotografi er et langsomt og detaljeret fotografi, der registrerer alle detaljer, den måde, de våde badedragter folder i stoffet på, hænger og sjasker lidt, drengenes højtaljede og nu helt umoderne badebukser, den let blålige eller nubrede hud. Hun har arbejdet med at få modellerne til at stå så afslappet som muligt foran sit kamera. De smiler ikke, konfronterer os bare. Deres arme hænger ned langs siden, og pludselig lægger man mærke til, hvor store hænder egentlig kan virke, når de sidder for enden af tynde teenagearme. Hun har noget med hænder, Dijkstra. Jeg lægger pludselig mærke til dem i de andre billeder, som for eksempel hendes portrætfoto af kunstneren Taryn Simon, så yndig og fin, men også her de lange, lange arme og store nøgne hænder mod den delikate kjole med en sløjfe, der vipper midt på, som var hun en gave, man bare aldrig får lov at pakke ud.

Dijkstras billeder er samtidskunst, stilen og tøjet gør, at vi kan tidsfæste dem, men det er samtidig, og i modsætning til rent dokumentarfotografi, ganske tidløse værker, som, hvis man kniber øjnene let sammen, ofte kunne være malet af for eksempel renæssancemaleren Botticelli, der også havde en forkærlighed for kontrapostens fine ryk op gennem en langlemmet krop.

Når Dijkstra er optaget af at fotografere unge mennesker, er det, tror jeg, fordi de har en særlig tiltrækningskraft i og med, at de står på tærsklen mellem barndommens verden og voksenlivet. De har næsten den voksnes krop og blik, men det er, som om sprækkerne ind til barndommens hemmelige og alvorlige land samtidig er åbne.

Rineke Dijkstra er fotograf, men hun arbejder også med film.

På Louisiana kan man se tre større installationer. Den første er placeret forrest i udstillingen, og det giver god mening at begynde med den, fordi den dybest set er et spejl af, hvad udstillingen gør med os.

”I See a Woman Crying” (”Jeg ser en kvinde, der græder”) er fra 2009. Fordelt på tre skærme ser vi en gruppe på ni britiske skoleelever. De er formodentlig 10-11 år og har ens grå skoleuniformer med røde slips på (igen den lille intrikate farvedetalje).

Skærmene klipper ind over hinanden, så nogle af børnene er med på to billeder. Der er seks drenge, som grupperer sig i midten, flankeret af tre piger. Vi kan ikke se det, men børnene er stillet over for et Picasso-maleri (”Grædende kvinde” fra 1937), og det er det billede, de beskriver og taler om i filmen. De begynder pænt og beskrivende med, hvad de ser; en grædende kvinde, farverne, mønstrene, men ret hurtigt tager forestillingerne over.

Hvorfor græder hun mon? Er hendes mand gået fra hende, som en af pigerne foreslår, har hun været til begravelse eller bryllup, bider hun negle, som man gør, når man har gjort noget forkert, eller er hun måske et spøgelse, som en lille stritøret og tænksom dreng foreslår.

Børnene er koncentrerede om at aflæse, hvad de ser, men som betragter af deres samtale bliver man også opmærksom på det spil, der foregår mellem dem. Den måde, drengene læner sig op ad hinanden på, og den måde, den lidt tykke pige med brillerne, der også fysisk befinder sig yderligt i gruppen, forsøger at komme med ind i samtalen på.

Samtidig fortæller Rineke Dijkstra med sin rytmisk smukt klippede film også om, hvad det er, der sker i vores egne hoveder, når vi går rundt på udstillingen, alene eller sammen med andre. Vi begynder nok med at aflæse ret nøgternt, men hurtigt er vi ude i egne fantasmer over, hvem det er, vi ser på billederne. At se på kunst er i sig selv en skabende handling.

Som museets direktør, Poul Erik Tøjner, også sagde til åbningen af Rineke Dijkstras udstilling, så er hendes værker i bund og grund etisk og moralsk funderede. De handler om, at ethvert møde med et andet menneske begynder med respekt; respekt for, at den anden har sin integritet, sin egen historie, som vi ikke kender, men kun kan nærme os i en respektfuld samtale.

Udstillingen er fuld af underfulde møder. Et menneske bliver smukt, når det bliver taget alvorligt, og Rineke Dijk-stra tager alle sine modeller alvorligt, den enkelte og de mange.