Udlændingepolitikken er et følsomt område. Selvom det måske ikke spillede den helt store rolle ved det just overståede folketingsvalg, så kom der dog meget rabalder fra Stram Kurs og Nye Borgerlige. Det flød med påstande om muslimer, og der pustes til angsten for indvandring og islam.
Der er problemer på det felt. Det er alle vist klar over, men der er også en nærmest skjult virkelighed nede i problematikken omkring opholdstilladelser, hjemsendelser og tålt ophold. En del muslimer konverterer i disse år til kristendommen. De lægger deres tidligere religion bag sig og vil være en del af kristendommen. Det gør det ikke lettere for dem at få opholdstilladelse i Danmark, men det kan få alvorlig betydning ved deres eventuelle hjemsendelse. Der er lande som for eksempel Iran, hvor det er forbudt at forlade islam, og hvor straffen kan være dødsstraf.
Jørgen Hedager Nielsen, der har været forlagsredaktør og journalist, er dykket ned i denne skjulte virkelighed med konvertitterne. Han har interviewet 10 konvertitter, der alle har udgangspunkt i Iran eller Afghanistan. De er flygtet fra deres lande og kommet hertil inden for det sidste årti. Det er mennesker, der har været gennem oplevelser, der for os i det fredelige Danmark ikke kan forstås. De har betalt en høj pris for at tage skridtet væk fra hjemlandet. Tabet af familie, land og sprog er stort, men nødvendigheden har drevet dem. Undervejs har de mødt kristendommen. Det er mødet med Jesus, der vender op og ned på deres liv. Han er det helt anderledes. Han er glæden midt i bitterheden og angsten. Han er befrieren midt i fangenskabet. Det kan lyde som religiøse floskler, og nogle moderne danskere vil have svært ved at forstå det, men det er virkeligheden. Deres glæde over troen på Kristus har vi godt af høre midt i vores undertiden noget magelige danske selvtilfredshed.
Panthea flygtede til Danmark fra Iran sammen med sin mand og lille søn, men de fik ikke asyl, og derfor blev de sendt tilbage til Teheran. Kort tid efter tilbagekomsten forsvandt hendes mand, og hun blev indkaldt til møde med efterretningstjenesten. Hun så skriften på væggen og besluttede én gang til at flygte ud af Iran. Hun måtte efterlade sin seksårige søn hos sin mor. Denne gang fik hun asyl i Danmark, og først fem år efter fik hun sin søn herop.
Under sit ophold i et asylcenter mødte hun kristendommen, fik bibelundervisning og blev senere døbt i Silkeborg Kirke. Hun siger, at ”vi kristne kalder Gud for vores far. Gud giver kærlighed, og han tilgiver uden betingelser, men han forventer også noget af os. I islam handler det hele tiden om straf, straf og straf. Hele tiden straf og aldrig tilgivelse”.
Det er Jesus, der er i centrum for disse konvertitters nye tro. Det er mødet med ham, der ændrer deres liv.
Ikke alle 10 interviewede har fået asyl. En af dem sidder på udrejsecenter Kærshovedgård og er afvist asylansøger, der ikke vil udrejse af angst for sin skæbne ved tilbagekomsten til Iran. Han siger stærkt, at han ikke har fået asyl i Danmark, men han har fået ”permanent opholdstilladelse hos Gud”.
Det er 10 menneskeskæbner, der bevæger én meget. Jørgen Hedager Nielsen har gjort et godt stykke arbejde. Ind imellem de 10 konvertitters historie er der interviews med folk, der er involveret i det arbejde at danne fællesskaber på tværs af etniciteterne. Det er præster og netværksarbejdere med tilknytning til blandt andet Indre Mission, Luthersk Mission, og Folkekirkens Migrantsamarbejde. De udfører et væsentligt arbejde for at danne sunde broer mellem os gamle kristne og de nye fra en anderledes baggrund.
Folkekirken er ved at opdage denne nye situation. Det siges, at de nye migrantmenigheder udgør mellem en tredjedel og halvdelen af kirkegængerne i København på en almindelig søndag. Vi kan lære noget af disse migranters og konvertitters glæde over troen og lysten til at gå i kirke.
Man bliver ganske enkelt klogere af at læse denne bog, og så skriver han ganske flydende, ham Jørgen Hedager Nielsen. Det er jo ikke så ringe, som de siger på hans hjemegn i Børkop.
Flygtninge- og udlændingediskussionerne er præget af mange følelser og ganske megen uvidenhed og fordomsfuldhed. Det er godt at komme helt ned i problematikken og se den i øjenhøjde. Desuden bliver man også klogere på sin egen kristendom, og det er jo heller ikke så ringe.