I Vestberlin var der smog-alarm. Men ikke i Østberlin. For ifølge den officielt gældende sandhed fandtes der ingen forurening i DDR. Den forurening, der ikke var der, bevirkede alligevel, at ”brunkulsstøvet i luften gjorde vores snot i næserne sort”.
Dette glimt af virkeligheden, der trodser ideologien, noteres af forfatteren, historikeren og foredragsholderen Ole Steen Hansen i en bog med den ikke just elegante titel ”Syngeklubben, leipzigerne og andre mennesker fra DDR” – men ikke desto mindre er den en veloplagt personlig beretning om mødet med en diktaturstat samt om dens opløsning efter Murens fald, ”den store glædes og de store frustrationeres tid. Hvad ville det hele føre til?”. Den fint tilrettelagte bog er gennemillustreret med forfatterens fotos, der bidrager væsentligt til helhedsindtrykket af samfundsbeskrivelsen, hvis mål ikke er en udtømmende analyse af situationen i landet før og nu, men den bidrager med et vægtigt materiale til en sådan analyse.
Begyndelsen til det hele var en rejse til Sovjetunionen. Ole Steen Hansen, der på dette tidspunkt kun var 18 år, ville opleve verden bag Jerntæppet. Dette førte ham ved en tilfældighed videre til DDR, som han vendte tilbage til igen og igen, i ”et forsøg på at forstå det, et forsøg på at lære dets befolkning at kende, ikke mindst den generation, som blev født i DDR og voksede op bag Muren”. Og rejsen er ikke slut endnu. Ole Steen Hansen bliver ved med at ”finde historier, der giver nye vinkler på livet i DDR”.
Et kapitel handler om Ministerium für Staatssicherheit, Stasi, der som forfatteren skriver altid var til stede på en eller anden måde, om ikke andet så i form af bevidstheden om, at man aldrig kunne vide, hvem der holdt øje med én. Før en privat selskabelighed blev forfatteren og hans ledsager advaret om, at en af deltagerne var mistænkt for at spionere for Stasi. Man kan i bogen se et foto af den pågældende – dog ikke af hans ansigt – mens han er ved at forsyne sig fra tag-selv-bordet. Ole Steen Hansen har en bemærkning om, hvor vildt det var at tænke sig, ”at den venlige unge mand, der mindede om alle de andre, måske spionerede mod dem”. Man må opfatte dette øjebliksbillede som et sigende udtryk for den daglige atmosfære i DDR.
Forfatteren imødegår den gængse opfattelse af østtyskerne som apatiske og initiativløse. I det private liv oplevede han tværtimod kreativitet og virkelyst, en indirekte bivirkning af mangelsamfundet: Man måtte selv tage affære. Vigtigt i den forbindelse var de såkaldte B-vitaminer, i daglig tale betegnelsen for ”Beziehungen”, det vil sige forbindelser.
En af dem, der betror sig til Ole Steen Hansen, fortæller om, hvor hårdt det var at erkende, at befolkningen i DDR ”var blevet regeret af en bande ubegavede, uintelligente, uærlige, amoralske, ikke socialistiske (...) småborgerligt tænkende små mænd”. En anden indbygger, der som udgangspunkt havde den krævede tro på kommunismen, blev mere og mere tvivlende. For hvordan kunne partiet hele tiden have ret?
Skal man udlede en morale af bogen, må det være forfatterens bekendelse til frihed og demokrati, hvis betydning efter mødet med DDR er blevet understreget for ham.