Prøv avisen
Bog

Mørk vidnesbyrdlitteratur på dansk

Paul Celans forældre døde i koncentrationslejre, han overlevede selv, men begik selvmord i 1970, og hans lyrik var fra begyndelsen præget af hans mørke baggrund. -

Den rumænskfødte, tysksprogede digter Paul Celan reagerede i sin digtning på de europæiske erfaringer med holocaust - blandt andet ved at finde et nyt, komprimeret og rystende sprog for de erfaringer, som han og andre overlevende skulle igennem. Nu foreligger et udvalg af hans digte på dansk

Paul Celan: Sort mælk. Udvalgte digte. På dansk ved Peter Nielsen. Efterskrift ved Jørn Erslev Andersen. 216 sider. 255 kroner. Rosinante.

Ifølge en anekdote besøgte den rumænsk-jødiske digter Paul Celan i 1967 den tyske filosof Martin Heidegger i dennes hytte i Todtnauberg i Schwarzwald. Allerede på deres vej sammen dertil benyttede Celan efter eget udsagn ”klare ord” over for den verdensberømte filosof, der i 1933 begejstret havde bakket op om nazisterne - han konfronterede Heidegger direkte med hans nazistiske fortid. Og krævede efterfølgende et forløsende ord af Heidegger, måske en åbning, en undskyldning, en indrømmelse. I digtet ”Todtnauberg”, der handler om mødet med Heidegger, henviser jeg'et til sit ”håb, i dag,/ om en tænkendes/ kommende/ ord/ i hjertet”.

Det ”kommende ord i hjertet” kom aldrig. Og anekdoten er på mange måder sigende for Paul Celans digtning og de temaer, som hans lyrik løbende kredser omkring: erfaringen med holocaust, tavsheden efter 1945 og sprogets manglende mulighed for at udtrykke de erfaringer, som de overlevende fra de nazistiske udryddelseslejre sad inde med.

Celan, der blev født i en tysktalende, jødisk familie i Rumænien, er selv præget af disse erfaringer. Hans forældre døde i koncentrationslejre, han selv overlevede en arbejdslejr og formåede efter krigen at tage via Bukarest til Wien og senere Paris, hvor han i 1970 begik selvmord. Og hans lyrik er fra begyndelsen præget af hans livs mørke erfaringer. Ikke mindst det verdensberømte digt ”Todesfuge” fra 1945, på dansk oversat til ”Dødsfuga”, hører til de mest skræmmende digte om lejrene og erfaringsverdenen omkring disse. Motiver som den ”sorte mælk”, som de fangede ”drikker den hver aften/ vi drikker den middag og morgen vi drikker den hver nat/ vi drikker og drikker/ vi graver en grav i vinden”, er enestående. Døden og monotonien bliver nærværende i digtets billeder og rytme, og ingen, der har hørt de optagelser, hvor Celan selv læser digtet op, vil nogensinde kunne glemme den igen.

Celan har omtalt digtet som en slags ”gravsten” for de døde, men har samtidig senere taget afstand fra digtet. Og det er ikke helt overraskende. Sammenlignet med hans senere digtning forekommer ”Dødsfuga” nemlig forholdsmæssigt traditionelt, meget kunstpræget, hvor Celans senere digtning bliver mere og mere komprimeret og i større grad arbejder hen imod enkelte ord og formuleringer, der antyder usigeligheden og det fortabende mørke bag dem. Gang på gang skriver hans digte sig hen imod en ”tavshed”, en tomhed, der skjuler sig bag ordene: Erfaringerne fra koncentrationslejre kan, lægger han nu op til, ikke blive repræsenteret i sproget, de kan kun udtrykkes i stilhed og fravær af sprog.

Resultatet bliver enormt stærke, men også dystre og svært tilgængelige digte. Celan skriver nu op imod det normale sprog, vi i dagligdagen bruger, han vender sig så at sige mod sproget i sproget. I sine poetologiske skrifter benytter Celan sig af modsætning mellem ”kunst” og ”digtning” (en modsætning, han i øvrigt har overtaget fra Heideggers filosofi). Hvor kunst for ham er noget rent overfladisk, som skaber ”jeg-afstand” og er ”barnløst”, åbner digtningen for en anden erfaringsverden, et ”mod-ord”, en åbning i sproget hinsides det normale, kunstagtige sprog. Som resultat ser vi enestående digte, der gang på gang kredser omkring sprogets begrænsninger.

For oversætteren er denne tilgang til sproget en kæmpe udfordring. Digtene er meget konkrete, men samtidig ekstremt formbevidste og ofte fyldt med neologismer, nye ord, som Celan selv har opfundet. Og desuden er hans digte fyldt med henvisninger til andre forfatterskaber fra eksempelvis den tyske, franske og russiske litteraturhistorie.

Oversætteren Peter Nielsen slipper i bund og grund rigtigt fint fra opgaven. Mange af digtene har været publiceret før, men er nu - i forbindelse med den samlede udgave, der nu foreligger på dansk - blevet gennemset og revideret. Og det er godt. Enkelte fejl, som endnu var til stede i de tidligere udgaver, er blevet fjernet. Eksempelvis havde Nielsen i en tidligere udgave oversat det tyske ”Lichtsinn” i digtet ”Sproggitter” med ”Lysets betydning”, en decideret fejltolkning, siden begrebet henviser til øjnenes fornemmelse for lys. Nu er det blevet rettet til ”lyssansen”, en meget bedre oversættelse.

Samtidig er der dog også i den nye oversættelse en del problemer tilbage. Eksempelvis bliver Celans formulering i ”Dødsfuga”, om at fangerne på deres violiner skal spille ”süsser den Tod”, til, at de skal spille ”døden med følelse” - noget, der måske ikke er direkte forkert, men som ikke fanger den gruopvækkende flertydighed der ligger i den tyske original: at de bliver tvunget til at ledsage døden med musik, og til at gøre den mere blid og sødmefuld, samtidig med at de skal spille deres violiner med følelse. Og besynderligt nok har Nielsen i samme digt også valgt at se bort fra det eneste rim, som digtet har (”blau/ genau”) - selvom det tydeligvis er højdepunktet i digtet og indirekte forbinder nazisternes dødsfabrikker med den tyske idealisme og den traditionelle lyrik.

Den slags problemer ville måske kunne være afhjulpet, hvis forlaget havde besluttet sig for at udgive digtene i en to-sproget udgave, hvor oversættelserne står side om side med de tyske originaler. En sådan løsning - der er international standard i den slags svære oversættelser - ville have givet læseren mulighed for at forholde sig til nogle af de problemer, som er uundgåelige, når vi har at gøre med sådanne tunge og svære digte.

Desuden kunne man have ønsket sig et bedre og mere introducerende efterord. Jørn Erslev Andersen, der står for ”Efterskriftet” giver en fin introduktion til Celans liv og henviser til den berygtede Goll-affære, hvor Celan med urette blev beskyldt for plagiat. Men han formår på ingen måde at give en introduktion til Celans poetik, som er så afgørende for at kunne læse og forstå hans lyrik. Andersen begår sågar den brøler, at han fremhæver, at ”kunst” og ”jeg-afstand” skulle være idealet for Celan. At Andersen end ikke er klar over, at Celan arbejder med modsætningen mellem ”kunst” og ”digtning”, og derfor ikke ser, at Celan bruger begrebet ”kunst” kritisk-negativt, er decideret pinligt.

Sammenfattende har vi at gøre med en imponerende udgivelse, som stærkt kan anbefales, men som samtidig kunne være blevet endnu bedre, hvis de tyske originaler var blevet taget med, og efterordet formåede at give et velfungerende indblik i Celans poetik og digtning.

kultur@k.dk