Rotterne plager Gotham City, arbejdsløsheden stiger, socialrådgiverne spares væk. De rige bliver federe, og de fattige afmagrede. Byen er mørk, stripbarer og sirener skråler op om opmærksomheden, og de åndeligt udmagrede tripper i hver sin cellekulisse og venter på at blive opslugt af massens messende pulsslag, af enhed og af optøjer. Undergangsstemningen pibler ned ad gaderne sammen med rotterne.
Det er Arthur Flecks (Joaquin Phoenix) by. Arthur, der lider af en form for Tourettes, af umotiveret gråd og ukontrolleret grin. Arthur, der ernærer sig som klovn, men inkarnerer tragedie. Arthur, der passer sin mor og aldrig har kendt sin far. Der drømmer om at blive komiker, men aldrig ”har haft et eneste lykkeligt øjeblik”. Arthur er et udskud. I systemets øjne en anomali, selvom der er millioner af flere sjæle som ham.
Arthur bevæger sig længere og længere ind i psykosen. Og Phoenix’ Joker ligger på lur bag de piller, Arthur hver uge køber i det sakrale apotek.
Ingen kan stå der og svaje på galskabens gesims bedre end Phoenix. Det maniske grin, det slukkede blik, det teatralske. Og så det kærlige, det huslige hjemme ved moderens sygeseng. Men derouten kommer, må komme. Og den uanseelige Arthur bliver til kult, bliver massernes Charles Manson, der, uden at råbe, men med mord, opildner til kamp mod de rige. Mod Bruce Waynes far.
Og optøjerne mimer raceurolighederne fra Detroit i 1960’erne, konfrontationerne i New York (virkelighedens Gotham City) i 1970’erne og 1980’erne, opstandelserne mod Trump, mod Wall Street, mod magtfulde mænd og klimasyndere i 2010’erne.
Det er populærkulturens endelige indhug i den politiske kultur. Hvor DC Comics møder samtidshistorie, urmyten møder tegneserien, det arkaiske smil møder det nye Hollywood. Og det hele gøres rigtig mørkt, uhyggeligt, galsindet. Men kritik bliver ikke berettiget heftig af at vrænge. Kritik kommer ikke med en kunstnerisk nødvendighed, fordi man råber, at psykisk syge behandles dårligt, at de rige overser de fattige, at dem, der ikke ses, skaber sig selv i modkulturens billede for at blive hørt.
Det er blevet mainstream at vise det depraverede, at give ondskaben et ansigt, at gøre underholdning mørk. Det er blevet en kulturmarkør, der har markeret sig ad helvede til siden Christopher Nolans ”Batman”-film.
Med strandhugst i den populærkultur, der med tiden er blevet finkultur. Men filmkunst skabes ikke af at klæbe sig til et forsimplet politisk budskab og råbe ”TRUMP” uden at sige hans navn. Kunst kommer heller ikke af at klæbe sig til hverken Scorseses ”Taxi Driver” eller Formans ”Gøgereden”.
”Joker” er vanvittig smuk, når den sammenkæder gyderne, opgangene, reklamerne fra netop ”Taxi Driver” med 1950’ernes musicaldrømme om det endeløse Amerika, som også David Lynch drømmer om i sine mørkeste filmmareridt. Skurrende toner fra sindets krinkelkroge og ”That’s Life” med Frank Sinatra skaber bedst det dysfunktionelle forhold mellem, hvad drømmene forsøger at sælge, og det liv, der leves.
Men det vil være en skamløs overfortolkning at lokke mere ud af ”Joker”, der opfinder forhistorien for Batmans velkendte arvefjende og dens glitrende og voldsglinsende overflade. Joaquin Phoenix fortjener en Oscar, resten smelter i den tynde luft over Gotham City.