Arkitekten Zaha Hadids tilbygning til Ordrupgaard fra 2005 har fra begyndelsen skabt vanskeligheder. Foyer og udstillingssal har mildt sagt ikke levet op til funktionalismens credo om, at form følger funktion. Det er der nu rådet bod på med den norske tegnestue Snøhettas udvidelse, der går under jorden med nye lokaler til særudstillinger og helt nye sale til museets fornemme franske samling. Sidstnævnte indvies den 14. august.
Men allerede nu er det muligt at tage første etape af udvidelsen i øjesyn. Det sker med en særudstilling af samtidskunstneren Tal R med titlen ”Alene hjemme”. Det føler man sig nu ikke! Tal R’s udstilling er en kaskade af billeder, der befolker Zaha Hadids sal til særudstillinger og to nye sale længere nede i dybet under jorden. Men ikke alene det. Tal R har også indrettet museets nye børnerum med sit visuelle univers, der jo altid til en vis grad har mimet barnets blik på verden. Det fungerer fint.
Som den første kunstner i museets nyere historie er Tal R lykkedes med at få Zaha Hadids særudstillingsrum til at fungere som et vellykket forum for kunst. Det skyldes hans herlige, ja nærmest totalitære greb om rummet som et sted for billeder. Masser af billeder. Tal R har ”tapetseret” det lange og skæve rum med billeder fra gulv til loft og i montrer ude i rummets midterakse. Øjet finder ikke hvile, men mødes af den visuelle kakofoni i et sansebombardement.
Når Tal R’s greb er så vellykket, skyldes det også, at det er uset. Kunstneren har i Zaha Hadids store sal afstået fra sit vanlige koloristiske overbud og skabt et rum af manende sorthed og dybde i udtrykket. De mange kultegninger og pasteller i forskellige formater danner en helhed, et tryk og en totalitet, der på en gang virker spontan og æstetisk kalkuleret. Kunstneren har koncentreret sig om to gennemgående motiver, der behersker billedsuiten: fugle i bur og blomster i vase.
Som Tal R siger det i et interview til Lisbeth Bonde i det spektakulære katalog, så er det motivisk ”en virkelig banal gestus”. Det har han jo ret i. Siden romantikken har såvel motivet med fuglen i buret som blomsten i vasen været ren biedermeierkultur, det vil sige afskærmet hjemlig idyl og et beskyttet liv i trygge omgivelser. Sådan er det ikke hos Tal R.
Hos Tal R bliver motivet med fuglen i buret nærmest en posttraumatisk bearbejdelse af indespærringen under coronapandemien, store fugle i alt for små bure. En frihed, der ikke flyver. Og blomsterne? Mange, også store og gode kunstnere, har malet dem igennem tiden med poetisk nerve. Hos Tal R bliver de voldsomme på en måde, som ikke hører poesiens blå blomst til, og sanselige på en måde, der sprænger anstændighedens grænser. Begge dele er velgørende og pågående. Dette store dekorerede rum på Ordrupgaard er noget af det mest vellykkede, Tal R har skabt de senere år. Et ekspressivt udtryk, der hæver hans samlede værkkorpus her ud over den ”banale gestus”.
I Snøhettas to nye, befriende retlinjede og klassisk sammenhængende udstillings-sale længere nede under jorden er der ikke samme vitalitet på færde hos Tal R. Her er han slået over i farve, maleri og stort format. Efter oplevelsen ovenpå virker det lidt som et antiklimaks, en Tal R på rutinen med den mere piktogramagtige genkendelighed i motivkreds og udtryksform. Stærk signalkolorit, bevidst ”naivitet”, men så heller ikke så meget mere.
Takket være ovenlyslanterner følger lyset publikum ned igennem først Zaha Hadids bygningskrop og så Snøhettas forlængelse af den i et vertikalt snit dybt i jordens kød. Det er egentlig rart. Publikum er ikke prisgivet mørket rent arkitektonisk. Mørket derimod hersker velgørende i første del af Tal R’s billedstorm.