I Skabelsesberetningen fra Første Mosebog sætter Gud skel mellem lyset og mørket, og det bemærkes, at lyset er godt. Dette skel i Bibelen har på afgørende vis præget tankegangen i den vestlige verden.
Dagen og lyset har den positive valør, hvad enten det drejer sig om lyset fra Jerusalem eller lyset fra Athen - Guds og Jesu lys eller filosoffernes oplysning. Både det religiøse og det verdslige samfunds udvikling frem mod stadig større grader af humanitet er tæt forbundet med lyset. Lyset er befrugtende og livgivende for al vækst og al tænkning. Natten og mørket er af samme grund blevet en metafor for alt det, som står i kontrast til det gode i livet og i verden.
Natten er lig med det kaotiske urmørke før skabelsens første dag og dermed lig med alt det, der ”ikke tåler dagens lys”. Natten er ud fra en overfladisk betragtning destruktiv, ødelæggende og fuld af uhygge. Af samme grund er menneskets civilisatoriske proces gået ud på at afskaffe natten med masser af kunstigt lys. Alt sammen for at få mørket til at vige, som var menneskets overlevelse betinget af lyset alene. Nattens eneste tilladte tilstand er søvnen, og selv den kan jo fortolkes som noget farligt med alskens forfærdelige drømme, unævnelige lyster, ja, det kan endda tænkes - som hos den store salmedigter Thomas Kingo - at man aldrig vågner igen og vies til nattens evige fortabelse.
Tematisk er der derfor mange grunde til at sende sonder af lys ind i natten og finde ud af, hvad der finder sted i ly af mørket. Det har de to velskrivende historikere Poul Duedahl og Ulrik Langen gjort med den store, flot udstyrede antologi ”Nattens gerninger”, hvor en række forskere forsøger at beskrive, hvad der hører natten til. Det er blevet til en række beslægtede kapitler om nattens historie, hvor forskellige aspekter af nattelivet beskrives fra 1700-tallet og frem til tiden omkring år 1900, hvor gasblus, petroleum og elektricitet ifølge forfatterne afskaffede det totale mørke og forvandlede natten til en variation af dagen.
Ud fra en række konkrete historiske vidnesbyrd fortæller de forskellige bidragydere om nattevægterne, svirebrødrene, latrintømmerne, den forbudne, den organiserede og den vellystige seksualitet, natteherberget og de hjemløse, midnatsmissionærerne, tyvene og alt det frygtelige, der kan ske om natten: brandene, volden, lynchningerne og straffene ved hængning før daggry. Næsten samtlige artikler er skrevet over samme læst med en dramatisk fængende indledning og så en række sager hentet frem fra arkiverne. Abstraktionsniveauet er ikke højt, og endskønt de to redaktører hævder, at det tematiske værk om natten er en bredt anlagt kulturhistorie, er det frem for alt snæver faghistorie.
Antologien kommer derfor til at virke mod sin hensigt. Ikke som en fortryllelse af nattens rum, men som en affortryllelse. Sandt er det, at Bibelen ved Skabelsesberetningen har sat et afgørende skel mellem dag og nat, mørke og lys. Men havde de to redaktører læst lidt videre i Bibelen, eksempelvis til Salmernes Bog, ville de finde et andet og langt mere fortryllende, fortrøstende og forunderligt billede af natten. Et billede, hvor natten lyser som dagen, og hvor mørket både skjuler, beskytter og lægger et eget ulmende lys omkring den enkelte. Dette besværgende og skønne nattebillede har haft en lige så afgørende indflydelse på tankegangen i den vestlige verden.
Enkelte af antologiens bidragydere er inde på dette: Ulrik Langen selv i skildringen af nattelivets fredeligere sysler, folkemindeforskeren Charlotte S.H. Jensen i skildringen af nattens magisk ynglende væsner, og litteraten Thomas Bredsdorff i skildringen af digternes tanker om natten. Ud fra en initierende og meget fin tolkning af et digt af Johannes Ewald, ”I nattens fredelige skygge”, beskriver Bredsdorff, hvordan natten bliver digterens tid. Et refugium for inspiration og sindsudvidende tænkning. Det er natten, der føder det romantiske digtergeni, som for alvor folder sig ud i romantikken. Bredsdorff har blik for den poetiske indskrivning af natten hos Johan Ludvig Heiberg, men følger ikke rigtigt op hos eksempelvis B.S. Ingemann, hvis ”Aftensange” rummer de mest visionære, ja kosmisk klangfulde skildringer af natten i dansk digtning.
Men som Thomas Bredsdorff rigtigt skriver, så ophæves den skelsættende dualisme mellem mørke og lys i den romantiske poesi. I en harmonisøgende bestræbelse genfortrylles natten med hele dens potentiale. Nat og dag befrugter hinanden gensidigt. Havde antologiens redaktører ikke kun brugt bogens mange malerier fra epoken 1700-1900 rent illustrativt, men givet en kunst- eller kulturhistoriker plads til fortolkninger af billedkunsten, kunne et tilsvarende åndshistorisk og sværmerisk rum have åbnet sig og beriget blik og tanke.
Når Poul Duedahl ved hjælp af de naturvidenskabelige og teknologiske landvindinger ved bogens afslutning afskaffer natten omkring år 1900, er det også kun den halve sandhed. Intet sted i kulturhistorien er natten blevet dyrket så intenst som i den symbolistiske dekadencedigtning og billedkunst i 1890'erne, hvor natten og den blå time får sine syner, ledsaget af tidens modefilosof, Friedrich Nietzsche. ”Natten er dyb, dybere end dagen tænke sig, dyb er dens ve”, som han skrev. Man ville ønske, at de to redaktører havde videt blikket lidt ud; det havde givet en langt bedre tematisk snitflade igennem nattens mørke og gjort mørket langt mere underfuldt.
