Finsk instruktør fortæller eminent om ”Hypnosemordene” i 1950'ernes København

Den finske film ”Skytsenglen” er en fascinerende thriller, der tager udgangspunkt i en opsigtsvækkende drabssag fra 1950’ernes København

Ud over spændingsmomentet berører filmen også fænomener som østerlandsk filosofi, yoga og de deraf påvirkede politiske strømninger. Grundtanken er, at mennesket skal renses, for at den guddommelige kraft kan komme ind i sindet og en ny tilstand opstå.
Ud over spændingsmomentet berører filmen også fænomener som østerlandsk filosofi, yoga og de deraf påvirkede politiske strømninger. Grundtanken er, at mennesket skal renses, for at den guddommelige kraft kan komme ind i sindet og en ny tilstand opstå. .

Det er en af de mest spektakulære danske kriminalsager, der danner baggrund for denne film. ”Hypnosemordene” kaldtes sagen, der vakte kolossal opsigt både herhjemme og i udlandet. Den udspandt sig i 1951 i efterkrigstidens København. Her blev to bankfolk skudt under et bankrøveri mod Landmandsbanken på Nørrebrogade.

Gerningsmanden var Palle Hardrup, der under krigen havde været med i Hipokorpset. Han fik efter krigen en dom på 14 års fængsel for krigsforbrydelser, men allerede i 1949 blev han løsladt. I fængslet havde han lært den ældre Bjørn Schouw Nielsen at kende. Han var under krigen med i Frikorps Danmark og blev idømt 12 års fængsel for landsforræderi og stikkervirksomhed. De to delte celle og interesse for østlig filosofi såsom yoga. Begge var de optaget af idéerne bag nazismen og ville danne en ny åndelig bevægelse i Danmark, Det Nordiske Spirituelle Kongedømme.

Det mærkelige ved drabsmanden fra Landmandsbanken var, at han var i en underlig tranceagtig tilstand, og at han fablede om en skytsengel, der havde beordret ham til at gøre denne ugerning. Hvem var denne skytsengel? Og var Harder under påvirkning af hypnose udført af Bjørn Schouw Nielsen?

Disse spørgsmål har siden været genstand for stor diskussion. Påvirkede det sagen, at Harder og Nielsen var dømte krigsforbrydere? Hvilken rolle spillede de psykiatere der blev indkaldt som eksperter, og hvorfor var de i modstrid med hinanden? Hvad var det for en åndelighed der var drivkraften bag de to forbrydere?

Det er denne allerede kendte historie, den finske instruktør Arto Halonen fortæller i filmen, og det gør han eminent. Der er nok kommet lidt ekstra kulør på historien, men det gør ikke filmen ringere. Den er virkelig spændende, også selvom man kender historien.

Halonen lader den unge kriminalassistent Anders Olsen være omdrejningspunktet for historien. Denne hedder i virkeligheden Roland Olsen, der senere blev hædret for sin indsats i netop denne sag. Anders Olsen spilles med megen nerve af Pilou Asbæk. Hans makker, Petersen, er i gode hænder hos Johannes Lassen. Rollen som gerningsmanden Harder spilles af Cyron Melville, og det gør han overbevisende. Dejligt at se tre dygtige danske skuespillere begå sig i en udenlandsk film.

Ud over spændingsmomentet berører filmen også fænomener som østerlandsk filosofi, yoga og de deraf påvirkede politiske strømninger. Grundtanken er, at mennesket skal renses, for at den guddommelige kraft kan komme ind i sindet og en ny tilstand opstå. ”Guden ” kræver blind lydighed, og skytsenglen skal adlydes. Den kristne tanke om, at Gud tager sit syndige menneske til sig og oprejser det i sin kærlighed, synes langt væk.

Hvis der overhovedet i den filosofi, som Harder og Nielsen dyrker, er en gud, så virker denne til at være mørkets budbringer og ganske ødelæggende. Den kristne tanke om en skytsengel, der passer på skabningen, er ligeledes væk.

Filmen når fint rundt om kriminalsagens mange aspekter. Den behandles med en nerve, der når længere ned end bare det krimi-agtige. Der er mere på spil for denne film. Den åndelige dimension er ikke noget harmløst eller sekundært. Det er den styrende kraft, og ikke al religion er af samme karakter. For ikke alle skytsengle er gode.