Moesgaard Museums succes skyldes to ting: Et nyt hus og det at kunne være et univers for sig

På Moesgaard Museum har man haft held med både at tiltrække publikum og sælge sin ekspertise til andre danske såvel som udenlandske museer. Direktøren selv mener, at hemmeligheden er et stærkt og tæt samarbejde mellem samtlige fagligheder på museet

Mads Kähler Holst er direktør for Moesgaard Museum, der har haft held med at skabe en publikumsinddragende, oplevelsesorienteret kulturhistorisk museumsoplevelse. Hvordan har de det? Og er der noget, man giver køb på, når man gør sådan?
Mads Kähler Holst er direktør for Moesgaard Museum, der har haft held med at skabe en publikumsinddragende, oplevelsesorienteret kulturhistorisk museumsoplevelse. Hvordan har de det? Og er der noget, man giver køb på, når man gør sådan?. Foto: Liv Høybye Jeppesen.

“Ny brugertilgang” står der med versaler på whiteboardet, der fylder godt op i det kontor, som direktøren og publikumschefen på Moesgaard Museum i Højbjerg syd for Aarhus deler en arbejdsdag om ugen.

“Tag udgangspunkt i gæstens eget liv (eksistentielt/filosofisk)” fortsætter teksten på tavlen, og det virker næsten som en karikatur på den lidt poppede og publikumsorienterede tilgang til udstillinger, som igennem en række år har fyldt mere og mere på de danske museer, og nu er en del af en sej og langvarig debat i det danske museumsmiljø:

For hvordan prioriterer og balancerer man bedst de tre kerneopgaver, som er forskning, formidling og bevaring, som museumsloven forpligter de statslige- og statsanerkendte museer til at varetage? Hvad er vigtigst: At sælge billetter til et publikum, som vil underholdes, eller at være en faglig bastion, som skaber ny viden gennem forskning?

På Nationalmuseet slås man med nedskæringer, kritik af kedsomhedsknapper og et, mener nogle, lidt for stort fokus på formidlingen. Ved siden af ligner Moesgaard en succeshistorie, selvom de på Moesgaard meget nødigt vil sammenlignes med Nationalmuseet.

“Det går godt for Moesgaard,” siger direktør Mads Kähler Holst beskedent. Han er en venlig og lidt tilbageholdende mand, der har let til smil. Han er uddannet arkæolog og blev leder af Moesgaard i 2016. Blot på sit første år som direktør fik han vendt et underskud på 10 millioner til et overskud på 1,2.

På trappen på museet står syv forskellige menneskearter i rekonstruktion og ser på beskueren.
På trappen på museet står syv forskellige menneskearter i rekonstruktion og ser på beskueren. Foto: Liv Høybye Jeppesen

“Publikum er kommet tilbage efter coronakrisen”

Nye tal fra Danmarks Statistik understøtter hans påstand: I 2021 var Moesgaard med 211.000 besøgende det næstmest besøgte kulturhistoriske museum i Danmark, kun overgået af Den Gamle By i Aarhus med 296.000 besøgende.

Over Mads Kähler Holst hænger et flot og dramatisk banner med tre drageskibe på et mørkt hav med retning mod en ukendt kyst. Der reklamerer for den aktuelle udstilling “RUS - vikinger i øst”, hvor mere end 2000 genstande fra ind- og udland, der kan spores tilbage til mellem cirka år 800 til 1050, i øjeblikket kan ses af museets gæster.

Moesgaard er blevet kendt for sine teatralske udstillinger, der med mange virkemidler og spændstig dramaturgi forsøger at henføre gæsterne til svundne tidsaldre. Faktisk har Moesgaard haft så meget succes med deres særudstillinger, at de, som det eneste museum i Danmark, har et helt hold, der sælger denne ekspertise til andre museer.

Holdet hedder "tegnestuen", og befinder sig cirka 30 meter nede ad gangen fra kontoret, hvor en sammensat gruppe af dramaturger, arkitekter og museumsinspektører sælger deres arbejdskraft til museer med beliggenhed i alt fra Ribe til Holland og Nordtyskland. Sidste år indbragte deres ekspertise museet næsten syv millioner kroner.

Mads Kähler Holst er direktør for Moesgaard Museum, der har haft held med at skabe en publikumsinddragende, oplevelsesorienteret kulturhistorisk museumsoplevelse. Hvordan har de det? Og er der noget, man giver køb på, når man gør sådan?
Mads Kähler Holst er direktør for Moesgaard Museum, der har haft held med at skabe en publikumsinddragende, oplevelsesorienteret kulturhistorisk museumsoplevelse. Hvordan har de det? Og er der noget, man giver køb på, når man gør sådan? Foto: Liv Høybye Jeppesen

Udstillingen som træ

Men med den slags publikumssucces melder der sig et spørgsmål: Risikerer formidlingen ikke at overstyre og gå ud over fagligheden? Bliver man for poppet?

“Det er altid en risiko,” indrømmer Mads Kähler Holst.

“At lave moderne udstillinger er i høj grad at gå en balancegang mellem at være både let og tung. Men det er min klare overbevisning, at folk ikke går på museum udelukkende for at blive underholdt. De kommer for at blive klogere og for at opbygge deres egen viden og identitet, så hvis vi blev ren tivoli og pop, ville vi miste vores særkende og følgelig vores publikum.”

Når Moesgaard skaber deres udstillinger, ser de ifølge direktøren på dem som træer.

“Hvis man har en markant bærende historie, det vi kalder stammen, så kan det bære mange grene af komplekse og nuancerede historier. Så på den måde kan man, ved at invitere med noget indbydende og let, få mulighed for også at fortælle et væld af andre, mere komplekse, historier.”

På en rundtur i udstillingen om rus-vikingerne lyder et klagende strengeinstrument, der i mol væver et dramatisk og filmisk musikalsk bagtæppe til synet af guldsmykkerne og økserne. Det henleder tanken på Netflix tv-serien "Vikings" eller musikken i et drabeligt computerspil.

Er den musik ikke et nutidigt islæt altså noget af en anakronisme?

“Det er den faktisk ikke – den er spillet på replikaer af instrumenter fra vikingetiden. Der lægger også tanker bag den slags elementer af udstillingen. Melodien ved vi ikke noget om. Vikingerne havde som bekendt ikke noder, så det er korrekt, at den er gætværk,” svarer Mads Kähler Holst prompte og fastlår derved, at formidlingen og fagligheden altså går hånd i hånd.

Hvis Mads Kähler Holst selv skal pege på grunde til Moesgaards succes, så er det især to ting, der står frem. Den første er det faktum, at der blev bygget et nyt museum fra 2010 til 2014.

“Det fordrede et stærkt sammenhold at lave de nye udstillinger dengang, som skulle være i det færdige museum. Og det har skabt en bølge af stor respekt og forståelse imellem de mange fagligheder, som vi også nyder godt af i dag. Og samtidig skaber det en god ramme for at skabe interessante og publikumskraftige udstillinger,” siger Mads Kähler Holst.

Det kan der være noget om: På Nationalmuseet er det direktør Rane Willerslevs store mærkesag, at han vil have renoveret Prinsens Palæ i Indre København.

Det nye Moesgaard Museum stod klar i 2014. Det er tegnet af Henning Larsen Architects A/S i samarbejde med Kristine Jensens tegnestue, der har stået for landskabsarkitekturen. Nettoarealet er 10.000 kvadratmeter.
Det nye Moesgaard Museum stod klar i 2014. Det er tegnet af Henning Larsen Architects A/S i samarbejde med Kristine Jensens tegnestue, der har stået for landskabsarkitekturen. Nettoarealet er 10.000 kvadratmeter. Foto: Liv Høybye Jeppesen

Landskabet er en styrke

Den anden årsag til succes mener Mads Kähler Holst stammer fra noget så overraskende som selve landskabet.

“Der er en styrke i, at vi er vores eget lille univers herude, helt afskærmet og væk fra byen,” siger han.

“Det skaber en bestemt følelse af samhørighed og særpræg.”

Området omkring museet inkluderer også en gammel herregård, hvor forskerne tilkoblet museet sidder, og hvor direktøren har kontor de fire andre ugedage. Derudover har også afdelingerne for antropologi og arkæologi på Aarhus Universitet til huse i den gamle herregård.

På den smalle, ujævne sti som løber fra museet og ned til herregården, som blev overtaget af Aarhus Amt i 1960, ligger en rekonstrueret vikingekirke. Det er svært ikke at lægge mærke til den ujævne tidsrejse, man kommer igennem på den korte gåtur ned til den smukt restaurerede herregård.

Savner Mads Kähler Holst nogensinde at have hænderne i jorden?

“Ja. Det gør jeg. Selvom det også er meget meningsfuldt at have mit nuværende arbejde, så savner jeg den gnist, når man finder en genstand, og mærker suset af, at man står med en del af historien i hånden.”

Et processionskors fra Kyiv, der indgår i den aktuelle udstilling "RUS - Vikinger i øst". Det fortæller historien om Rus-vikingerne kristning i slutningen af 900-tallet – stort set samtidig med den danske kristning.
Et processionskors fra Kyiv, der indgår i den aktuelle udstilling "RUS - Vikinger i øst". Det fortæller historien om Rus-vikingerne kristning i slutningen af 900-tallet – stort set samtidig med den danske kristning. Foto: Liv Høybye Jeppesen

Jord og skaller

Der er eksamen for tiden, og rundt omkring på den gamle herregård sidder de studerende stilfærdigt, men hektisk nervøse og læser op i de sidste øjeblikke.

I kontrast hertil er der livlig aktivitet i bygningerne, som huser den naturvidenskabelige fløj af museet. Mads Kähler Holst skal nå et møde, og han forsvinder efter høflige og gentagende spørgsmål om, hvorvidt det er i orden.

Lige inden for døren i den naturvidenskabelige fløj står konservatoren Helle Strehle i snavsede overalls og taler med museets souschef og afdelingsleder Peter Hambro Mikkelsen. Hun har netop været oppe og hente et fund af muslingeskaller på Djursland.

“Vi blev nødt til at løfte dem på en anden måde, end vi plejer. Det var for stort et fund. Men det gik vist,” siger hun tørt og tørrer hænderne af i bukserne.

Muslingerne er formodentlig efterladenskaber fra en særlig enklave af stenaldermennesker, som, i lighed med en kultur i Sverige på cirka samme tidspunkt, vedblev af være jæger-samlere, selvom resten af Danmark var blevet bønder.

Det er nemt at forstå, hvad Mads Kähler Holst mener med, at der er en dynamik i de forskelligartede fagligheder herude.

Peter Hambro Mikkelsen står i spidsen for en veritabel hær af såkaldte arkæobotanikere, der daterer frø, træer, menneskelige efterladenskaber (han viser stolt en plakat om bispeafføring frem). Her er en nørdet gnist, hvor end man kommer hen, kan de ansatte slet ikke dy sig for at fortælle om deres speciale.

Arkæobotanikeren Emma Nielsen sidder med et mikroskop, en pincet og en lille håndfuld knastørre frø fra den fjerne fortid og er ved at verificere, at de er en bestemt form for bygfrø.

Peter Hambro Mikkelsen er lige så jovial og højlydt, som hans chef er lavmælt. Han åbner begejstret et gammelt skab med efterladenskaber fra en jernalderovn, der blev brugt til at udvinde myremalm. Hans ph.d.-afhandling handlede om strå fra slaggen.

“Vi fandt to forskellige slags korn - en, der sås i foråret, og en, der sås i efteråret. Og hvad betyder det så? Sædeskifte!” siger han, og hans øjne gnistrer bag brillerne.

En motor uden brændstof

Hvor Mads Kähler Holst skarpt afholder sig fra at udtale sig om Nationalmuseet, er Peter Hambro Mikkelsen noget mere frimodig. Især er han bekymret for de seneste fyringsrunder på det københavnske kulturhistoriske museum.

Det har han i øvrigt til fælles med en række andre fagfolk og historikere, der de seneste måneder har skrevet både bekymrede kronikker om det faktum, at der ikke længere er hverken en ekspert i den ældre stenalder eller Anden Verdenskrig på Nationalmuseet.

“Nationalmuseet er efterhånden en motor uden brændstof. Jeg har forståelse for, at økonomien er trang, men det er grelt, det der sker nu,” siger han, og to arkæologer i nærheden griner tørt - og enigt.

“Men mere skal jeg ikke sige om det - 'don’t mention the war',” siger han og løfter øjenbrynene.

“Vil du se noget hemmeligt?”

Han traver ud af bygningen og ud til en fordybningen i jorden, der leder fra herregården og op imod museet. Den er fuldstændig groet til.

“Det er en gammel vej. Mange hundrede år gammel,” siger han og bliver ukarakteristisk stille.

“Jeg ved ikke helt, hvad pointen er med at vise den. Jeg synes bare, det er et fint eksempel på, at historien er allevegne.”