Prøv avisen

Monarkiet har en plads i demokratiet

Monarkier kan knytte et følelsesmæssigt bånd mellem befolkningen og staten, skriver Jes Fabricius Møller. – Foto: Patrick van KatwijkDPA.

Selvom de europæiske monarker ikke er på valg, hænger deres embedsførelse tæt sammen med en stærk demokratisk tradition. Jes Fabricius Møller tager i ny bog på rundrejse i de europæiske monarkier og deres historie

Boguddrag:

I 1934 reflekterede Winston Churchill over det forhold, at så mange monarkier var forsvundet i hans levetid, og han stillede spørgsmålet, om verden ville vende tilbage til monarkiet som styreform. Churchill selv ville helst svare ja, for han mente, at monarkiet var den bedste modgift mod tyranni og anarki. Demokratiet var på retræten næsten overalt i Europa i 1930erne, og de totalitære tendenser havde især vundet indpas i republikkerne. Efter Anden Verdenskrig fastholdt Churchill, at hvis en tysk kejser havde fået lov til at blive på tronen efter Første Verdenskrig, ville Hitler aldrig være kommet til magten. Han mente i det konstitutionelle monarki at se den stabiliserende faktor, der kunne hindre et skrøbeligt demokrati i at smuldre. Kongehuset fungerede som bolværk mod revolution og opløsning.

LÆS OGSÅ:
Nygift prinsesse raser over bikini-billeder

Historien giver ikke Churchill uret. De tilbageværende europæiske monarkier hører til blandt verdens mest stabile, fredelige, demokratiske, retfærdige og velstående stater. Hvis man ser på Nordafrika og Mellemøsten, når monarkier som Marokko og Jordan ikke den europæiske standard for retfærdighed, fred og velstand, men de klarer sig væsentligt bedre og er ikke mindst væsentligt mere stabile samfund end de nærliggende republikker som Irak, Libyen og Egypten.

Historien snyder naturligvis, for monarkier er ikke nødvendigvis særlig stabile af natur. Det er de overlevende monarkier, der har vist sig at være stabile, og hvis man bruger dem som vidnesbyrd om monarkiers stabilitet, har man ikke vist andet end, at stabile monarkier er nå ja, stabile.

Når Norge, Sverige, Danmark, Belgien, Storbritannien og Holland hører til verdens rigeste og mest demokratiske lande, må man med andre ord ikke nødvendigvis søge forklaringen i det forhold, at de er monarkier, men nok i mindst lige så høj grad have øje for, at der er tale om monarkier, som er forblevet monarkier, fordi de har haft held med at transformere sig til rige og demokratiske lande.

Monarkier kan imidlertid også noget andet, nemlig knytte et følelsesmæssigt bånd mellem befolkningen og statsoverhovedet og dermed staten. I republikker er det et særsyn, at en tusindtallig skare på præsidentens fødselsdag møder personligt frem ved residensen og ønsker tillykke. Det sker imidlertid hvert år den 16. april i Danmark. Folk stiller sig op på pladsen foran Christian IXs Palæ og råber dronning, dronning kom nu frem, ellers går vi aldrig hjem!, mens de vifter med det væsentligste nationale symbol af dem alle, Dannebrog. Det nationale er netop et nøgleelement i det moderne monarkis popularitet.

Det lykkedes ikke i første omgang for det nye glücksborgske kongehus at skabe en alliance med nationalismen. Christian IX blev ved sin tronbestigelse bebrejdet, at han var alt for tysk. Alliancen blev i virkeligheden først tilvejebragt for alvor af Christian IXs barnebarn, Christian X, der også var den første af de glücksborgske monarker, der havde dansk som sit modersmål. I det danske monarki er der siden Christian Xs ridt over Kongeågrænsen sket en sammenkobling mellem nation og statsoverhoved, således at monarkiet har knyttet sin skæbne til nationens og omvendt.

Et monarki er ikke en given ting, sagde Lars Løkke Rasmussen i anledning af Dronningens 70-års fødselsdag. Det var en konstatering af en kendsgerning, men vel at mærke en historisk kendsgerning. Frem til og med begyndelsen af det 20. århundrede var monarkiet faktisk en given sag. Da den norsk-svenske personalunion blev opløst i 1905, blev det nye, selvstændige Norge et monarki. En generation senere stod sagerne ganske anderledes. Da den dansk-islandske personalunion blev ophævet i 1944, blev det nye, selvstændige Island en republik.

Det er republikanernes hovedargument, at posten som statsoverhoved er så vigtig, at den bør besættes demokratisk. I H.M. Dronning Margrethe IIs tilfælde er det i praksis også tilfældet, fordi hun først blev tronfølger efter en folkeafstemning i 1953. Den almindelige vittighed i den forbindelse er, at hvis Danmark blev en republik, ville vi øjeblikkelig vælge Margrethe til præsident.

Påskekrisen og Genforeningen i 1920 indebar også, at der blev skabt en alliance mellem monarken og regeringschefen, et fungerende arbejdsfællesskab, hvor statsministeren anerkender kongens status som statsoverhoved, mens kongen anerkender statsministerens ret til at regere. Under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 fik kongen en ikke blot meget stor symbolsk, men også praktisk betydning, men Christian X eller kronprins Frederik i hans fravær handlede aldrig på en måde, der fremkaldte konflikt med regeringschefen.

Kongehuset udviklede en modus vivendi med det parlamentariske demokrati, og med tiden blev dette samarbejde en integreret del af kongehusets selvforståelse. Ifølge denne er monarken ikke uden spillerum, men det er af afgørende betydning, at monarken ikke støder regering eller parlament fra sig.

Demokratiet er et af de hyppigst omtalte emner i Dronningens nytårstaler. Hun taler ofte om nødvendigheden af at værne om de demokratiske værdier. Der er ingen tvivl om, at Dronningen mener, hvad hun siger, men det er også nødvendigt for monarken at tilslutte sig de demokratiske værdier af hensyn til monarkiets beståen. Dronningen behøver blot at iagttage, hvordan det gik hendes svoger, den tidligere græske konge Konstantin II.

Konstantin overtog som ganske ung i 1964 den græske trone og giftede sig samme år med den danske prinsesse Anne-Marie. Konstantin søgte målrettet at påvirke den politiske udvikling i Grækenland. I 1964 vandt republikaneren Georgios Papandreous parti, Center Union, en jordskredssejr, og Papandreou dannede en regering, som imidlertid blev modarbejdet af kongen og tvunget til at træde tilbage allerede året efter. Den følgende tid var præget af hyppige regeringsskift. I april 1967 gennemførte militæret et statskup, og kong Konstantin indsatte officielt kupregeringen. Senere samme år iværksatte kongen et modkup, der imidlertid mislykkede fuldstændig, og han rejste i eksil. Kongen har siden hævdet, at han hele tiden havde forsøgt at redde det græske demokrati.

Kongen var imidlertid ikke alene medvider til kuppet, men han havde også selv udviklet kupplaner, som han ville iværksætte, hvis Papandreou vendte tilbage til magten. Militæret kom ham imidlertid i forkøbet, og kongens eget modkup var bestemt ikke noget forsøg på at genoprette den demokratiske orden i Grækenland, for så vidt en sådan nogensinde havde eksisteret. Det var et resultat af en intern magtkamp mellem militærjuntaen og kongen. Da militærdiktaturet blev afskaffet i 1974, blev der holdt en folkeafstemning om monarkiet, som kun fik en opbakning på omtrent en tredjedel. Det må indrømmes den nu forhenværende konge, at han overtog en meget vanskelig opgave i en meget ung alder. Det græske monarki havde ikke gennemgået et systemskifte svarende til det, som Konstantins oldefar, Christian IX, accepterede i Danmark i 1901. Den politiske kultur var en helt anden. Hvorom alting er, lykkedes det ikke at bringe det græske monarki i overensstemmelse med demokratiet, og så måtte monarkiet falde.

Det modsatte eksempel findes i Spanien. Den Spanske Borgerkrig bragte i 1939 Francisco Franco til magten. Spanien var på dette tidspunkt de facto en republik, og kongefamilien levede i eksil, men Franco tog den unge prins Juan Carlos under sine vinger. I 1971 udnævnte Franco Juan Carlos til sin efterfølger. Ved Francos død i 1975 blev Juan Carlos konge, men han tog ikke arven op efter Franco. Derimod blev han spydspids for afviklingen af militærdikaturet og indførelsen af et parlamentarisk demokrati. Denne proces foregik ikke uden problemer. I 1981 iværksatte en gruppe officerer et statskup, men det blev afværget, ikke mindst fordi Juan Carlos med det samme og i en offentlig erklæring stillede sig på demokratiets side.

Ganske vist er kongens rolle i forbindelse med kuppet blevet mistænkeliggjort, blandt andet fordi senere offentliggjorte tyske efterretningskilder lader forstå, at kongen havde væsentlig mere sympati for kupmagerne, end det fremgik, da kuppet foregik, men der kan ikke være tvivl om, at kong Juan Carlos har spillet en afgørende rolle for Spaniens demokratiske udvikling. Mens kongen selv nyder almindelig respekt blandt spanierne, er der knap så stor opbakning til monarkiet som styreform. Om monarkiet overlever kongen, er et åbent spørgsmål, men der er næppe tvivl om, at det ikke havde overlevet uden ham.

Det græske og spanske eksempel viser, i hvor høj grad et moderne monarki er bundet til demokratiet. Det er et paradoks, fordi monarken selv netop ikke er valgt til sit embede. Der er mange andre væsentlige embeder i den danske stat, som ikke er et resultat af demokratiske valg. Kongehuset er en aristokratisk institution forstået på den måde, at embedet som monark erhverves i kraft af fødsel.

Løsningen på det demokratiske problem blev tilvejebragt i løbet af det 20. århundrede, da monarken overlod al sin politiske magt til den parlamentariske regerings chef. Løsningen er ikke kun pragmatisk. Der er en indre logik i den måde at definere statsoverhovedets opgave på. Enhver præsident i en parlamentarisk demokratisk republik har til opgave at repræsentere hele landet, at favne bredt og ikke at pleje særinteresser. En præsident besætter imidlertid som regel sit embede som resultat af direkte eller indirekte valg. Det vil sige, at han eller hun altid har en større del af vælgerne med sig og ikke mindst en mindre del af vælgerne imod sig fra begyndelsen. Derimod har den, der så at sige har vundet embedet ved lodtrækning, en meget større chance for at blive opfattet som alles repræsentant.

Det er netop, hvad der er lykkedes for de europæiske monarker, der har arvet og stadig er i embedet. Det kræver både dygtighed og demokratisk sans. For den monark, der ikke kender det politiske spil, vil have meget vanskeligt ved at holde sig ude af politik, og den monark, der ikke kender demokratiets natur, kan ikke stå som garant for, at der fra monarkiet ikke udgår nogen trussel mod demokratiet.

Artiklen er en redigeret version af et kapitel i bogen Dynastiet Glücksborg en danmarkshistorie, der udkommer på Gads Forlag i dag.