Monica Isakstuen skriver grumt og genkendeligt om venskaber

Hvis man gik rundt og troede, at parforholdet var den problematiske relation, skal man bare læse norske Monica Isakstuens ”Mine venner”. Det er godt, intenst og grumt

Norske Monica Isakstuen skriver grumt og genkendeligt om venskaber, hvor søstersolidariteten er slidt, og hvor længslen efter det uproblematiske, men dog ærlige og dybe venskab, løber som en evigt skiftende strøm.
Norske Monica Isakstuen skriver grumt og genkendeligt om venskaber, hvor søstersolidariteten er slidt, og hvor længslen efter det uproblematiske, men dog ærlige og dybe venskab, løber som en evigt skiftende strøm. . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Det kunne have været ganske fredeligt. Ja, måske endda lykkeligt. En kvinde hjælper sin bedste veninde med at flytte. Samtidig planlægger en gruppe veninder, på den bedste foranledning, et surprise-party for kvinden, der fylder 40 år. Mænd og børn er skrevet så godt som ud af ligningen, og så er der måske nogen, der ville mene, at det hele ville gå lidt nemmere.

Men ikke hos Monica Isakstuen, som har skrevet en roman om venskaber, der er så grumme og gode, at man føler sig ubehageligt gennemskuet. Og selvom man sidder mutters alene og læser, kigger man skiftevis forskrækket op og slår blikket ned i skam, såvel på egne som på andres vegne, og beder en stille bøn om, at man ikke selv er en af de veninder, der går under betegnelsen "En at snakke hår med".