Det kunne have været ganske fredeligt. Ja, måske endda lykkeligt. En kvinde hjælper sin bedste veninde med at flytte. Samtidig planlægger en gruppe veninder, på den bedste foranledning, et surprise-party for kvinden, der fylder 40 år. Mænd og børn er skrevet så godt som ud af ligningen, og så er der måske nogen, der ville mene, at det hele ville gå lidt nemmere.
Men ikke hos Monica Isakstuen, som har skrevet en roman om venskaber, der er så grumme og gode, at man føler sig ubehageligt gennemskuet. Og selvom man sidder mutters alene og læser, kigger man skiftevis forskrækket op og slår blikket ned i skam, såvel på egne som på andres vegne, og beder en stille bøn om, at man ikke selv er en af de veninder, der går under betegnelsen "En at snakke hår med".
I begyndelsen er det et "jeg", der taler og tænker, der fantaserer og rabler som i en række trosbekendelser. Det skal blive bedre, tænker kvinden, der fylder 40, og det er bedsteveninden, der gør hende så vred, at hun drømmer om vold, hun er betaget og jaloux, men venindens bedrevidenhed og manipulation bider, deres venskab er blevet for meget, det er patologisk, forbandet, de er blevet tættere end kærester, og derfor er det svært at have kærester, ja, næsten umuligt, og deres venskab kiler sig ind mellem alt andet. De sarkastiske sviresøstre er begyndt at fortære hinanden, men forstillelsen mestrer de stadig. Som der står:
”vi gjorde ikke noget stort nummer ud af det/vi lod som om alt var normalt/tog afsted som om vi skulle se hinanden igen/snart/vi opførte os som venner/sådan som kun kvinder kan/bærer høfligheden som en rædselsmaske”.
Senere bliver det som et græsk drama, hvor veninderne til festen optræder som kor, et "alle", der udstiller de belastningsskader, som venner påfører hinanden, den udmattelse og forsømmelse, der kan opstå efter mange års fortrolighed, men også den fascination af alt det spændende, der følger med, når man finder sig en ny bedste ven.
Men de gamle venner, der er troppet op, har imidlertid valgt en menu bestående af såvel rå som usødede sandheder, som langtfra alle falder i fødselarens smag. En efter en smider de deres rædselsmasker og træder i karakter som arketyper på veninder, for eksempel den bemeldte "En at snakke hår med", men også "En der glatter ud", "En der forsøger at tage lidt ansvar" og "En der føler sig afvist", og man skal være et fortrængningsdygtigt skarn for ikke at genkende de fleste, fra sig selv eller fra andre, for ikke at føle sig ramt af det nådesløse blik udefra, som ingen sender bedre end de allerbedste venner. Som derfor også ligger inde med magt, der kan misbruges på en dårlig dag, som man vist godt uden at afsløre for meget kan sige, at denne 40-årsfødselsdag ender med at blive.
Monica Isakstuen skriver grumt og genkendeligt om venskaber, hvor søstersolidariteten er slidt, og hvor længslen efter det uproblematiske, men dog ærlige og dybe venskab, løber som en evigt skiftende strøm. Hendes nye roman er stærk og væsentlig læsning for alle, der har venner, som måske ikke altid er lige nemme at forstå eller holde af, og som selv kan hænde at falde i både den ene og den anden kategori.
Monica Isakstuen: Mine venner. På dansk ved Karen Fastrup. 272 sider. 249,95 kroner. Turbine.