Prøv avisen

Monolog med Muhammed

Mikael Jalvings nye bog er i begyndelsen en kedelig affære med endeløse korancitater, men så ændrer "Mig og Muhammed" karakter

Yderligere en bog i en endeløs række om islam som et dominerende problem for Vesten. Laqueur, Scruton, Caldwell, Hirsi Ali, Amis, Dalrymple, Steyn, Broder – nu Jalving. Selv for den, som grundlæggende er enig i, at problemet er reelt og stort og ikke bare kan reduceres til den radikale udgave ("islamisme") – som ved, at islam overalt har blodige grænser, og at vi stadig mangler at opleve noget, der kan fortjene betegnelsen "moderat islam" – kan det blive for meget. Specielt når man som her skal slæbes igennem talløse eksotiske citater fra Koranen. Ærlig talt, man orker det ikke.

Jalving insisterer i den grad på tekstlæsningen at man må spørge sig, om han ikke ville kunne bliver en udmærket mullah et sted. Et billede af Muhammed er der også blevet plads til, hentet fra en bog fra 1300-tallet af den persiske digter Nizami. Jalving skal ikke lastes for at være grundig – og man tror gerne, at der er 117 forskellige tolkninger af skriftesteder om jihad og alt muligt andet – men er man nødt til at blive Koran-ekspert for at føle sig som et oplyst menneske?

Måske var det mere på sin plads, om muslimerne hertillands satte sig lidt ind i Det Nye Testamente. Det er trods alt det, der er drejebogen her på disse kanter. Men her ligger det nok tungere.

Jalvings bog har dog også fat i meget andet, og den bliver bedre og mere vedkommende undervejs. Han har eksempelvis fat i Hans Magnus Enzensbergers tanker om den moderne borgerkrig, som fra tid til anden blusser op i Afrika, Sydøstasien, Afghanistan, Latinamerika og Vestens storbyer. Ifølge Enzensberger er opstandene ikke drevet af ydre årsager – ideologi, politik – men af en "molekylær pøbel", som i al væsentlighed er selvdestruktiv. Oprøret gærer hele tiden. "Snart skaffer længslen efter ghettoen sig luft i mere tydelige signaler. Bildæk bliver skåret op, nødtelefoner gjort ubrugelige med en trådsaks, biler bliver stukket i brand. I spontane handlinger finder raseriet (over) det ubeskadigede udtryk, hadet til alt, der fungerer, et had, der danner et uopløseligt amalgam med selvhadet", citeres Enzensberger for. Hos ham er islam i den forbindelse reduceret til en tynd fernis uden den store betydning, men Jalving gør ret i at spørge, om der ikke er en "etos" bag det selvhadske kaos, og dermed en mening i galskaben. "Religionen spiller en rolle, ikke som religion, men som fundament for identiteten", som Alain Finkielkraut har udtrykt det.

Islam er en "kønnet" identitet, mener Jalving. Den er udpræget maskulin, og den pakker kvinden væk. Her er vi ved det helt centrale problem med islam på disse breddegrader. Den tilbyder mændene en maskulin offerrolle, som trives fint i tidens multikulturelle vildfarelser, ikke mindst fordi Vestens feminister skammeligt holder sig langt væk fra den muslimske kvindes frigørelsesproblemer, og patetisk vedbliver med at have blikket stift rettet mod den mandlige dominans på lederniveau i dagens Danmark. Man må her konkludere, at når feministiske og multikulturelle værdier kolliderer, er det tilsyneladende konsekvent de sidste, der vinder. Det er ynkeligt. (Dette var en melding fra anmelderen, ikke bogen.)

Jalving har også lyttet til en mig ubekendt argentinsk forfatter og historiker, María Elvira Sagarzazu, som har fattet, hvad det hele handler om. "Muslimer kommer til det åbne samfund i Europa, og åbenheden gør det let for dem at sprede deres ideer og tro. Europæerne tør ikke længere kræve gensidighed, ja, de har faktisk mistet sansen for, hvad retfærdighed er. Retfærdighed må altid ses fra to sider. Man må ikke kræve noget uden at give noget. Men da gensidighed primært er blevet forbundet med handel og marked, tror folk, at gensidighed – og devisen om noget for noget – er beskidt."

Sådan et citat er i mine øren 100 gange mere værd end de mange Koran-inddyk. Mere af det: "I den argentinske grundlov er der en sætning om, at landet er åbent for alle dem, der ønsker at leve, som vi gør. Måske skulle I kopiere den sætning." Ja, måske.

Jalving hylder sine helte – Warraq, Redeker, Hirsi Ali, Wilders (med forbehold), Westergaard – og det er forståeligt. Han synes, det er godt med flere bøger om problemet islam, og det er det måske også et sted, men problemet er, at der står næsten det samme i dem, og bøger gør det ikke.

Måske bliver vi bare døve af al den råben ulv. Som man råber i ørkenen... Hvad der mangler, er lidt argentinsk handlekraft og en stædigere insisteren på egne værdier.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Mikael Jalving: Mig og Muham-med. 156 sider. Trykke-frihedssel-skabets Bibliotek. Udkommer i dag.