Prøv avisen

Monoton tankestrøm

Da jeg var barn havde jeg en bankbog med 23 kroner på/ kodeordet var Ferrari...Citat fra digtsamlingen "Før vi har set os omkring" af Mads Mygind. Foto: .

Mads Mygind har gode takter, men mangler stadig formatet til en hel digtsamling

"Før vi har set os omkring" er titlen på en digtsamling af debutanten Mads Mygind fra forlaget Edition After Hand.

Hvad angår sidstnævnte, må man i høj grad prise dette forlag, der er et af dem, der uegennyttigt tager sig af de nye poetiske talenter, som de store forlag, Borgen, Lindhardt og Ringhof og Gyldendal, tidligere udgav.

I Myginds tilfælde er der tale om en digtsamling, der lancerer tre forskellige slags digte, nemlig i første del nogle kritisk dialogiske digte, i anden del et rablende langdigt og i tredje del nogle reflekterende poetiske tekster.

Blandt disse befinder de bedste digte sig i den første sektion, hvor en tekst lægger ud med følgende velturnerede surreale scenarie: "da jeg var barn havde jeg en bankbog med 23 kroner på/ kodeordet var Ferrari, en solopgang og en flaske/ vi fandt i det store egetræ på torvet/ hjemmelavet syltetøj og et skænderi/ de ikke skjulte."

Her er der en spændstighed i verslinjerne, der hele tiden ændrer betydningen af det foregående.

Dette er desværre ikke tilfældet med især den midterste part af digtsamlingen, i hvilken en noget monoton, rasende tankestrøm med versaler og et væld af imperativer er noget kedsommelig. Måske kunne der være kommet en rigtig god digtsamling ud af "Før vi har set os omkring", hvis forfatteren havde givet den en ekstra gang gennemarbejdning.

Mads Mygind: Før vi har set os omkring. Digte. 48 sider. 120 kroner. Edi-tion After Hand.