Virkelighedens Monrad var ingen tosse

Politikeren D.G. Monrad optrådte som en tosse med vanvidstendenser i Ole Bornedals tv-serie om 1864. Virkelighedens D.G. Monrad var helt anderledes, fremgår det af Henrik Gade Jensens vigtige og spændende nye biografi

Henrik Gade Jensen gennemgår Monrads mange politiske og holdningsmæssige opgør og engagementer, og han undlader ikke at vise Monrads mange fejlbeslutninger og hans vægelsind. Men forfatteren afviser, at Monrad led af psykisk sygdom, således som han fremstilles i DR's tv-serie.
Henrik Gade Jensen gennemgår Monrads mange politiske og holdningsmæssige opgør og engagementer, og han undlader ikke at vise Monrads mange fejlbeslutninger og hans vægelsind. Men forfatteren afviser, at Monrad led af psykisk sygdom, således som han fremstilles i DR's tv-serie. Foto: Scanpix og DR.

I Ole Bornedals tv-serie om 1864-krigen optræder den danske regeringsleder D.G. Monrad som en stærkt uligevægtig person. I skikkelse af skuespilleren Nicolas Bro fremstilles han som psykisk uligevægtig og politisk som et fjols. Tv-seriens skildring byggede på historikeren Tom Buk-Swientys karakteristik af Monrad som ”stærkt maniodepressiv”, som han skrev i sin bog ”Slagtebænk Dybbøl.”

Tom Buk-Swienty, der var tv-seriens historiske konsulent, gik siden i skjul, da debatten rasede om blandt andet tv-seriens portræt af D.G. Monrad.

Vi fik aldrig Tom Buk-Swientys forklaring, men nu foreligger filosoffen, debattøren og præsten Henrik Gade Jensens biografi ”Monrad - Vilje, tidsånd og tro.” Hvis nogle troede, at den skarpe Henrik Gade Jensen blot ville give et helteportræt af Monrad, så må de tro om igen. Der er tale om en gennemtrængende analyse af den sammensatte mands holdninger og handlinger, der er stærkt inciterende.

Ganske vist når Henrik Gade Jensen efter 340 sider frem til at slå opgivende ud med armene og konkludere, at mennesket er en sort boks, som vi aldrig lærer at forstå, og at Monrad ikke kan sættes på nogen simpel formel. Men før Henrik Gade Jensen når denne konklusion, så fører han os igennem Monrads mange aktiviteter og tanker, så man som læser alligevel føler, at man lærer et menneske at kende.

Som en anden H.C. Andersen kom Monrad som fattig ung mand til København i sin plejefars slidte tøj, men han besad en sjælden intelligens, arbejdsmoral og ærgerrighed. Han ville betyde noget i sin samtid, og han kom til at sætte sine fingeraftryk på mange af 1800-tallets vigtige nye aktiviteter, reformer og debatter.

Han begyndte som videnskabsmand med orientalsk filologi som speciale, men blev siden journalist, kommentator, redaktør, minister, præst, biskop og meget andet. Han fik indflydelse på dansk skolepolitik, kirkeforhold, jernbanedrift og lovgivning. Han var hovedmanden bag den danske grundlov fra 1849, og han var regeringsleder under krigen i 1864. Derpå drog han i vanære til New Zealand med hele sin familie - og Henrik Gade Jensen fortæller også spændende om familielivet - men vendte tilbage og blev både politiker, biskop og debattør igen.

I et halvt århundrede var han en af Danmarks mest markante stemmer, og alle erkendte hans overlegne intellekt og frygtede hans bidende sarkasme og ironi. En samtidig kilde beretter om hans morderiske ironi og hvordan man mod sin vilje kom til at le ad hans sarkasmer. Med sin begavelse og retorik beherskede han de politiske debatter.

Men han var så begavet, at han ofte var tøvende i afgørende situationer og valgte standpunkter, der ikke var til at forudse. Befolkningen vidste aldrig, hvor de havde ham, og meget af Henrik Gade Jensens bog er et forsøg på at finde en rød tråd og en klar linje i et menneske, der i vid udstrækning var uudgrundeligt.

Monrad kom ind i dansk politik i 1840'erne, da de nationalliberale tonede frem som den toneangivende nye bevægelse. Bevægelsen ville have frihed og sandhed og indskrænke enevældens magt. Nationalliberalismen blev tidens dominerende ideologi, og dens repræsentanter var magtsnobber, der følte sig kaldede til at indtage magten i det danske samfund.

De blev tidens smagsdommere, der bestemte den gode smag og sad på meningsdannelsen. Monrad personificerede på mange måder denne nationalliberalisme, men han svingede så meget i holdninger, at han forblev et mysterium for sin samtid.

Spørgsmålet melder sig, om Monrad, som DR's tv-serie viste, var stærkt maniodepressiv eller led af anden form for psykisk sygdom. Henrik Gade Jensen gennemgår omhyggeligt hans adfærd og afviser klart, at det var tilfældet.

Det var sandt, at han i nogle afgørende situationer, som for eksempel da nederlaget ved Dybbøl var klart, optrådte meget voldsomt, men det var vel ikke unaturligt. I Henrik Gade Jensens bog tillægges hans særprægede psyke ingen politisk betydning.

Henrik Gade Jensen gennemgår Monrads mange politiske og holdningsmæssige opgør og engagementer, og han undlader ikke at vise Monrads mange fejlbeslutninger og hans vægelsindethed. Ikke mindst svigtede Monrad under krisen i 1864, da general de Meza trak sig tilbage fra Dannevirke, og da vi siden tabte ved Dybbøl. I denne afgørende fase, hvor han som regeringsleder stod med det afgørende ansvar, svigtede hans dømmekraft.

I kølvandet på Dannevirke-tilbagetrækningen besluttede Monrad at ofre general de Meza, der havde taget beslutningen. Monrad havde desuden mistet folkelig støtte, og Gade Jensen konkluderer: ”Monrads person var for utroværdig til at flytte og lede folkestemningen.” I spillet om at klare Danmark ud af miseren svigtede alle de ledende politikere:

”Det tragiske ved 1864 er ikke kun tabet af Slesvig, for på slagmarken alene kunne det landstykke næppe være reddet. Nej, det tragiske - tragedien - består i, at de danske beslutningstagere mistroede hinanden og ikke formåede at handle i fællesskab, som en nations ledende elite bør gøre i krisesituationer. Som om de forblev en forkælet generation, der for let og hurtigt havde fået magten i hænde.” Monrad måtte tage sin del, og måske den største, for denne tragedie.

Også den efterfølgende katastrofale Londonkonference om en eventuel fredsløsning må Monrad tage på sin kappe, og han fortsatte med en dødskurs ved at argumentere for, at man fortsat skulle kæmpe eller tilbyde Bismarck De Vestindiske Øer eller Island i bytte for dele af Slesvig. Det var, som om Monrad mistede virkelighedssansen, der er sandt nok, men psykisk syg var han ikke.

Kan man forklare hans kurs og fejlslutninger? Henrik Gade Jensen forsøger at argumentere for, at Monrad tænkte i klare modsætninger. Han ville enten have kamp til sidste mand eller overgivelse. Der var ingen mellemløsninger. Det vidner, skriver Henrik Gade Jensen, om et religiøst sind præget af gammeltestamentlig opfattelse.

Men det var ikke hele sandheden om Monrad, for i andre sammenhænge kunne han udvise stor pragmatisme og snusfornuft. Henrik Gade Jensen har nok fat i en del af forklaringen, men helt lyst i den sorte boks bliver det ikke.

Selvfølgelig optager krisen i 1864 meget af Henrik Gade Jensens bog, men historien om Monrad sluttede absolut ikke med dette klare nederlag. Efter emigrantforsøget i New Zealand vendte han tilbage til Danmark og var snart en markant stemme i samfundsdebatten igen. Men han var nu en fortiden stemme - og dog en interessant røst.

Han var ikke længere en progressiv nationalliberal, men virkede nærmere reaktionær i 1870'ernes samfundsdebat. Han forstod således aldrig behovet for en egentlig parlamentarisme, selv om han havde været frihedens mand. Gade Jensen skriver, at denne grundlovens fader må kaldes ”udemokratisk og antiparlamentaristisk.”

Man kan tro med alle disse fejlvurderinger og nederlag og hans barske og til tider ubehagelige væsen, at Monrad kommer ud af Henrik Gade Jensens bog som en fiasko og et usympatisk menneske.

Det er imidlertid ikke tilfældet, for Henrik Gade Jensen formår at skildre samtiden, så han viser, at på trods af Monrads svagheder var hans beslutninger ofte forståelige, og at han med en række vigtige reformlove var med til at ændre samfundet i gunstig retning. Han fremstod også i sine senere faser som en nuanceret samfundsdebattør, der blandt andet i diskussioner med Georg Brandes viste overskud.

Henrik Gade Jensens biografi er ganske givet ikke sidste ord om denne mærkelige mand, der blev en af 1800-tallets store politikere og mysterier, men med hans engagerede og aktuelle bog har vi fået en vigtig og god baggrund for fortsat debat. Monrad var klar over, at han legede med ilden, men som Henrik Gade Jensen skriver:

”Monrad vidste, at politik handler om vold og magt og om, at man leger med dæmoner. Dæmonien kan ikke afgrænses ved at have gode hensigter. Tværtimod lurer det største moralske morads i de mange utilsigtede virkninger, som en velment politik trækker med sig.” Man kan ønske sig, at De Radikale giver Henrik Gade Jensens bog som julegave til hele folketingsgruppen.