Monteverdis tragiske ”Orfeus” i skyggen af coronavirus

Sagnet om Orfeus i dødsriget blev en smuk og særpræget oplevelse på Gamle Scene

Læren af opsætningen er tankevækkende: Der er nu engang situationer i livet, hvor man skal lade være med at se sig tilbage. – Foto: DKT.
Læren af opsætningen er tankevækkende: Der er nu engang situationer i livet, hvor man skal lade være med at se sig tilbage. – Foto: DKT.

Musikhistorien har sine hævdvundne traditioner, som man gør klogt i ikke at anfægte. En af dem er, at verdens første egentlige opera havde premiere på slottet i Mantova (eller Mantua) den 24. februar 1607. Det gav 400 år senere, i februar 2007, anledning til massiv mediedækning med avisoverskrifter som: ”Operaen fylder 400 år!” – og på KulturKajen i København arrangerede man sågar et show, ”hvor italiensk opera og italiensk kogekunst gik hånd i hånd”.

Forbløffende er det imidlertid, at premieren på Gamle Scene i lørdags var den første opførelse nogensinde på Det Kongelige Teater af Claudio Monteverdis ”Orfeus” (eller ”Orfeo” på italiensk), det værk, der har status som verdens ældste opera.

Den baserer sig på et kendt sagn fra den græske mytologi om Apollon-sønnen Orfeus, der med sin musik kan bevæge både mennesker og guder. Orfeus har mistet sin elskede Eurydike, der pludselig er blevet udsat for et dræbende slangebid, og han begiver sig derfor tappert ned i underverdenen for at hente hende tilbage fra de døde.

Missionen lykkes for så vidt, men er ledsaget den udtrykkelige betingelse, at han ikke må vende sig om på tilbagevejen – hvad han naturligvis gør. Det ligger jo i kortene i den slags myter, at vi skal se, hvad der sker, hvis hovedpersonen overtræder forbuddet.

I Monteverdis opera sker det desværre så hurtigt, at det kniber noget med at opretholde den dramatiske nerve i resten af værket. Både sorg og musik bliver sælsomt stillestående.

Men det kan hverken iscenesættere, musikere eller sangere jo gøre for. De må få det bedst mulige ud af de givne præmisser, og i flere henseender var der vitterlig tale om det bedst muliges kunst ved premieren lørdag aften. Der findes næppe noget ensemble her til lands, der bedre kan forløse Monteverdis arkaiske musik end Concerto Copenhagen, der blev dirigeret med vanlig ildhu og elegance af Lars Ulrik Mortensen lige fra den fanfarelignende ouverture til de afsluttende akkorder.

Scenografien var – ikke overraskende – en opdatering til vor tid, men relativt nænsomt udført, eftersom det mest var jakkesæt, der signalerede det 21. århundrede. Og sangerne præsterede både fine soloindslag og sublimt ensemblespil.

I den altdominerende titelrolle som Orfeus (eller Orfeo) imponerede den 40-årige franske tenor Marc Mauillon stort, ikke alene scenisk, men i høj grad også takket være et flot stemmeregister med en imponerende dybde. Han blev bakket fint op af de øvrige, og Sofie Lund-Tonnesen havde som Eurydike en så sødmefuld udstråling, at Orfeus’ resolutte færd mod Hades forekom fuldt forståelig, og man kunne kun begræde, at han ikke overholdt den ene betingelse. Læren er tankevækkende: Der er nu engang situationer i livet, hvor man skal lade være med at se sig tilbage.

Den igangværende coronavirus satte sit præg på oplevelsen. Det Kongelige Teater havde via mails forsøgt at tynde så meget ud blandt publikum, at hvert andet sæde kunne stå tomt.

Det lykkedes ikke helt, men publikum gjorde sit bedste ved at rokere lidt rundt, og stemningen i salen var langtfra hysterisk, men rigtignok præget af den alvor, som også selve værket tilsiger. Man kunne undervejs sende den tiltagende epidemi en tanke eller to, således da Orfeus blev modtaget i dødsriget med ordene: ”Arme du, som viser sig her uden at være død.”

Lykkeligvis blev dramaet på premiereaftenen begrænset til scenen og de loger, hvorfra de involverede sangere nu og da lod deres stemmer lyde i en forestilling, Det Kongelige Teater kan være tilfreds med omsider at have fået på plakaten.