Ved indgangen til Moderna Museet oppe på toppen af Skeppsholmen tager mor imod i det blege nordiske forårslys. Sådan kaldte Louise Bourgeois (1911-2010) den enorme edderkop, der fra midten af 1990'erne blev hendes signaturværk og første gang vist ved indvielsen af Tate Modern i London. Nu står mor uden for Moderna Museet og fungerer som en slags tvetydig skytsfigur for den store retrospektive udstilling med kunstnerens værker.
Louise Bourgeois opfattede edderkoppen positivt. Hun sammenlignede dyret med sin mor, som hun allerede mistede i 1932, da hun var i begyndelsen af 20'erne. Moderen havde vævet og skabt sine spind, ligesom edderkoppen gør det, og hun blev med sine tekstiler en vigtig faktor for den unge kunstner in spe. Ja, edderkoppen blev en slags kunstnerisk identifikationsfigur for Louise Bourgeois. For ligesom edderkoppen skaber kunstneren jo også sine spind med en abstrakt skønhed og fanger publikum ind.
Men edderkoppen er også ofte identificeret som noget farligt. Ikke alene fordi den kan være giftig og et kryb, der har lagt navn til en fobi hos visse mennesker, men også fordi hunedderkoppen jo æder sin mage efter parringen, og således i den maskuline tradition er blevet tolket som et sindbillede på destruktiv kvindelighed, forførelse og fortabelse. Louise Bourgeois, der ikke var uden sans for det morbide, har nok moret sig over at have netop edderkoppen som yndlingsdyr.
Den farlige forførelse var Bourgeois' gebet, og hendes kompromisløse kunstneriske tilgang til sit virke. Som sådan blev hun igennem sit lange liv en feministisk foregangsfigur, der med alderen fik en nærmest ikonisk status: ”I hele mit liv som skulptør har jeg stræbt efter at forvandle kvinden fra et passivt objekt til et aktivt subjekt,” som hun udtrykte det.
På Moderna Museet kan man se hele hendes på en gang skræmmende og skønne værk foldet ud. Udstillingen spænder over ikke mindre end 103 katalognumre, der kan siges at summe hele hendes kunstnerskab op. Det er en stor, rig og generøs udstilling, som tillige er komponeret på smukkeste vis. Sjældent har jeg set en så fint scenograferet udstilling som denne. Moderne Museets rum til særudstillinger er blevet delt op i en stjerneform, fra hvis midte udstillingen breder sig ud i ni forskellige temaer: Kvinden der gjorde sig fri, Ensomhed, Traumer, Skrøbelighed, Naturstudier, Relationer, Evig bevægelse, Tag og giv, Balance.
De ni variationer over hendes livsudfoldelse og værktilblivelse kan følges, uden at man på noget tidspunkt mister orienteringen. I hvert enkelt rum er man samtidig i kontakt med alle de øvrige rum og kan således overskue hele kunstnerens oeuvre som ét samlet udtryk. Forskelle og ligheder bliver synlige på tværs af kronologi, temaer slås an og genoptages med års mellemrum i den næsten 100-årige kvindes livsværk.
For et livsværk er der i egentligste forstand tale om. Louise Bourgeois tog altid udgangspunkt i sine egne erfaringer, og de var ikke altid muntre. Hun led livet igennem af depressioner og søvnløshed og gik fra begyndelsen af 1950'erne i psykoterapi. Hendes værker kan anskues som noget af det samme: Terapeutiske bearbejdninger af skiftende forestillinger og fascinationer om selvstændighed, skaberkraft og relationer til kroppen, naturen og kønnet.
Hendes værker er i den henseende personlige på grænsen til det private og egensindige på grænsen til det anstændige. Men de er aldrig ligegyldige og kræver hele tiden opmærksomhed, som de essentielle smertepunkter og anspændelser, de er.
Louise Bourgeois blev født i Frankrig i en kulturel familie, der solgte gobeliner og antikviteter. Først anskuede hun sig selv som en mønsterbryder og begyndte at studere matematik. Men hun brød sammen på studiet og skiftede spor til kunsten for at kunne gestalte sit viltre væsens form. Hun gik på akademiet i Paris og arbejdede som guide på Louvre, før hun selv startede et galleri, hvor hun udstillede andres og egne værker. Her mødte hun den amerikanske kunsthistoriker Robert Goldwater, som hun giftede sig med. Parret flyttede til New York, hvor de slog sig ned på Manhattan og fik tre børn.
Louise Bourgeois blev selv mor, ikke alene i kunstneriske henseende, men også i biologisk. Resten af sit liv arbejdede Louise Bourgeois på den amerikanske kunstscene, i de sidste mange år med atelier og fast personlig assistent i Brooklyn.
Når man ser LouiseBourgeois' værker, bliver det tydeligt, at hun havde sine formative år i 1920'erne og 1930'erne, hvor den internationale surrealisme og psykoanalysen slog igennem. Hendes værker er præget af forestillingerne om det ubevidste, subversive og farlige, der - som edderkoppen - lurer i mørket. Mennesket er i centrum i hendes spind af værker. Der er det fanget og spændt ud, før det fortæres af angst, begær og tid. Det er mennesket som både krop og psyke, som form og bevidsthed, ja som en særlig feministisk bevidsthedsform. I både skulpturer, tegninger, akvareller og installationer kredser hun om de menneskelige traumer, den menneskelige skrøbelighed og de mellemmenneskelige relationer. Kønnene hos hende er ikke poler, men flettet ubrydeligt ind i hinanden.
I en række tidlige værker fra 1940'erne betitlet ”Personages” skildrer hun - ikke ulig Giacometti - det enkeltstående ensomme menneske. Figurer står uden sokkel på gulvet som steler, materialerne er de forhåndenværende stablet oven på hinanden. Sidenhen fra 1960'erne og frem forvandler disse stivnede steler sig til amorfe, bulne og særdeles lebendige udtryk. Mennesket bliver i den grad til kød og tung krop og tillige klædt helt af, ja nærmest vendt med vrangen ud, så kønnet bliver synligt. Demonstrativt, belastende, men også vitalt nærværende. Det er sådan, de fleste af os kender Louise Bourgeois, som kroppens kunstner, obskønt til stede med alt det, som ellers er dækket til og dydigt sløret.
Hos Louise Bourgeois er man både inden i kroppen og uden på den. Hun formede sine amorfe skulpturer i gips, hvorefter de senere blev støbt i det kunstneriske materiale par excellence, nemlig bronze; men også i mere prosaiske, sanselige og taktile materialer som plastic og latex. Hendes sorte latex-skulpturer emmer af stoflighed og sært ubændige mørke kræfter. Man har lyst til at røre ved dem, men forfærdes også af dem. Der er en kvindelig styrke på færde i disse arbejder, men også en sårbarhed, fordi alt den indre er lagt blot for blikket, og huden jo kun en hinde over det røde blod og det rå kød.
Det er dog ikke kun den rå form og det blottede indre, der vises frem på udstillingen. Et af de fineste værker på Moderna Museet vidner om feminin sårbarhed. Det er et installatorisk værk ”Le Defi” fra 1994, hvor kunstneren har stillet en rullevogn med hylder op, fyldt af forskellige former for glas, spejle, flasker, karafler, vaser, flakoner og sylteglas. Det hele er så skrøbeligt og sart i udtrykket. De mange gråhvide, mælkede glas vidner om levet liv, om minder og arbejde, og om alt det, der kan gå i stykker og går i stykker igennem livet. Her fastholdt i et krystallinsk øjeblik.
Men Louise Bourgeois ville ikke være den, hun var, hvis ikke der samtidig var en stadigt virkende resistens i hendes værker. Det kød og blod, hendes skulpturer kapsler ind i bronze, plastic og gummi eller spænder op som en menneskelig fjeder i det titeltypiske værk ”Arch of hysteria” fra 1993, strømmer mere frit i hendes tegninger og akvareller. Her flettes vener og årer sammen og danner et indre menneskeligt mønster og en strømmende puls igennem hendes livsværk. Et af de finale rum på udstillingen er viet til en række store ikke tidligere viste tegninger og akvareller, ”L' infini” fra 2008, hvor kunstneren var 97 år gammel.
”L' infini”-tegningerne er bevægende at bevidne. For stregen er skrøbelig i dem, let rystet, som et gammelt menneskes håndskrift. Men samtidig er vitaliteten i tegningerne, den blodrøde farve og forsøget på at gestalte kroppens indre liv, usvækket. Jeg er levende - vi er levende - synes kunstnerens udsagn at være. Hun væver endnu, ligesom hendes egen mor gjorde det. Ikke længere i tekstil, men i tegning, lige her før det sidste tæppefald.
