Det er ikke nødvendigvis en fordel for Sine Bang Nielsen, at man allerede på de første sider af hendes nye udgivelse utilsigtet bliver mindet om Cecilie Linds på alle måder voldsomme og smukke langdigt ”Mit barn” (2019):
”Mit barn slog mig i panden med en sten. Mit barn kastede en taburet efter mig. En hammer. En pude. Mit barn slog mig i hovedet. Mit barn slog mig i hovedet. Mit barn slog mig i hovedet. Mit barn slog mig. Sparkede. Slog sit hoved tilbage mod mit hoved. Mit barn ligger i mine arme og sparker mig. Mit barn”, står der således i begyndelsen af ”Sol”, som værket hedder.
Linds bog kvalificerer som et af hovedværkerne i den bølge af litteratur om moderskab, der har beriget dansk litteratur de senere år, fordi man her konstant mødes af overrumplende og intense linjer, der indfanger de komplekse og modstridende følelser, man som forældre kan overvældes af. Til sammenligning er Bang Nielsens skildringer af livet med et barn med infantil autisme, som man kan se, i bedste fald langt mere afdæmpet, i værste fald anonym.
Bang Nielsen benytter sig godt nok af en række stilistiske virkemidler, som nu den karakteristiske brug af anaforiske gentagelser som rytmisk motor, der i citatet tydeligvis spejler den enerverende sparken og slåen fra barnet. Men alt for ofte er beskrivelserne, også i det citerede stykke, dog så generelle og ukonkrete, at de næsten bliver helt abstrakte.
Her fornemmer man ikke, at der er noget på spil, fordi den simple stil med korte, konstaterende udsagn gør, at jeget på en sær måde virker til at være på distance af det beskrevne:
”Vi ligger med vores barn imellem os. Vi holder ham for han slår sparker spytter. Hvis vi slipper angriber han. Hopper på min arm. Vi ligger med bløde arme og holder ham. Vores barn. Vi siger du er vred. Det er okay. Vi holder dig så du ikke slår os for det gør ondt. Han falder til ro. Langsomt. Han siger nu prøver jeg at styre min vrede. Det er svært. Det gør ondt i maven. Vi aer hans mave. Hans arme bliver bløde hans kinder varme.”
Scenen er utvivlsomt elementært rørende, opfyldt, som den er, af smerte og omsorg.
Alligevel mangler passager som denne poetisk gnist for at fungere for alvor. Der er ingen overraskende billeder, ingen prægnante formuleringer, der som god poesi kan gøre oplevelsen vedkommende for læseren. Forældrenes ”bløde arme” er vel nærmest en kliché.
”Sol” bærer genrebetegnelsen ”et digt” og former sig som et langdigt brudt op i små prosaagtige nedslag i en families hverdagsliv, hvor barnet, der bliver ved med at slå, selvfølgelig sætter sit præg.
Men langsomt tager alt muligt andet også over, ikke mindst legen og hus- og havearbejdet som en måde at skrive et andet liv frem på end diagnosens, og det er faktisk også i disse tilfælde, at Bang Nielsen er bedst, fordi teksterne pludselig bliver anderledes nærværende i deres mere præcise og fint registrerende beskrivelser af hverdagens fænomener og hændelser. Læs blot denne passage, der ikke uden underspillet humor får ukrudtsbekæmpelse og havestyring til måske også indirekte at handle om det eksistentielle rum, familien befinder sig i, hvor man ikke er klippet til efter samfundets ydre normer:
”Og vi slår ikke al græsset på plænen. Kun halvdelen lige nok til en fodboldbane. Resten står til bierne og nye blomster dukker op imellem kløver og græs. Vild med vilje siger vi. Og vi sætter et Giftfrihaveklistermærke på postkassen. Hvad skulle vi bruge gift til? Vi sidder på hug i indkørslen og river det der stritter op med hænderne. Det er en regel. Indkørslen og fodboldbanen er uden strit resten er vild med vilje”.
På den måde er der bestemt fine øjeblikke i ”Sol”, men som helhed betragtet er det desværre ikke lykkedes Sine Bang Nielsen at finde en form, der gør de vigtige erfaringer og følelser, som knytter sig til det at have et stormfuldt familieliv, til rørende og påtrængende litteratur.