Ikke et stort kunstværk, men en god bog at diskutere med

Norske Monica Isakstuen sætter det raseri på spidsen, som de fleste med små børn har mærket ulme

Ikke et stort kunstværk, men en god bog at diskutere med

I de seneste år er der kommet en del skønlitteratur, der behandler de ambivalente følelser, der følger med det at blive forældre. For uanset hvor fuldstændigt overrumplende fantastisk det kan være, når der kommer børn til, så er det en omvæltning, man ikke forstår, før man står i det. Man er ikke mere herre i eget hus, et lille spædbarn kan opleves som den værste diktator. Ingen får sovet, man er træt og udslidt, og pludselig ændrer optikken på ens partner sig også, det er, som om et barns ankomst enten river skællene fra ens øjne eller måske nærmere, som om man bliver lukket inde i en glasklokke og ser alting lidt forvrænget. Maja Lucas, Hanne Højgaard Viemose, Nikolaj Zeuthen, Cecilie Lind og Rolf Sparre Johansson er blot nogle af de danske navne, der i de senere år har skrevet om forældreskab og livet med små børn.

Norske Monica Isakstuen, født i 1976, blev introduceret på dansk i 2018 med den Bragepris-belønnede roman om en skilsmissefamilie: ”Vær god ved dyrene”. I ”Raseri”, der kan læses som en efterfølger eller en helt selvstændig roman, har en fraskilt mor fundet en ny mand, de flytter sammen med hendes datter fra første ægteskab og en-to-tre, så kommer der splinternye drengetvillinger til. Den kvindelige hovedperson bliver til sin egen overraskelse overmandet af et raseri, som bare tager til, som børnene bliver ældre. Monica Isakstuen skriver scener frem, som vil vække længst glemte erindringer om, hvor presset man kan blive af sine elskede børn. I særdeleshed som den kvinde, der først har lagt krop til og bagefter skal kæmpe for retten til lidt egentid.

Isakstuen går imidlertid skridtet videre og beskriver en kvinde, der ikke kan styre det raseri. En kvinde, der på mange måder tyranniserer sig selv og sine nærmeste.

”Der er forskel på at daske efter nogen med et blødt håndklæde og at slå. Lig stille, havde jeg desuden sagt til ham mange gange, og luk øjnene, havde jeg også sagt, det er sent.”

Første gang man læser nogle af de scener, hvor kvinden går over gevind, giver det et chok i en. Man genkender de mest flove og fortrængte sider i sig selv, og det er aldrig rart.

Fra de små chok er det imidlertid, som om raseriet bliver en fast modus. Der er ikke den scene, hvor det ikke kan gå galt. Når der skal råbes, bliver det med versaler, og den indledende sympati med kvinden, der krydser tabuets grænser, bliver efterhånden lidt udmattet. Jeg tror, det er, fordi romanens præmis ikke er helt klar.

Måske handler romanen mere om et parforhold, end den handler om børn og raseri. Kvinden er rasende, men hun er allermest rasende over, at hun får lov at agere så rasende. At han trækker sig fra scenen og lader hende gøre det. På den vis er det et raseri, der bunder i oplevelsen af ikke at være holdt fast som kvinde af partneren (det er hende, der noterer ned, hvor lang tid det er, siden de har haft sex, ikke omvendt). Det er, som om alt den kraft, der kunne være blevet til erotisk begær eller noget skabende, i oplevelsen af at stå alene i mødet med det krævende kaos bliver destruktiv, krænket og rasende.

”Hold op med det der, du er smuk, siger du og vender dig mod dejfadet. Jeg bliver ikke klar over, om det er brøddejen eller mig, du taler til, det er brøddejen, du rører ved.”

På et tidspunkt køber parret en kæmpestor gammel villa, for hende bliver det endnu en frustration. Det er også her, jeg oplever, at romanen, der er skrevet som små fragmenterede beretninger, indimellem får karakter af at være klummer, hvor småbørnslivet i et privilegeret forhold sættes frisk og lidt grænseoverskridende på spidsen.

Hvis man for eksempel sammenligner Isakstuens roman med Maja Lucas’ ”Mor” eller den seneste ”Gennem natten og vinden”, der også skriver om mødre, der ikke formår at være gode og blide, så bliver det tydeligt, hvad den stramme form og den meget klare præmis betyder.

Når det er sagt, fortjener Isakstuen sine mandlige og kvindelige læsere.

Det er ikke et stort kunstværk, men det er en god bog at diskutere med, fordi den sætter fingeren på mange svære ting i livet med de små børn.