Prøv avisen
Bøger

Helle Helles ny fortælling er klassisk Helle Helle

4 stjerner

Helle Helles fortælling ”de” om gensidig afhængighed, angst og ensomhed på Lolland i 1980’erne rummer alle de kvaliteter, forfatteren kendes for

Hvem er ”de”? Det er mor og datter i 1980’erne med fastnettelefon. Men det er også ”de” andre. Mænd, unge fyre og veninder omkring de to kvinder i en lille hjørnelejlighed et sted i provinsen. ”De” er sammen, men ”de” er også alene sammen. Den gensidige afhængighed mellem mor og datter får dem til at leve i en boble, der måske vil briste, men ikke rigtig gør det. Endnu.

Helle Helles ny fortælling er klassisk Helle Helle. Lolland-Falsters topografi glider langsomt på plads i bevidstheden i skiftende årstider, ligesom forfatterens fortællerytme, hvor så lidt tilsyneladende sker, men så meget lader sig læse mellem linjerne og i det, der ikke bliver fortalt. Men gradvist bliver visse konturer synlige i skriften, der lukker læseren ind i en klaustrofobisk lilleverden, hvor humoren er lige så underspillet som tragedien. Men begge dele er der, visselig, og gør romanen inciterende at læse.

Moderen er ung. Hun ekspederer i en butik i hovedgaden med kosmetik og tøj, mens datteren lige er begyndt i gymnasiet. Hvor faderen er henne, vides ikke. Han er fraværende. Men der er andre mænd i deres liv, som de skiftevis trækker til sig og støder fra sig.

For egentlig har de nok i hinanden. Aldersforskellen er ikke større, end at de snarere er veninder end mor og datter. En symbiose, der fratager dem begge selvstændighed og skaber en afhængighed, der er forviklet frem for frigørende.

Manglen på indre realisationskraft hos de to – denne sært flydende tilstand af liv, der bare går med ingenting, der generelt karakteriserer Helle Helles forfatterskab – modsvares af en ydre rastløshed. Mor og datter er flyttet flere gange. Rundt i lokalområdet. Kærester er der også flere af. Og så er der lejligheden, hvor der hele tiden flyttes om på ting, ryddes op og drømmes om en ny sofa og god mad, bunket i udklippede opskrifter. ”De” er fulde af gode hensigter, men livet får ikke fat, tværtimod, måske er det ved at være slut.

For moderen er alvorligt syg. Den afgørende begivenhed i fortællingen om ”de” to, der lever hinandens liv, er, da moderen bliver indlagt på hospitalet. Datteren får chancen for at erobre sit eget liv og lukke verden ind med kærester og veninder. Men rådvildhed, sorg og tabsangst sidder i hende. I en slags besværgelse forsøger hun at gøre moderen rask og leve op til forestillinger om at være en opofrende datter. Der er hjerteskærende passager i fortællingen, hvor den lukker sig op mod ensomheden og angsten og det eksistentielle vakuum, som får hverdagens trivialiteter til at styrte sammen. Uden at der af den grund vises en vej ud.

Der er noget illusionsløst og melankolsk over Helle Helles fortælling, som imidlertid modsvares af en indforstået solidaritet med det liv, der leves i hverdagens virkelighed blandt kvinder i et flydende kontinuum, hvor mænd mest af alt er drabanter. Universet er drømmende, en anelse surreelt og samtidig enerverende virkeligt. Genkendeligt og derfor anfægtende.

Helle Helle er berømmet for sin minimalistiske stil og dette, at alting ikke alene burde, men faktisk bliver skrevet i nutid. Det forlener Helle Helles fortælling med en vis mystik og uvished i sprækkerne mellem fortælletid og fortalt tid.

Læserens afkodning af historien mister sikre koordinater, strukturer og forklaringer, hvad der forstærker følelsen af meningsløshed, usikkerhed og eksistentiel udsathed. Hvad sker der egentlig? Er livet sådan? Kommer døden snart? En flydende nutid, hvor alle valg er umærkelige og livet uden fokus. Det er som i en kriminalroman, blot med den forskel, at livet i sig selv er forbrydelsen i tilfældet Helle Helle.

Men Helle Helles stil er også på grænsen til at blive manér. Det ser man ikke mindst, når fortælleren ikke selv er i stand til at fastholde sin stilvilje.

Som på side 121, hvor datteren ”føler sig overvældet af ømhed”. Her går den ellers så suveræne fortæller fra at være beskrivende til at være fortolkende. Egentlig sympatisk, når ”det-alt-for-menneskelige” pludselig brænder igennem fortællingens stilistiske panser.

Det klæder dybest set Helle Helle at blive lige så sårbar som ”de”, hun skriver om.