De unge brødre Avaz spillefilmsdebuterer med en lille film med store temaer. ”Mens vi lever” er både den fiktive fortælling om en familie i sorg og en virkelig (medie)historie om to brødre, der med få midler bryder igennem her i dansk films magre år.
Milad Avaz (født 1988) har skrevet manuskriptet til ”Mens vi lever”, og storebror Mehdi Avaz (født 1982) har instrueret. Brødrene kom til Danmark med deres iranske familie i 1992. ”Mens vi lever” er skabt uden om det traditionelle danske filmstøttesystem. Pengene er i stedet kommet fra private investorer. Med et yderst beskedent budget på to millioner kroner har brødrene skabt et moralsk melodrama, der er Susanne Biersk i sin udforskning af menneskelige tragedier i dagens Danmark.
Det er en imponerende bedrift at skabe et ret helstøbt værk for så få penge, og resultatet er både rørende og relevant.
”Mens vi lever” foregår i Helsinge og Hirtshals og knytter flot flere historier sammen. Ensemblefilmen viser noget af det sværeste ved at være menneske, den ensomhed, der kan ramme lige ned i fællesskabets hjertekule, når tragedien indtræffer. Filmen følger to tilsyneladende separate spor, der elegant kædes sammen i en knugende finale. Formen er tilpas eksperimenterende til ikke at støde nogen fra sig, men samtidig udfordrende nok til at vække nysgerrighed undervejs.
Det ene spor følger Kristian (en forknyt og fremragende Sebastian Jessen) fra eksilet i Hirtshals hjem til fortiden i Helsinge, hvor blandt andre den enlige mor Trine (varme Julie Christiansen) strider sig gennem livet. Det andet spor følger gymnasievennerne Tobias (sødmefulde Nikolaj Groth) og Sabine (Marie Hammer Boda), der nærmer sig hinanden gennem ungdommens snørklede markveje. Det vil være synd at røbe for meget af plottet, da uvisheden er en stor del af nydelsen ved ”Mens vi lever”.
Avaz-brødrene kredser om ondskab, skyld, skam og tilgivelse. Tunge temaer for så unge filmskabere, og dialogen er da også oftest mere ordret end mundret. For mange af replikkerne er dvaske og uden sjæl, tunge og tænkte – ikke levede. Men hvad ordene mangler i gejst opvejes oftest af fortællerglæden, selvom de store følelsers pludselige omvæltninger sine steder næsten snubler og gør filmen utroværdig på vigtige tidspunkter.
Det ændrer ikke ved, at ”Mens vi lever” er en følelsesmæssig vedkommende mainstreamfilm. På trods af det lave budget har filmen et højt produktionsniveau. Underlægningsmusikken er subtilt stemningsskabende, og billedsiden er behagelig fokuseret. Og det er klædeligt, at filmen foregår i henholdsvis Hirtshals og Helsinge, uden at placeringen på nogen måde giver filmen et udkantsskær.
”Mens vi lever” er en vedkommende dansk debutfilm med et stærkt plot, vidunderligt befriet for ironi og distance til de eksistentielle temaer. Den tør være moralsk, melodramatisk og mainstream uden at være feel good.