Prøv avisen

Mordet på Kaj Munk ændrede alt

”Mange foragtede Kaj Munk, men mordet på ham ændrede alt. Han var først og fremmest den kristne modstandsmand,” siger forfatteren Bjarne Nielsen Brovst om Kaj Munk, der her ses med datteren Solvejg foran Vedersø Kirke. – Foto: .

I næste uge er det 70 år siden, at digterpræsten Kaj Munk blev myrdet af Gestapo. Vi har bedt fem eksperter om at vurdere betydningen af mordet på Munk og forklare, om hans arv også er synlig i litteraturhistorien

Kaj Munk var Danmarks samvittighed under besættelsen. Derfor skal vi huske hans kamp og mordet på ham.

Det fastslår forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller (K), forfatter til bøgerne Munk og Mere Munk, i anledning af, at det i næste uge er 70 år siden, Kaj Munk blev myrdet. Møller er én af flere eksperter, som Kristeligt Dagblad har spurgt om, hvad mordet på Munk betyder her mange år senere.

Mordet på Kaj Munk er et utvetydigt vidnesbyrd om, at der fandtes stærke kræfter i Danmark, der kæmpede mod den tyske besættelsesmagt, supplerer Marc Auchet, der i 1991 blev professor i skandinavisk litteratur, efter at han året før havde forsvaret sin disputats om Kaj Munk ved Sorbonne Universitetet i Paris.

I 1990 fik han Kaj Munk-Prisen, og blev sidste år æresdoktor ved Aalborg Universitet. Det nyoprettede Kaj Munk Forskningscentret ved universitetet overtog i 2005 Kaj Munks papirer, og for Marc Auchet er dette en understregning af, at Kaj Munk, og 1930erne som periode, stadig er aktuelle som forskningsemner i forhold til vores tid.

Kaj Munk blev myrdet af Gestapo den 4. januar 1944 i Hørbylunde ved Silkeborg. I Strängnäs Domkirke i Sverige har man indrettet et martyrkapel, hvor en række navngivne personer, som er blevet dræbt på grund af deres kristne tro, mindes med navneplader. Den eneste dansker, der her har fået en navneplade, er Kaj Munk.

Det er ofte blevet diskuteret, om Munk med rette kan siges at være en martyr, men uanset hvad man mener om det spørgsmål, er det klart, at Gestapos mord på ham i januar 1944 skyldtes de synspunkter, han så modigt havde fremført i den danske offentlighed under besættelsen, kommenterer professor Peter Øhrstrøm, der er bestyrelsesformand for Kaj Munk Forskningscentret i Aalborg.

Det var synspunkter, som både var tæt forbundne med hans nationale sindelag og hans kristne tro. Munks undsigelse af nazismen skyldtes først og fremmest, at han fandt jødeforfølgelsen i strid med Grundloven i Kristi Rige, som han udtrykte det i sin prædiken i Københavns Domkirke den 5. december 1943, hvor han også betonede, at det er en kristen pligt at gøre oprør mod den slags. Der kan næppe være tvivl om, at udsagn som disse var medvirkende til, at nazisterne besluttede at gøre Munk tavs. På den måde står mordet på Kaj Munk som et vigtigt eksempel på, hvad den kristne bekendelse kan koste.

Bjarne Nielsen Brovst, forfatter til en række bøger om Kaj Munk, hustruen Lise, retsopgøret og eftermælet, siger om betydningen af mordet på Munk:

Kaj Munk og mordet på ham vendte krigen for modstandsbevægelsen. Munk var det første offer med en brutalitet, der stadig huskes. Mange foragtede Kaj Munk, men mordet på ham ændrede alt. Han var først og fremmest den kristne modstandsmand. Som han selv skriver: ... det var Daabens og Nadverens Hemmelighed og ... at Livets Gaade løses med Kærlighed.

Den norske forfatter og adjunkt Jan Pedersen, der, som han siger, har levet med Kaj Munk siden 1945, da han som 14-årig læste en udsmuglet prædiken af ham, udgav i 2004 bogen Martyren Kaj Munk lever. Han understreger også Munks kristne martyrium:

Da ondskabens kugler blev affyret mod Kaj Munks hoved den 4. januar 1944 ved Hørbylunde Bakke, og hans lig smidt i vejkanten, var Kaj Munk dér, hvor mennesket er størst, for ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for sine venner, sagde Jesus. Munk mindede sine venner om dette ved gudstjenesten i Københavns Domkirke den 5. december 1943, hvor han i sin prædiken understregede, at martyrsindet er kirkens næstdyrebareste klenodium. Det dyrebareste er Kristus selv.

Kaj Munk og hans kompromisløse standpunkter, religiøst og politisk, kan lære os at stå ved vores holdninger og idealer, når det gælder, påpeger Per Stig Møller: Han citerer Kaj Munk for ordene: Aldrig spørge, om det nytter.

Peter Øhrstrøm supplerer:

Munks klare undsigelse af nazisternes jødeforfølgelser minder os om, at der findes temaer, som ikke bør gøres til genstand for forhandling og kompromis. Det gælder ikke mindst spørgsmålene om det enkelte menneskes værdi og menneskeværdet uafhængigt af race, køn, alder, religion og så videre. Kaj Munks virke minder os også om, at det kristne menneskesyn rummer et almenmenneskeligt udsagn om respekten for det enkelte menneskes værdi. Stillet over for krænkelsen af menneskelig værdighed og respekten for livet kan den kristne ifølge Munk ikke tillade sig at være ligeglad.

Marc Auchet ser også denne kraft i evangeliet, og politisk vil der altid være behov for mænd og kvinder, som kæmper for høje idealer og ikke lader sig spise af med retorik.

Jan Pedersen siger:

Han levede op til sit kald som præst ved at være den hyrde, som ikke flygtede til Sverige eller England. Som han og Lise Munk begrundede det med: Hvad ville der være sket med kirken, hvis apostlene var flygtet? Hyrden blev hos sin hjord! For Kaj Munk var det samtidig et menneskeligt problem: Mon de kommer i nat og henter mig, jeg, som har kone og fem børn? De kom så en januaraften, hvor han som afsked fik sagt de vigtige ord til dem, der stod tilbage: Stol på Gud!.

Digterpræsten, dramatikeren og samfundsdebattøren Kaj Munk skabte med sine mange og skarpe meninger strid om sin person. Med mordet og martyriet blev han, som Per Stig Møller skriver i bogen Munk, i første omgang kanoniseret som nationalt-religiøst symbol for alt det, danskerne gerne ville have været, men ikke havde været under krigen. Men i efterkrigstiden blev han systematisk forsøgt fortiet og angrebet. Mordet på Munks eftermæle, som Per Stig Møller har kaldt det i sin bog.

Siden er tiden vendt, og dermed vurderingen af Kaj Munk. Den lange periode med mordet på Munks eftermæle er ovre, mener Per Stig Møller i dag. Hvilket dog ikke ændrer ved, som Marc Auchet påpeger, at Kaj Munk stadig er et modsigelsens tegn:

Men samtidig med, at den danske historiografi fra begyndelsen af 1990erne har tegnet et mere nuanceret billede af besættelsesårene og afmonteret myten om en samlet nation, som i fællesskab skulle have kæmpet mod tyskerne, har hans indsats mødt større fortståelse.

Munks forfatterskab rummer masser af modsigelser, kommenterer Peter Øhrstrøm. Af og til får man indtrykket af, at han ligefrem nød at afprøve alle mulige synspunkter selv de mest ekstreme. Men gennem de seneste 20 år har flere og flere opdaget, at det forhold bare gør det endnu mere spændende at beskæftige sig med Munks tanker og ideer. Denne dramatiske tilgang til refleksion over tilværelsen lægger jo op til, på en levende måde at afprøve de forskellige mulige positioner og deres konsekvenser. Derved opstår der et ganske godt grundlag for personlig stillingtagen. Når man har indset det, er det svært at lægge Munks værker fra sig.

Jan Pedersen kalder Munk for den ensomme ild, der brændte for vores værdier: Han var stor, fordi han var dansk og nordisk. Gang på gang talte han om den nordiske, kristelige ånd. Det var dengang, da et menneske endnu troede på Helligånden. Det officielle Danmark svigtede. Ingen biskop deltog i hans store begravelse i Vedersø.

Ville vi huske Kaj Munk, hvis ikke han havde sat livet til i sin kamp mod nazismen og den tyske besættelsesmagt? Ville han fortsat blive husket for sin dramatik?

Ja, mener Per Stig Møller:

Munks væsentligste skuespil rejser i den store stil spørgsmål, der aldrig forsvinder for mennesket: forholdet mellem magten og kærligheden, ansvarets og engagementets konsekvenser. Derfor vil de fortsat blive opført, men selvfølgelig står hans skæbne også uafviseligt fast i historien om Danmark under besættelsen.

Peter Øhrstrøm siger:

Kvaliteterne i hans forfatterskab og i hans prædikener bliver i disse år genopdaget. Det gælder ikke bare hans syn på menneskelig værdighed. Også debatten om kristendommen set i forhold til andre livssyn, herunder ikke mindst ateismen, sættes på plakaten på en tankevækkende og levende måde i Munks forfatterskab. Men det er klart, at hans liv forstået som hans hovedværk giver en ekstra og ganske særlig grund til eftertanke.

Marc Auchet mener, at Munks dramatik tåler sammenligning med mange andre danske og udenlandske skuespil:

Hans blakkede ry har længe hindret teatrene i at opføre hans dramaer, men den mere uhildede nye generation har vist fornyet interesse for hans dramatik. At han spilles i udlandet er også et tegn på, at hans teaterstykker er levedygtige.

I næste uge bringer vi et Liv&Sjæl-interview med Kaj Munks søn Mogens Munk om arven efter Munk.