Morgendagens fodboldspillere bør læse denne inspirerende bog

Lars Høghs (1959-2021) tilbageblik på livet og karrieren er inspirerende. Morgendagens fodboldspillere bør læse med

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Fredag den 3. december annoncerede Dansk Boldspils Union, at forhenværende målmand for landsholdet og Odense Boldklub Lars Høgh var optaget i fodboldens Hall of Fame. Som den 35. individuelle udøver i historien. DBU lod udnævnelsen følge af en kort motivation ved Michael Laudrup, der fremhævede Høghs ”format og loyalitet”.

Nogle dage senere indløb så den triste nyhed, der på en måde hørte med: at Lars Høgh ikke er mere. Siden sensommeren 2018 har det været offentligt kendt, at den vellidte og altså nu afdøde målmandstræner for det aktuelle landshold var kræftsyg.

Den uhelbredelige cancer er den påtrængende omstændighed for selvbiografien ”Der er antal på alt”. En gribende, usentimentalt skrevet og i det helt taget vellykket erindringsbog. Skrevet i samarbejde med Jakob Kvist, men som en selvbiografi i jegform.

I to parallelle spor fortæller Lars Høgh henholdsvis sin sygdomshistorie og sin erindring om et liv i fodboldverdenen. I det første spor følger vi Høgh fra kroppens urovækkende signaler – observationen af en urin så ”sort som en Guinness” – over et langstrakt behandlingsforløb med kemoterapi og en kompliceret operation. Efter fremgang slår tilbagefaldet igennem, og i bogens sidste kapitel, ”Epilog: september 2021”, er det smerter og den forestående død, der står tilbage:

”Vi taler ikke år, men måneder.”

Selvom tilbageblikkene på livet og karrieren er skrevet i lyset af uhelbredelig sygdom, handler bogen gennemgående om livsmod og motivation. Høgh koncentrerer sig ”stædigt og enøjet” om ”den lyse side”. Alt det, der giver håb og tro. Han beskriver det at sætte sig delmål og bruge positive visualiseringer som en intuitiv tilgang til sygdommen. Sorgen fra pårørende påvirker ham, men ”selvfølgelig er der håb”, som han må minde den nærmeste familie om oven på lægernes første, meget pessimistiske udlægninger af sygdomsbilledet.

Når Høghs beskrivelse uproblematisk løfter sig fra den gængse sprogbrug om sygdommen som en kamp, der må kæmpes (og dermed strides af enten en vinder eller taber), skyldes det hans tankes klarhed. Der er vægt bag ordene, når Høgh 150 sider inde stilfærdigt slår to streger under alt det gode, tilværelsen har givet ham. Og – mens bogen blev skrevet – fortsatte med at give ham.

”Jeg har ingen angst. Jeg har bare en dyb følelse af taknemmelighed,” slår han fast umiddelbart efter at have vovet at tænke en tanke til ende, som det må have krævet mod ikke at pille ud igen:

”Jeg ville bestemt gerne have været de sidste tre års sygdom foruden. De har været et mareridt for Tine og ungerne. Men så simpelt kan det ikke siges for mit eget vedkommende. Jeg har fået så meget intensitet i alle mulige sammenhænge, som jeg ikke ville have fået, hvis jeg ikke havde været syg.”

Fra kapitlerne om tiden efter den aktive karriere får vi indblik i Høghs gerning som målmandstræner. Man kan savne flere rendyrkede diskussioner af målmandsspillets natur og udvikling. Hvad er en god keeper i dag? Hvordan klarede Høgh selv at forblive på toppen i så lang tid? Endda i en periode, hvor opsamling af tilbagelægninger fra eget hold blev forbudt.

Til gengæld underbygges Høghs position som en træningsmæssig fornyer nationalt og delvist internationalt gennem beskrivelsen af forløb med de målmænd, han kom til at coache: Thomas Sørensen, Karim Zaza, Jesper Christiansen, Kasper Schmeichel, Peter Cech. Foruden næste generation af danske målmandstrænere.

Lars Høgh har haft en finger medi spillet i dansk fodbold gennem et helt og rigt arbejdsliv. Hans liv er forbi, og reaktionerne på hans død har været stærke. Som aktør i den økonomisk opskruede verden, der er fodboldens, er han en stemme af i går. Fortiden. One club players, altså spillere, der kun repræsenterer én klub gennem hele karrieren, ser vi ikke længere. Og kommer ikke til det igen. Desto væsentligere er det at kunne lade sig inspirere af Høghs menneskelige tilgang til idrætten og fodbolden som ”et spil med mennesker og for mennesker”.

”Der er antal på alt” vil kvalificere den kollektive erindring om et inspirerende menneske. Morgendagens fodboldspillere bør læse med.